Palmesøndag del 237
(Terrence Malick, USA
Cannes 2019, Økumenisk Pris & Prix François Chalais)
Jeg tror ikke Terrence Malick er så vanvittig glad for ‘plot’. Det der med at finde på en forkromet fortælling og indtænke twists etc. Helt tilbage til halvfjerdserne er hans film mere interesserede i omgivelserne og i de dage hvor intet sker. Til tider fungerer det ret godt. Grunden til at The Thin Red Line f.eks rammer så hårdt er, at den ikke narrativiserer de forskellige soldaters død. Det kommer uforståeligt og tilfældigt og ud af ingenting, en kugle, en fejl, og så er deres liv forbi. Men til andre tider kan selv en så indædt Malick-forsvarer som mig selv godt se hvad hans kritikere mener.
Det gik helt galt i Song to Song (2017), der netop forsøgte at fjerne narrativet fra fortællingen: Den handlede om musikere der, som en af dem forklarede i voiceover, levede som fra sang til sang, fra sekvens til sekvens, højdepunkt til højdepunkt, uden at kære sig om sammenhængen imellem dem. Den voiceover forklarer virkelig meget af den sene Malicks kunst. Og Song to Song er et klasseeksempel på, hvordan det kan gå galt: Eftersom ingen af de medvirkende reelt er musikere, og det aldrig lykkedes Malick at hitte ud af hvordan han kunne lave nogle gode koncertsekvenser, så føles filmen som om de hopper fra elendig sang til elendig sang, i en elendighed. Det er en på alle måder forfejlet film.
A Hidden Life, derimod, den har en helt anden sammenhæng. Den synes inspireret af religiøse fortællinger, som netop også ofte er fortalt som tableauer. Det får det hele til at fungere. Det er ikke et hyperambitiøst værk som The Tree of Life. Det er en simpel film. Men god. Den giver den fornemmelse, at Malick kunne have lavet dusinvis af simple og gode film som den her, hvis det var det han havde haft lyst til…
A Hidden Life fortæller om en virkelig person, Franz Jägerstätter, en østrigsk bonde, der nægtede at sværge troskabs-ed til Hitler, da han blev indkaldt under Anden Verdenskrig. Vi ser ham, mens han høster og har det godt sammen med sin kone og deres tre børn. Vi ser ham første gang, han bliver indkaldt til grundtræning i 1940, hvor han begynder at føle, at der foregår noget helt forkert. Vi ser ham efter han er blevet sendt hjem igen, mens fanatismen langsomt breder sig i den lille landsby, og han mere og mere bliver stemplet som en afviger. Og vi følger derefter hans vej gennem retsvæsenet, og hvordan hans familie bliver udstødt, efter han åbent har erklæret sig som nægter. Derefter går det stejlt ned af bakke indtil – SPOILER – martyriet.
Det fungerer bedre i A Hidden Life, end det gjorde i Song to Song, for martyr-historien passer perfekt til formatet. Filmen minder mig om det, man kalder ‘via crucis’, veje med 14 små billeder, der skildrer Jesu lidelse og død. Så går man langs vejen fra billede til billede, og måske sætter man sig lidt og funderer over tilværelsen. Det er samme måde A Hidden Life skal fungere på. Det går ret stille og roligt, uden pludselige skift i plot og tone. I stedet kan man suge til sig af de forskellige situationer: Franz på marken, Franz i kirke, hadet breder sig, Franz i fængsel, udstødelsen af familien, etc. Det passer vel egentlig meget godt med 15 scener af 12 minutter, det er tre timer alt i alt.
Til tider er det ret fascinerende med de her tableau-agtige scener. Når f.eks en advokat eller endnu en tysk officer bliver introduceret, og i stedet for at det bliver vist som en narrativ scene – hvilket ville være lidt omsonst, vi forstår det jo godt – bliver der fortolket på det. Officeren der pludselig er på knæ og i intens bøn, hvorefter han skuer op, er et billede på en art religiøst hykleri, der har mere at gøre med kirkemalerier, end det har med normale narrative film. Generelt er filmen fotograferet ret fremragende af Jörg Widmer, der ellers mest har lavet dokumentar- og tv-film. Det hele fremstår meget skulpturelt.
Men andre gange kunne det godt mangle noget plot. Der er en anden ting, som skuespillere har snakket om: At Malick godt kan lide improvisationer. Så han opstiller en situation, og så ber han skuespillerne lave lidt improvisationer. Når man ved det, kan man lige pludselig godt forstå hvorfor så meget af hans senere film består af at folk danser rundt på må og få på marker, gader, i supermarkeder. Her kunne noget mere struktur altså godt hjælpe lidt. Jeg er med på vi ikke behøver noget manus, men hvis du sætter nogle skuespillere hen på en kaserne, og giver dem et gevær, og beder dem om at improvisere, så ender det ret ofte med at de, som skuespiller Frantz Rogowski gør her, begynder at gøgle og balancere med geværet, snarere end at lave noget soldateragtigt med dem. Eller bonde-agtigt, snarere. Eller bare noget som helst, der ikke så frustrerende meget virker som om det er skuespillere, der ikke rigtigt ved hvad de ellers skal lave.
Men Malick kan vel virkelig godt lide de her lidt mærkelige øjeblikke. Bedre end det meste af hans publikum. The Tree of Life er umanerlig stærk, fordi de mange situationer alligevel har form og kerne: Når de små drenge råber og skriger af deres mor er det ikke bare gøgl, det viser hvad der sker når deres far ikke er hjemme. Den kerne holdt lidt op med at være der i Malicks senere film. Jeg kan enormt godt lide meget af dem, synes f.eks Knight of Cups er en dybt fascinerende film, der ligesom A Hidden Life stjæler en narrativ kerne fra noget andet – den her gang en art mystisk pilgrimsrejse fortalt via tarotkort – og så ellers virkelig gøgler igennem, uden at det kammer over. A Hidden Life balancerer lidt på en knivsæg, for selvom den lever som tableauer, så er det altså også en tre timer lang film, der foregiver at fortælle en virkelig og tragisk fortælling, og så knækker det lidt hvis der bliver for meget gøgl, som der lidt engang imellem gør, når f.eks borgmesteren er beruset.
Det var anden gang jeg så A Hidden Life, og den løftede sig ikke helt så meget som jeg havde håbet på. Det er der nogle Malick-film der gør, fordi jeg slapper mere af, når jeg ved hvor meget eller hvor lidt der sker. Det er bare en rigtig fin film, en helt unik auteur-fortolkning af en specifik fortælling. Jeg ville ønske der var mange flere af dem. Jeg ville bestemt også ønske at A Hidden Life var lige den del bedre. Men det bringer ham egentlig tilbage til der hvor han var dengang i halvfjerdserne: Bare en instruktør, der forsøger at lave de bedste film han kan, og tydeligvis er virkelig god til det.