Poetry

Palmesøndag del 239
(시, Si, Lee Chang-dong, Sydkorea
Cannes 2010, Bedste Manus (Lee Chang-dong)), Økumenisk Pris – Special Mention)

I har aldrig VIRKELIG set et æble!’

Det siger den gamle sygeplejerske Yang Mi-jas poesilærer til hans poesihold. Det er en lidt prætentiøs ting at sige, men filmen får det til at give mening. Poetry er nemlig en film om de ting vi ser og ikke ser, og det handler ikke bare om æbler. I stedet handler det mest af alt om hvordan samfund lukker øjnene over for traumer og strukturelle problemer.

Den slags lavede Lee Chang-dong også film om førhen, og han skrev sikkert også bøger om samme emner inden han blev filminstruktør. Men i Poetry bliver det noget særligt, for denne gang forsøger Lee at finde en vinkel som er særskilt filmisk. Han havde lavet film før om feminisme og traumer, javist. Men nu fandt han en måde at gøre det på, hvor det handlede om noget så filmisk som at se! Og så blev det ret meget bedre. Desværre løb tiden så fra ham på andre måder.

Yang Mi-ja spilles af Yoon Jeong-hee, en af de største skuespillerinder i koreansk film. Rollen kræver også en stor skuespiller, den er facetteret og krævende. Mi-ja kan virke lidt fjollet og fraværende, og der er da også mange af filmens mænd, som ikke tager hende seriøst. Hun bliver diagnosticeret med begyndende alzheimers, hvilket måske-måske-ikke kan mærkes på hende. Hun ved heller ikke hvordan hun skal håndtere filmens centrale dillemma: Hun får at vide, at hendes barnebarn sammen med en gruppe af venner gennem længere tid har voldtaget en jævnaldrende pige, som til sidst begik selvmord. Mi-ja er enlig forsørger, så det er hende der bliver inviteret med i gruppen af forsørgere, der ellers kun er fædre, og som kommer frem til, at de nok kan få betalt sig ud af skandalen, så deres sønners fremtid ikke skal gå i stykker. Her forlader Mi-ja bordet for i stedet at tage poesi-notater om en særskilt pæn blomst…

Det er i høj grad her at det med at se bliver centralt. Kan man se på barnebarnet at han er en voldtægtsmand? Har Mi-ja overset noget? Eller er der en generel uvilje i Korea mod at se virkelig åbenlyse ting? Der er i hvert fald virkelig mange mænd i den her film, der ikke ser længere end deres egen næsetip. Kan man kalde det mangel på poetisk blik? Det er en interessant kobling, og da også ganske filmisk. Alt barnebarnet gør, om det så bare er at spise chips uden at rydde op bagefter, ser vi med et andet blik, en anden vilje til at se det som vi ikke forstår.

Det er en interessant holdning til et interessant emne, som havde været værd at bringe ud til det koreanske publikum. Men desværre, så var Lee Chang-dong nærmest blevet overhalet indenom. For det første minder plottet i Poetry nemlig en del om en koreansk film fra året før: Bong Joon-hos Mother, der var i sidekonkurrence i Cannes i 2009. Bong er en generation efter Lee, og han kom endnu bredere ud med sine fortællinger end Lee. Hvor Lee fortalte i et typisk realistisk arthouse-format, så fremlægger Bong sine tematikker i genre-film som monster-filmen The Host, og på det her tidspunkt solgte han ret mange flere billetter. Ifølge wikipedia solgte Poetry ca 200.000 billetter, hvorimod Mother solgte 3.000.000, eller sådan ca femten gange så mange. Lee skiftede kunstart for at komme ud til befolkningen, men i 2010 var han lidt fanget i en arthouse-fælde: Hans film var så eftertænksomme og festival-agtige, at det alligevel ikke var noget, som folk kunne overskue at se.

Læg hertil, at koreanske bøger nu også satte dagsordenen, især med kvindelige forfattere som Han Kang (Vegetaren, 2007) og især især Cho Nam-joo, hvis feministiske Kim Ki-young, 1989 (2016) nærmest satte nationen i brand, på en måde som Lee Chang-dongs film altså ikke rigtig gør det længere. Det er en anden ting ved forholdet mellem litteratur og film: Det er for mange folk alligevel nemmere at komme ud med en bog end med en film, den koreanske filmbranche er stadigvæk dybt patriarkalsk. Det er blevet bedre, det er ikke længere sådan at kvinder ikke må røre kameraer fordi det bringer ulykke, men der er stadig ingen kvinder der får de budgetter som folk som Park Chan-wook, Bong Joon-ho eller Lee Chang-dong gør. Det er ekstra ironisk, for Lees film Secret Sunshine og Poetry minder egentlig på mange måder om de her koreanske bøger, han har – så vidt jeg kan se – ret godt blik for koreanske kvinders problemer, men der er alt andet lige en anden glød i kvindernes fortællinger, som gør deres fortællinger lidt mere medrivende. Af en fortælling om massevoldtægt at være, så er Poetry lidt kold i det…

Alt det er selvfølgelig ærgerligt, men det er på den anden side lige knap filmens skyld. Men Poetry har en anden mangel: På trods af dens emne, så er den ikke i sig selv særlig poetisk. Der findes bestemt poetiske film, film hvor man føler man virkelig ser ting på en helt særlig måde. F.eks æbler, den iranske instruktør Abbas Kiarostami har nogle helt fantastiske klip med æbler, hvor man, jada, nærmest ser æbler som for første gang. Det kan Kiarostami! Det var der også en del af i hans Certified Copy, som Poetry konkurrerede imod i Cannes i 2010. Det samme kan siges om konkurrencens vinder, Apichatpong Weerasethakuls Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv. Den film er også poetisk på en måde som Poetry ironisk nok kun kan drømme om at være det.

Det er her Lee Chang-dong kommer lidt til kort, og helt ærligt nok altid vil komme lidt til kort. Han er forfatter, og en vildt god forfatter, og han har kreeret nogle af Sydkoreas væsentligste fortællinger de seneste femogtyve år. Men han er ikke visuelt kunstnerisk uddannet som Weerasethakul, ej heller er han rutineret professionel billedskaber som Kiarostami, der brugte årevis på at lave pædagogiske film for børn. Det er som om Lee begyndte at søge efter noget mere, efter at få hans fortællinger til at handle om billeder og ikke bare plots, men hans evne til at få kameraet til at agere poetisk er ganske enkelt ikke lige så stor som visse af hans kollegers. Poetry er en fremragende film, nok top fem over film fra Cannes 2010, men den kan ikke helt det, som Lee ledte efter. Den gode nyhed er, at han ledte videre. Og næste gang fandt han det såmænd!

Serien om Lee Chang-dong forsætter med Burning