Pride: ‘There is power in a union’

Pride vandt Queer Palm i Cannes 2014. Den vandt Bedste Film ved British Independent Film Awards. Den er i Biografklub Danmark. Den har været en succes verden rundt, og den vil være en succes herhjemme, lige meget hvad jeg siger om den. Det er også en suveræn film for hvad den er, og nok endda lidt mere end det. Så i stedet for at skrive en anmeldelse – det kan gøres meget kort: Se den! – har jeg skrevet om dens bittersøde politiske budskab. Derfor afslører jeg nok en del af filmen, så måske giver det mest mening at vente med at læse det her, til efter du har set den. På den anden side er filmen baseret på historiske begivenheder, så det er begrænset hvor meget spænding der er om plottet.

Jeg har fundet på en teori omkring hvornår en film virkelig kan siges at være ‘progressiv’: Det er den, når den er mere progressiv end sit publikum. Ellers, så prædiker den jo blot til folk der er enige i forvejen. Og hvordan kan man se at en film er mere progressiv end sit publikum? Det er den, når filmen er mere progressiv end sin trailer. Hvis filmen er mere progressiv end sit pressemateriale, så får den forhåbentlig folk ind, som den kan ‘omvende’. Der er et problem ved den her teori, eftersom den gør det progressivt at lave elendigt pressemateriale, som f.eks. Pride’s amerikanske distributør gjorde da de bort-retoucherede alle referencer til homoseksualitet fra dvd-coveret. Så er det dælme ikke svært at være mere progressiv ind sit pressemateriale… Men kig også på traileren nedenfor. Der er ingen tvivl om, at den reklamerer for en film om homoseksualitet, med scener fra bøssebarer og jokes om lesbiske spisevaner og whatnot. Men hvad der måske vil overraske hvis du går ind og ser filmen – og det burde du helt klart – hvad der i hvert fald overraskede mig da jeg så den, er, at filmen ikke, som traileren, er fortalt fra de strejkende minearbejderes synspunkt, men fra de homoseksuelle aktivisters. Jeg tjekkede det, homoseksuelle karakterer har blot fire replikker i den to-et-halvt minut lange trailer*, og de homoseksuelle er altså hovedpersonerne i filmen. En del af grunden er stensikkert, at de walisiske karakterer spilles af de kendteste skuespillere, Bill Nighy og Imelda Staunton, hvorfor salgsmateriale naturligvis fremhæver dem. Men samtidig reorienterer traileren hvad filmen drejer sig om: Det bliver en film om heteroseksuelle, der lærer at acceptere homoseksuelle, i stedet for en film om homoseksuelle, der vinder en kamp om at blive accepteret. Det bliver en fortælling set fra et heteroseksuelt synspunkt, hvilket filmen bestemt ikke er.

* Det er ikke helt sandt, men at sige mere ville spoile et plottwist.

Når traileren overhovedet kan omklippes sådan, så skyldes det, at Matthew Warchus’ glimrende Pride skildrer sammenfletningen mellem flere forskellige kampe fra firsernes England. Der er klassekampen, vist via den walisiske landsby og deres deltagelse i den store minearbejder-strejke 84-85. En voldsom og traumatisk strejke, hvis betydning også kan ses i lignende britiske komedier som Billy Elliot – der foregår under selvsamme strejke – og The Full Monty. Virkningen af strejken, og den efterfølgende afindustrialisering af den britiske provins, er også det, der har fjernet fremtiden fra den walisiske landsby Jeppe Rønde skildrer i hans aktuelle Bridgend. Men Pride finder en anden politisk historie at sammenflette med historien om arbejderklassens sidste desperate kamp, nemlig kampen for de homoseksuelles rettigheder. Det er en sand historie, hvordan gruppen ‘Lesbians and Gays Support the Miners’ gik i gang med at indsamle støtte til de strejkende arbejdere, selvom arbejdere fra provinsen ellers ikke var kendt for deres frisind i forhold til homoseksualitet, og hvordan dette efterfølgende resulterede i at minearbejdernes fagforening var centrale i at få Labour til at anerkende homoseksuellers rettigheder som politisk prioritet i deres partiprogram.

rsz_pride_01 Pride_03

Når Matthew Warchus’ film er så god som den er – og den er en mainstream-perle – så skyldes det først og fremmest den fremragende håndtering af de forskellige toner der kommer fra de forskellige kampe. Som tilskuer i dag ved vi godt hvordan det går: Arbejder-klassen vil tabe deres kamp, mens de homoseksuelle i sidste ende vil vinde rigtig mange af deres – selvom et melankolsk sideplot antydende skildrer AIDS-epidemiens hærgen i miljøet. Filmen kan vende så hurtigt på en tallerken, at man næsten får piskesmæld. I den mest rørende scene har Bill Nighy’s karakter Cliff en melankolsk monolog om hvordan landsbyboernes mænd får deres identitet fra minen, og slutter af med replikken: ‘The Pit and the People are one and the same.’ Talen får unge Mark, den uformelle leder af støttegruppen, til at stille sig op på bordet og holde en inspirerende tale, komplet med stemte s’er og løfter om at kul-firmaerne vil komme kravlende ‘in full drag’. Hvorefter en kvinde begynder at synge, de andre kvinder stemmer ind, tredje vers både mænd og kvinder, og på lydsiden istemmer blæserne i. Jeg tvivler stærkt på, at der vil være et øje tørt i salen. De synger ‘Bread and Roses’, en sang om kvindernes plads i arbejdskampen. Tredje vers lyder: ‘As we come marching, marching, unnumbered women dead / Go crying through our singing their ancient cry for bread. / Small art and love and beauty their drudging spirits knew. / Yes, it is bread we fight for—but we fight for roses, too! Allerede i 1915, hvor digtet er fra, måtte arbejdskampen give plads til få andre grupper indpasset. Hvad Pride skildrer, som ingen film før har skildret så godt, er øjeblikket, hvor minoriteterne havde mere held end majoriteten. Det som gør scenen så trist – foruden den skamløse men mesterlige iscenesættelse i billede og musik – er, at sangen handler om at tilføre roser til brød, men for sangerne vil der snart kun være roser tilbage. Deres levebrød er væk.

Tjek også denne scene ud. Klippet, som er officielt fra Camerafilm, stopper desværre før det gør i filmen, hvor der er blevet tilføjet et nyt blæser-akkompagnement, for at få den rigtige pompøse stemning frem. Der er vitterlig ingen skam i filmen, kun stolthed. Det er hovedårsagen til at den fungerer så godt som den gør.

Bread and Roses er også titlen på en film af Ken Loach. Der er noget næsten poetisk ved, at Pride får dansk premiere så kort tid efter Loach’s erklærede sidste, Jimmy’s HallLoach har lavet film siden slut-tresserne, men har han nogensinde lavet en film med en homoseksuel hovedperson? Hvor mange af hans centrale karakterer er kvinder? Også i filmverdenen er Loach’s stil, med grupper i kamp, med dialektiske diskussioner om vejen frem, på vej ud, til fordel for personlige film. Det var nok aldrig rigtigt en kamp, publikum vil have centrale karakterer og personlig udvikling, så identitets-politik har altid været mere filmisk. Loach’s film var også altid identitets-film, med gruppe-scener indsmuglet, det handlede blot i 90% af tilfældene om hvide mænd. Det er nemt at gøre nar, men det er ikke hvad Pride gør. Den starter med Pete Seeger, der synger sangen ‘Solidarity Forever’, der inkluderer ordene ‘Yet what force on earth is weaker than the feeble strength of one / but the union makes us strong.’ Men handler identitetspolitik ikke netop om at finde styrke i sin egen personlige identitet? Enhver der har deltaget i køns- og queer-kamp kan skrive under på, hvor lynhurtigt grupper splitter op i undergrupper, noget filmen også skildrer via udbrydergruppen ‘Lesbians Against Pit Closures’, der protesterer mod den manglende feministiske vinkel hos hovedgruppen. Og alligevel er det identitets-grupperne der vinder, mens ‘the union’, fagforeningen, landsby-fællesskabet, må se deres mine lukket ned. Filmen starter med en gammel sang med Pete Seeger, men den slutter af med en sang fra filmens midtfirsere: Billy Bragg’s** ‘There is Power in a Union.’ union. Fokus er flyttet fra fagforening til fællesskab. Og mange undergrupper, og underundergrupper, har sluttet sig sammen, og i fælllesskab vundet kampe for hinanden. Men hvem kæmper for arbejderklassen, i Spanien, Wales og Pennsylvania, der udgravede den samme kul-åre, kaldet ‘the dark artery’? Det er sorgen i sejren, der går Pride så bittersød. Det er den flerstrengede følelsesstorm, der gør filmen så meget værd at se.

** Passende nok fik Billy Bragg i 1991 et mindre hit med sangen ‘Sexuality’.

rsz_pride_05

Det er ganske passende, at en film ved navn Pride tør stå 100% inde for hvad den er. Det er årets bedste venstredrejede feel-good homo-komedie. Der er kraft i kombinationen af elegi for fagforeningen og triumf for de homoseksuelle. Der i kraft i skamløsheden hos filmskaberne. Jeg er stadig forbløffet over, at de har haft idéen og modet til at hyre et brassband – Tredegar Town Band – og et kor – Fortza – til at tilføre kor og blæs på de sange der er på soundtracket. Sange som ‘Bread and Roses’, ‘There is Power in a Union’ og Shirley & Co’s ‘Shame, Shame, Shame’ er fint stærke på egen hånd, men at putte orkester og kor ovenpå gør det så meget over-the-top at jeg ikke kan andet end at knuselske det. Det er det klareste eksempel på, hvor direkte filmen her går efter struben. Det skal en film som den her også gøre, ellers bliver det kedeligt. Det glæder mig, at den her film er i Biografklub Danmark, og derved, at hundrede-tusinder af danskere vil komme til at se den. De får en klump i halsen, og noget at tænke over.

Sidste info: Sangen der kører over rulleteksterne er The Communards’ ‘For a Friend’. Den er faktisk skrevet om den virkelige Mark Ashton. Husk på det indtil du ser filmen, og hvis du har set filmen, så genhør sangen nedenfor, og læg mærke til teksten. Og prøv at lade være med at tude.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.