LE1F – Wut

Queer Rap er ikke en ting. Det virkede ellers sådan for et par år siden, da rappere som Mykki Blanco, Zebra Katz, Cakes da Killa og LE1F begyndte at rumstere, og pitchfork havde en artikel der hed ‘We Invented Swag: NYC’s Queer Rap’. Men så et par år senere, marts i år, viser det sig, at queer rap altså alligevel ikke er en ting, for nu har pitchfork en artikel der hedder: Queer Rap is not Queer Rap’Artiklen stiller først spørgsmålet om, hvad vi så skal kalde det som pitchfork i 2012 kaldte Queer Rap, om det er en scene, en trend, en genre, eller om det blot drejer sig om forskellige kunstnere, der tilfældigvis er queer. Men den svarer aldrig på spørgsmålet. Er der ikke en gruppe af rappere for tiden, der har en masse æstetisk tilfælles, og som derudover er queer? Hvis ja, er det så rammende at kalde det ‘queer rap’? Men rapper Cakes da Killa argumenterer ganske overbevisende for hvorfor det er et reducerende genrenavn: “I include a lyric booklet with every thing I release. Let’s focus on the overall narrative of my work as opposed to a bar where I talk about giving a blow job.” Alt andet end seksualitet, og ofte blot den ‘chokerende’ måde rapperne beskriver seksualitet på, bliver fjernet fra pakken.

Jeg er både enig og uenig i den kritik. Jeg er helt bestemt skyldig i selv at fokusere for meget på sexslang når det kommer til rappere som LE1F, men det er nu ikke kun et problem for homoseksuelle rappere. Også ‘straight’ rap er ganske sex-fikseret, og det er sgu en del af det sjove ved det, og det er det fedeste i verden når Jhene Aiko synger ‘He gotta eat the booty like grocery’, som hun gør i Omarion’s ‘Post to Be’. Hvis det endelig skal være, så tror jeg det mere skyldes racisme end homofobi, når sorte homoseksuelle rappere bliver reduceret til deres sex-drift. Derudover er LE1F’s sextalk bare sej, in your face og direkte. Han rapper i andet vers: ‘Ukrainian cutie / he really wanna cuddle / fever in his eyes / he wanna suckle on my muscle’ Det tog en del tid før det gik op for mig, at ‘suckle’ altså ikke er det samme som ‘suck’ – som de fleste rappere rapper om – men i stedet betyder ‘at die’. Den ukrainske cutie vil die ved hans muskel. Det er sejt nok sagt. Swag. Men samtidig er der en hel sang rundt om die-snakken, og den handler netop om hvordan folk forsøger at reducere LE1F. Han og sort og han er bøsse. ‘I make a neo-nazi kamikaze wanna firebomb’. Men han rapper også om hvordan hvide vil knalde ham fordi han er sort og spændende. Det er nok det mest ironiske ved hele miseren: At ‘Wut’, som nok stadig, sammen med Zebra Katz’ ‘Ima Read’, er det største queer rap-hit, handler om skel og sprækker i queer-verdenen. Det er netop en sang om at det at være queer ikke blot er at være queer, og så bliver den reduceret til blot at være queer.

Derudover er der hele musiksiden, blæs og klap og knips. Der er noget M.I.A. over det. Og lidt marchtrommer, som var det en gammel Gwen Stefani eller Beyoncé sang. En minimalistisk produktion, der ikke lyder typisk New Yorker rap som den har lydt det her årti, udover netop andre queer rappere – men ikke ‘queer-rappere’ – som Zebra Katz og Cakes da Killa. Det var måske især derfor at ‘queer rap’ blev en ting. Fordi musikken er svær at få passet ind i hvad der ellers sker i hiphop for tiden. Det er ikke trap, eller drill, eller ratchet. Alle LE1F’s mixtapes – Dark York, Fly Zone, Tree House, de er gratis, google dem, tjek dem ud – og hans EP Hey – som kan høres på spotify – lyder mørke, atmosfæriske, elektroniske. Det er en egen æstetik, og det er ikke fordi der ikke findes straight rappere der laver deres egen lyd, men LE1F lyder stadig stort set særegen. Wut do you call it?

LE1F giver koncert på årets roskilde-festival. Det bliver en fest!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.