Den her film har allerede fået stor opmærksomhed, på grund af sit utroligt interessante og skræmmende emne, taget fra virkelighedens verden. Mellem 2007 og 2012 begik 79 unge mennesker selvmord i den lille walisiske by Bridgend, men instruktøren forklarede efter filmen, at det virkelige tal nok er meget større, for på grund af tabu er det blevet dysset ned. I filmen følger vi unge Sara, der kommer til byen med sin far, der er politimand og skal undersøge hvad der sker. Hun suges dybere og dybere ind i dødskulten blandt byens unge. Det er ganske fascinerende, men det er egentlig ikke noget nyt emne. En anden vigtig dansk debutfilm havde også en selvmordskult som central rolle, nemlig Lars von Trier’s Element of Crime. Når de unge i Bridgend udfordrer hinanden til at svinge ind foran et ankommende tog, så kunne jeg heller ikke lade være med at tænke på den canadiske La Culte du Prochain Train i David Foster Wallace’s postmoderne mastodont-roman Infinite Jest. Heck, Bridgend er ikke engang den eneste danske debut det her forår der handler om unge mennesker og selvmord, selvom man nok må sige at Samanou Acheche Sahlstrøm’s I Dine Hænder, der omhandler aktiv dødshjælp, er en meget anderledes type film.

Men det Bridgend mindede mig mest om, som også forklarer noget om hvorfor selvmordskulter har været så meget oppe i den postmoderne tid, er HBO-serien The Leftovers. Også her er unge mennesker efterladt uden tro på fremtiden, og også her er der kultmedlemmer uden lyst til at leve. Men i The Leftovers er der en klar grund til at livet er meningsløst: At apokalypsen har været der, og at de efterladte derfor har mistet alt, inkl meningen med livet. Det er selvfølgelig en metafor for et generelt tab i vor tid, et tab som Jeppe Rønde’s film naturligvis også kredser om. For hvorfor vil de unge mennesker ikke leve mere? Den indlysende forklaring på, hvad de har tabt, er deres identitet som kom med det arbejde der plejede at være i byen. ‘Min morfar var minearbejder og rugbyspiller. Det var de alle sammen dengang’ siger en ung mand sådan ca til Sara. Thatcher lukkede minerne, og fjernede fremtiden for de unge mænd. Men hvorfor er det så ikke i alle provins-byer at de unge slår sig selv ihjel? Det svar jeg kan se er, at selvom der ikke er nogen indlysende grund til at dø, så har de unge heller ikke nogen indlysende grund til at leve, og jo mere det bliver 50/50, jo større er chancen for at en række sammenfald kan sætte en selvmordsbølge i gang. Det er ikke nogen god grund, det er heller ikke ret filmisk.

Jeppe Rønde præsenterer en filmisk grund: Han skildrer uovertruffent hvor tillokkende mørket kan være. Kameraet ruller langsomt men uimodståeligt langs med jernbanen fra en lysning og ind mod den mørke skov. De nøgne, hvide kroppe flyder så fredfyldt i det sorte vand. Og de unge drengeansigter virker så dybe og tillokkende indrammet af hoodiens skygger. Specielt et par stykker har Sara svært ved at stå imod: Først Thomas med de sorte bukser, sort jakke og sorte øjne, og så Jamie, som også har kulsort hår. Men Thomas er nu én af de ting jeg ikke rigtig synes fungerer ved filmen. Som 28-årig mand er det dummeste jeg kan sige nok, at jeg ikke kan forstå teenage-pigers smag i fyre – det havde jeg ikke engang nogen forstand på dengang jeg virkelig gerne ville have det. Jeg kan godt se han er mystisk og dragende og farlig. Men han passer ikke rigtig ind i filmen: Han er dæmonisk, hvor filmsproget bedst viser tiltrækningen ved døden. Det er ikke kun det filmen kan: Sara hvirvler rundt om sig selv på dansegulvet, og suser gennem skoven på sin hest, og vi indser at også fart og kaos kan skabe den følelse af stilstand og ro hun søger* Men Thomas er også en bully, og det antydes at han er med til at presse de andre unge til at deltage i dødelegen. Jeg kan sagtens se, at gruppepres og bullying højst sandsynligt har spillet en stor rolle i historien. Men det er bare det komplet modsatte af dragende, det er frastødende, og det skubber mig ud af filmens hypnotiske greb.

* Jeg har selv tydeligst mærket det oppe i Vertigo i Tivoli. Man skulle tro alt ville føles som kaos når den hvirvler og drejer gennem luften. Men verden ruller så hurtigt rundt at alt bliver til én stor tåge. Vindmodstanden er så høj, at man intet kan høre. Og centrifugalkraften holder dig så meget på plads, at op eller ned bliver ligegyldigt. Resultatet er at man føler sig helt alene i en egen lille boble.

Jeg jokede med, at jeg er alt for gammel og alt for mandlig til at vurdere hvordan en teenagepige opfører sig. Men sandheden er jo, at det samme gør sig gældende for langt de fleste filminstruktører, debutanter eller ej. Det er sådan set ret så sejt og særligt gået af Jeppe Rønde, at ville skildre historien filtreret gennem en teenagepige. Og så er det måske nok sådan, at det engang imellem kikser lidt. Et par gange virker det måske endda som om at Rønde helt glemmer, at det er det han laver. Der er en scene hvor Jamie og Sara sidder på en café og forelsker sig i hinanden, og vi ser i slowmotion et strålende smil på Sara’s ansigt. Jeg er helt med på hvad det forestiller, for jeg kan genkende det smil fra nogle af de bedste eftermiddage i mit liv. Men… når filmen er fortalt fra Sara’s synspunkt, havde det så ikke været mere logisk hvis det var Jamie’s smil vi så? Som det er, er det helt tydeligt at se, at Sara er forelsket, men vi kan i mindre grad regne ud hvorfor hun er forelsket.

Det bliver lidt et generelt problem i filmen. Der kommer mere og mere fokus på de der frastødende drengeintriger, og det bliver lidt svært at se præcis hvad Sara finder så dragende hos dem. Problemet bliver ikke mindre af, at Hannah Murray (Gilly i Game of Thrones) er så strålende i hovedrollen. I visse stræk, hvor vi på den ene side har stupide testosteron-pumpende drengekampe, og på den anden side har smukke, smilende, strålende Sara, så er hun så klart det mest dragende i filmen, og så kan man godt komme til at tænke, at en mere logisk udvikling ville være, hvis resten af landsbyens unge begyndte til ridning. På den anden side skaber det måske mere spænding omkring hvad udfaldet af filmen vil være, at der trods alt er lys i mørket? For Sara drager faktisk også de andre personer, helt klart. Problemet er bare, for mig i hvert fald, at der er modsatrettede kræfter i filmen, der trækker i hver sin retning, på en måde hvor de to dele ikke bygger oven på hinanden, eller endog skaber energi via kontrasterne, men hvor de to dele modarbejder hinanden, og begge dele bliver mindre effektivt.

Men det er petitesse indvendinger, som det ikke lader til at ret mange andre deler. Og filmen slutter fantastisk, det må man sige, jeg var så klart efterladt med ønsket om flere film fra Rønde. Ikke så meget på grund af historiens klimaks, det faldt lidt igennem hos mig, men på grund af de fantastiske afrundinger der er i coda’en, og især de afsluttende billeder. Jeg har set det sammenlignet med Antichrist men det er også værd at holde op imod Melancholia. For det er den eneste anden filmafslutning i en dansk film dette årti, der kommer op på siden af Bridgend. Jeg kan sagtens se den her vinde, den er tydeligvis foreløbig favorit. Sjældent billedstærk dansk debut. Men lidt typisk for dansk film, så er kunsten som jeg ser det lidt blevet kompromitteret for at gøre plottet mere effektivt. Så jeg har håb om og tiltro til, at Røndes næste film bliver endnu bedre!