Palmesøndag del 19
(Kış Uykusu, Nuri Bilge Ceylan, Tyrkiet
Cannes 2014, Guldpalmen & Fipresci Award)

Conscience is but a word that cowards use,
Devis’d at first to keep the strong in awe:
Our strong arms be our conscience, swords our law. 
– Richard III

Da listen over film til Cannes 2014 blev offentliggjort var der en rimelig stor forhåndsfavorit. Der var mange gamle kendinge blandt de nominerede, men der var én der skillede sig ud. Én som var yngre end de andre veteraner, én som havde været med rigtig mange gange og vundet mange priser, men aldrig vundet palmen. Da Vintersøvn derudover var den i omfang største film på festivalen med sine 3 timer og 15 minutter, så var der mange der mente, at man kunne give den tyrkiske auteur prisen på forhånd. Reaktionerne efter premieren var en smule afdæmpede, den væltede ikke journalisterne omkuld som Amour havde gjort i 2012 eller Adeles Liv i 2013. Konkurrencen var mere åben end årene før, og der var rigtig mange blandt især de danske journalister, der heppede på Xavier Dolan’s Mommy som et ungt og friskt alternativ. Men heldigvis fik de ikke ret.

Vintersøvn var den største bedrift fra Cannes 2014, en filosofisk og kunstnerisk mastodont, og at den ikke virker skelsættende og nyskabende skyldes i høj grad, at Bilge Ceylan spiller med regler for digital filmkunst han selv udformede med Three Monkeys og især mesterværket Once Upon a Time in Anatolia. Palmen til Vintersøvn var en fuldt fortjent præmiering til en af årtiets aller vigtigste film-stemmer, for et værk man kan dykke ned i igen og igen.

Ret sjældent for en Bilge Ceylan film har Vintersøvn én central karakter. Der er rigtig mange karakterer i filmen, men Aydin er filmens altoverskyggende hovedperson. Det er hans baghoved kameraet zoomer ind i til at starte med, før titlen kommer på. Det er med hans udvikling, eller mangel på samme, at filmens centrale pointer leveres. Men alligevel er der essentielle dele af Aydin’s forhistorie, som aldrig bliver gjort klart i filmen. Først og fremmest fordi Aydin er svær at stole på. Hvad er Aydin’s beskæftigelse? Vi ved han er en tidligere skuespiller – eller ‘thespian’, som han insisterer på at blive kaldt i den engelske oversættelse – men havde han virkelig en karriere? I samtalen med den unge gæst, der kører på motorcykel, og spørger om hotellet har heste, fortæller Aydin at han var på scenen i 25 år, og aldrig medvirkede i en sæbeopera, på trods af lukrative tilbud. Men hvorfor er det eneste billede af Aydin med en anden skuespiller et med Omar Sharif, taget mens Sharif var i nærheden af hotellet for at optage Monsieur Ibrahim*? Og når Aydin fortæller hans søster Necla om dengang han spillede imam på scenen, så gik hans rolle ud på at løbe ind på scenen med bukserne nede om benene. Ikke ligefrem nogen glorværdig rolle. Necla siger direkte til ham, at hans karriere var skuffende. Derudover er Aydin selvbestaltet intellektuel, med egen klumme i den lokale avis, og en bog om tyrkisk teater han har researchet færdig, og bare lige mangler at skrive. Men hvorfor skriver han ikke for en større avis, som også hans søster konfronterer ham med?

Sandheden er jo, at alle hans intellektuelle arbejder blot skal fjerne fokus fra det han egentlig er: Arving, landejer, godt og gammeldags født rig. Det er ikke kun fordi det skal tage fokus, det skal også beskytte ham mod besvær. Da Hodja Hamdi kommer for at snakke gæld fortæller Aydin at han ikke har tid til at tage sig af den slags, eftersom hans virkelige arbejde er intellektuelt. Men det er selvfølgelig noget pjat, Aydin tjener ingen penge på intellektuelt arbejde, og sådan set heller ikke ret meget som hotelejer. Han er landejer som ikke vil indrømme at han er landejer. Det er denne svaghed som er central for filmen, og den gælder da også i nogen grad for søster og kone. Det er dette centrale hul, hvorom der ikke skal tales, der gør de mange lange diskussioner de tre imellem både fascinerende og frustrerende på samme tid.

* Monsieur Ibrahim skaffede for øvrigt Omar Sharif en Cesar som bedste skuespiller. Lyder som en cool nok film.

Vintersøvn er åbenbart baseret på stykker af Tjekhov, men jeg har ikke læst ret meget Tjekhov, så det ved jeg ikke ret meget om. Men jeg har læst en del Dostojevski, og Vintersøvn lader til også at trække en god del på denne anden russiske forfatters polyfoniske stil. Som hos Dostojevski er persongalleriet stort og broget, og en stor del af filmen går med diskussioner personerne imellem. Men der er centrale forskelle på Vintersøvn og et polyfonisk stykke kunst, som Bakhtin beskrev at Dostojevski skrev. I romaner af Dostojevski som Forbrydelse og Straf og De Besatte findes der folk fra alle samfundslag, der har alle slags meninger. Men i Vintersøvn holdes diskussionerne mest indenfor familien, hos folk med samme status, meget samme baggrund, så der er ting der aldrig bliver sagt.

Den centrale del af filmen skildrer lange diskussioner mellem Aydin, hans kone Nihal og søster Necla.** Disse diskussioner behandler alt muligt og umuligt, og er overvældende og fascinerende på samme tid. De tre går virkelig til hinanden, og det virker som om de ikke lægger fingrene imellem. Og så alligevel. Når Aydin og Necla diskuterer hvad de får deres tid til at gå med, og om det er bedst at være aktiv eller tænkende, så er der ingen af dem der bringer op, at de begge er født rige, og derfor overhovedet har muligheden af at bestemme hvad de skal gøre med deres tid. Kedsomhed er en luksus, siger Aydin som forklaring på hvorfor han holder sig så travlt beskæftiget med at nedgøre den lokale imam i sin klumme, uden at se ironien. Lediggang er roden til alt ondt, siger de, igen uden at have indsigten til at registrere hvor meget det rammer dem begge to, hvor meget de burde tage sig af deres reelle job, burde administrere ejerskabet over lokalsamfundet. Nihal spørger Aydin om han ved hvor skidt det føles at donere en andens penge til velgørenhed, og Aydin svarer at det ved han ikke, eftersom han har knoklet hele sit liv for sine penge, desuagtet at han sådan set har arvet både status og rigdom, men Nihal kan ikke konfrontere ham med det, for det ville også gøre hende selv til dobbelt snylter. Hvis filmen skulle være ærlig som en Dostojevski skulle karaktererne være lige så skandaløse som Dostojevski’s, men de er tværtom pinligt korrekte overfor andre. Når Aydin er på grænsen, i scenen hvor Nihal’s komité kommer på besøg og Aydin helst ikke vil gå, ender det alligevel med at han stikker af, og sidder for sig selv med en udklædning på hovedet, og sniger sig til et kig ind gennem vinduet, gemt bag en sten. Karakterne er aldrig skandaløse og direkte, de er derimod pinligt passivt agressive – men scenen hvor Aydin konfronterer en grædende Nihal med regler om skat og kvitteringer vedrørende indsamlede penge er stadig så tåkrummende som noget Dostojevski.

** Længden af disse diskussioner blev der skrevet meget om, men så lange er de nu heller ikke. Det lange skænderi mellem Aydin og Necla er omtrent 17 minutter langt. Det lange skænderi mellem Aydin og Nihal er lige omkring en halv time, men det er så egentlige også tre skænderier der følger lige efter hinanden – Aydin holder bl.a. morsomt nok en thé-pause undervejs.

Hvis blot filmen var et portræt af hotellet, og livet på hotellet, så kunne den slutte her. Så ville det være et glimrende kammerspil på 2 timer og et kvarter. Men filmen lukker sig op i den sidste time, hvor de to hovedpersoner hver især drager ud i verden. Her kommer nemlig, efter flere timer med diskussioner på hotellet, et par flere toner til polyfonien. Nihal forsøger at give penge til Hamdi og Ismail, men ender med at bryde grædende sammen efter Ismail brænder dem. Det er hvad hun får ud af at sænke paraderne. Aydin er overhovedet ikke i stand til at gøre det samme. Da læreren Levent fordrukkent forklarer hvorfor man skal ignorere hvad folk siger om en, og bruger gammel sladder om Aydin som eksempel, stopper Aydin samtalen og brokker sig over at Levent fortæller sladder uden at se tingene fra hans synspunkt. Det er amoralsk, siger Aydin, at tale nedladende når man ikke kender hele historien – desuagtet at Aydin selv skriver tonsvis af nedladende klummer, og bestræber sig hårdnakket på ikke at få noget at vide om de bønder han skriver om. Men selvom det er hyklerisk, så vinder Aydin stadig diskussionen. Levent rejser sig op, og fremsiger det Shakespeare citat jeg brugte i indledningen på den her post. Aydin svarer med et citat jeg ikke kan finde ud af hvor kommer fra, men jeg tænker det er Voltaire:*** Our infallible fate, is to be deceived in everything we attempt. I make brilliant plans each morning…and fool about all day.

*** I rulleteksterne står der, at filmen indeholder uddrag af Shakespeare, Tjekhov, Dostojevski og Voltaire. Jeg kan nogenlunde regne ud hvor de andre kan være brugt, så jeg tænker Voltaire har skrevet det her sidste. Men jeg ved det ikke rigtigt.

Levent beklager en omvæltning i magtforholdet. Før i tiden, på Richard III’s tid, var de stærke bevidste om at være stærke, og gjorde som de havde lyst til uden at bryde sig om hvad andre sagde. Det er ganske Nietzsche’ansk. Men Aydin, derimod, bruger slavemoral, han anklager alle andre for at være amoralske hvis de vover at sige ham imod. Han er det tætteste området kommer på adel, født rig, kulturelt dannet, men han er så langt fra noget overmenneske som man kan være. Han har heller ikke format til at være ligeglad med hvad folk synes om ham, snarere tværtom. I en af filmens sjoveste scener kalder han Nihal og en gammel ven ind på sit kontor, for at bede dem om hjælp til at bedømme et brev han har fået der beder om hjælp. Brevet består først af en lang lovprisning af ham selv, derefter en del han springer over, og så en lang lovprisning af hans skriverier. Efter Necla fortæller ham, under deres lange skænderi, at han aldrig har grædt på deres forældres grav, ser vi ham et par scener senere sidde ved en gravsten og klø sig i øjet som om han fjernede en tåre.

Men Necla har heller ikke det format hun forsøger at danne om sig selv, med hendes filosofiske teorier. Hun fremsætter sin teori om, at man skal lade de onde være onde, uden at straffe, for dermed at håbe de selv vil indse deres fejl, og ændre på sig. Det minder om det kristne budskab om at vende den anden kind, som heller ingen kristne lever efter. Men Necla er da også noget hyklerisk, hun vil stadig straffe huspigen for at have smadret to glas, og hun lader i høj grad til at have udtænkt sin tese som en passiv-agressiv måde at straffe hendes eksmand på.

Det er en skildring af en magtelite, som med et engelsk udtryk vil have ‘power without responsibility’. Det er med dissekeringen af denne moderne ledertype, der uddelegerer alle former for besvær og alt hvad der smager af magtanvendelse til andre, mens han selv udstikker flygtige beskrivelser af den rette vej fremad, at Vintersøvn bliver en så forbløffende moderne og tidsvarende film. For er det ikke den typiske politikers rolle i dag? Ansvaret for nedskæringer og ubehag bliver overalt i verden uddelegeret til diverse økonomiske nødvendigheder, ved hjælp af udregninger lavet af embedsmænd, mens politikerne selv optræder som meningsdanner i et mediebillede, hvis envejs-kommunikation efterhånden ikke er langt fra fortællingen om Aydin og hans faste klumme. Nuri Bilge Ceylan beskriver selvfølgelig først og fremmest en tyrkisk virkelighed, og der er ingen tvivl om, at Anatolien har mere arkaiske, ja nærmest feudale, forhold mellem landejer og lejer end hvad vi har i dag. Men som skildring af en magtelite der sover vintersøvn, ja der er filmen såmænd nærmest universel.

Over 2000 ord, og jeg har nærmest ikke snakket æstetik. Men det er også svært at få hånd om. Vintersøvn er ikke den æstetisk nyskabende triumf som Three Monkeys og især Once Upon a Time in Anatolia var det. Nuri Bilge Ceylan er en af dem, der for alvor har dykket ned i de nye digitale muligheder, hvilket gav hans foregående film nogle helt nye billeder. Nu behandler han billedet som en mester i komplet kontrol. Der er ikke lige så mange bravour-sekvenser; tidligere film har haft meget lange trackingshot eller scener der udspillede sig længe uden klip. Det er en mindre stilig film. Men der er tonsvis af smukke billeder. Og det passer godt til historien med en større jordnærhed, for historien handler jo netop om en mand, der bruger kulturel kapital til at slå andre oven i hovedet med. Hvis nu der var for meget der var abstrakt, for meget der handlede om billedet for billedets skyld, så havde det måske været hyklerisk?

Jeg har læst argumentet om, at Vintersøvn ikke er noget spring fremad for Nuri Bilge Ceylan, og at hans Guldpalme var som en trøstepræmie fordi han ikke vandt i 2011. Det er delvist rigtigt – Once Upon a Time in Anatolia fra 2011 er formentlig den, der vil gå over i historiebøgerne – men Vintersøvn er ikke langt bagefter, og det var stadig den største, dybeste og vigtigste film i konkurrencen det år. Og når en instruktør har lavet den bedste film to gange, så skal han da ikke straffes dobbelt, hvis han taber første gang.

Serien om Nuri Bilge Ceylan fortsætter med Det Vilde Pæretræ