Polisse

Palmesøndag del 87 af 1716

Cannes festivalen har et kvinde-problem. Det bliver sagt igen og igen, men det er værd at understrege. Der er så få kvinder i konkurrence, at det i sig selv er en skandale, men det går efterhånden også ud over dem som så er der. Man fornemmer nogengange nærmest en idé om, at når nu Cannes er så elendige til at finde gode kvindelige instruktører, så er dem de trods alt finder sikkert heller ikke særlig gode. De er sikkert valgt af de forkerte årsager, blot for at få det til at se bare en smule mindre pinligt ud. Og… På en eller anden måde er der noget om det. Der er en bizar tendens til, at godt nok kommer der stort set ingen kvindelige instruktører ind i det gode selskab, men dem som kommer bliver paradoksalt nok lukket lettere ind end mændende gør: Deres alder når de debuterer er såmænd ret ofte ganske lav (Naomi Kawase: 34 år. Maiwenn: 35 år. Maren Ade: 38 år.) Der er lidt den samme tendens over jury-deltagere, godt nok er der som regel overvægt af mænd, og jury-præsidenten er stort set altid mænd, men de kvinder der er med er ofte yngre end mændene, så… er det lettere for dem at komme med? Eller… Vælger Cannes måske unge kvinder på grund af noget andet end deres kvaliteter? Mange af de kvindelige Cannes-instruktører har også en tendens til at være skuespillere/modeller… Det er dobbelt dårlig behandling, dels bliver de færreste lukket ind, så dem der bliver lukket ind bliver dømt så meget hårdere.

Maïwenn Le Besco er en ung kvindelig instruktør, som tidligere har været skuespillerinde, og som ikke får den respekt hun fortjener. Hun var i branchen i en tidlig alder, fik barn med Luc Besson da hun var 16, og er som skuespillerinde sikkert mest genkendelig fra hendes rolle som den blå rumvæsen-diva Diva Plavalaguna i Det Femte Element. Men i de seneste år har hun først og fremmest instrueret, Pardonnez-Moi i 06, Le Bal des Actrices i 09, Polisse i 11 og Mon Roi i 15. Hun er blot 41, hvilket for en kunstfilm-instruktør stadig er virkelig ungt, og hendes film er da også forsat meget ‘lovende’. Der er noget med tonen, som kan være meget svingende, der er en letsindighed over meget af det. Men hvad folk overser / ignorerer, er, at hun allerede fra start af havde en auteur-tilgang til mediet, nogle gennemgående træk i hendes film, både i emnevalg og visuel stil. Pardonnez-Moi handler om en ung kvinde, der laver en dokumentar om hendes familie, og de problemer det medfører. I Le Bal des Actrices spiller Maïwenn en let fiktiv udgave af hende selv, som en ung skuespillerinde der beslutter sig for at lave en dokumentar om skuespillerinder, og filmen skildrer de problemer det medfører. Og Polisse er en dokumentaristisk spillefilm om livet i en parisisk politi-enhed, hvor Maïwenn spiller Melissa, en ung kvindelig fotograf der beslutter sig for at dokumentere enhedens arbejde, hvilket medfører en del problemer. Mon Roi er dog en smule anderledes, men ellers er det da meget variationer inden for en emnekreds. Og bedre end det, så er der en dokumentaristisk visuel stil, som i Polisse når et hidtidigt højdepunkt.

Da filmen spillede på Cannes 2011, hvor Maïwenn noget overraskende vandt Jury-prisen (omend det vist er den pris der som regel gives til kvindelige instruktører), så sammenlignede anmelderne ofte filmen med tv-politi-serier. Den dokumentaristiske stil giver mindelser om The Wire, eller den franske serie Spiral. Men det er en udvikling tilbage til udgangspunktet. Tv-serierne trækkede selv på direct cinema /cinema verité, instruktører som Robert Drew og Frederick Wiseman i USA, og i den frankofone verden Pierre Perrault og Raymond Depardon, hvis La Captive du Desert jeg nylig skrev om, men som mere relevant for Maïwenn lavede trilogien Faits Divers, Urgences og Delits Flagrants om det franske retsvæsen. Det var den slags film der inspirerede amerikanske serieskabere til serier som Hill Street Blues og Homicide: Life on the Street, serier hvis visuelle nyskabelser ikke har fået det fokus de fortjener (omend Lars von Trier f.eks. har været meget åben om hvordan Homicide inspirerede film som Breaking the Waves). Maïwenn trækker på den slags film også i hendes tidligere film, men når det bliver til et politi-drama, så føles det naturligvis endnu mere beslægtet med serierne. Men det er såmænd bare en stil. Og en god én af slagsen.

Polisse handler ikke bare om en tilfældig politenhed, men den såkaldte ‘Brigade de Protection des Mineurs’ i Paris, en afdeling der står for sager om incest, pædofili, børnemishandling, etc. Filmen skildrer de fleste aspekter af politi-arbejdet, fra afhøringer af børn til store razziaer. Immigrations-spørgsmål foldes ind, om rumænske bander der handler kvinder, eller om tvangsægteskaber. Eller de helt modbydelige detaljer, som når en ung pige får en meget sen abort efter at være blevet voldtaget, og af bureaukratiske årsager er tvunget til at navngive fosteret. Til tider optræder betjentene heltemodigt og redder de små børn fra at blive skudt, andre gange har de mere svært ved at være professionelle. Jeg skrev lidt om tonale skift, og der er sekvenser der mere ligner noget fra The Office. I en omdiskuteret scene afhøres en ung pige, der fik stjålet sin mobil-telefon og som gav en gruppe af drenge blowjobs for at få den tilbage, men betjentene kan ikke lade være med at grine over det absurde i situationen. ‘Man giver altså ikke blowjobs bare for en mobiltelefon…’ ‘Jamen det var en smartphone…’ Lidt tidligere er en kvindelig betjent af nordafrikansk afstamning eksploderet på en konservativ imam, og afkræver ham på arabisk koran-vers der kan understøtter hans misogyne opførsel, mens hendes kolleger samler sig bag hende og hepper. Der danses også en hel del, som der gøres i langt de fleste film af Maïwenn, og betjentene har naturligvis også en tendens til at drikke lidt for meget. Og så er der de personlige forhold betjentene imellem. Det er egentlig meget som en politiserie.

Men så er det samtidig også stiliseret. Intro-sekvensen kører over titelmelodien til den gamle franske børne-serie L’Ile Aux Enfants (Børnenes Ø, tror jeg) og flere dansesekvenser bryder med den realistiske stil. Slutningen er også både utroligt stiliseret, og utroligt direkte i sit budskab om hvem blandt de mange involverede, der kan lande på fødderne. Det er igen et element der er typisk for Maïwenn, som i Le Bal des Actrices blandede doku-realismen med musikalske drømme-sekvenser hvor skuespillerindernes indre kom til syne. I Polisse er det dog mere subtilt, det er ikke forklaret, ikke skilt ud fra resten af filmen, det er bare sådan udtrykket er. Det er endnu en ting som gør en film af Maïwenn til noget ret egensindigt. Nok også noget af det som vil få de fleste til at stå af. Som nævnt var det en overraskelse at filmen vandt Juryens pris, på et år i Cannes hvor f.eks. Pedro Almodovar, Aki Kaurismäki og Paolo Sorrentino måtte gå tomhændede hjem. Og Polisse er da heller ikke noget stilrent mesterværk, men et skramlet, tonalt forvirret blandingsprodukt. Men filmen har sine øjeblikke, og ligner ikke ret meget andet. Ihf ikke inden for film…