The Wedding

Palmesøndag del 86
(Свадьба, Svadba, Pavel Lungin, Rusland
Cannes 2000)

År 2000 var året hvor tingene begyndte at falde til ro i Rusland. Det var først og fremmest året hvor Boris Jeltsin gik af og overlod præsidentposten til Vladimir Putin, den symbolske skillelinje mellem halvfemsernes kaos-kapitalisme og det konservative autokrati der styrer landet den dag i dag. På filmfronten begyndte nye navne langsomt at finde deres plads: Førnævnte Aleksei Balabanov havde fuldt sin indie-sensation Brother fra 97 op med først den lige så chokerende men mindre billige Of Freaks and Men året efter, og i 2000 den patriotiske og ret normale actionfilm Brother 2 hvor lejemorderen Danila Bagrov rejser til Chicago for at sætte orden i sagerne. Halvfemsernes internationalt mest kendte instruktør var Nikita Mikhalkov, der vandt Guldløven i 91 for Ugra, en oscar og en Cannes Jury Grand Prix i 94 for Brændt af Solen, inden han i slutningen af årtiet stod for den internationale storproduktion Barberen af Sibirien med Julia Ormond i hovedrollen. Og i 1999 indledte den kunstnerisk vigtigste russiske instruktør siden Tarkovskij, Alexander Sokurov, sin Cannes-karriere med Moloch. Han ville blive nomineret til Guldpalmen tre år i træk 2001, 2002 og 2003, en meget sjælden præstation, og med især Russian Ark fra 02 slå sit navn fast hos arthouse-publikummet. Tingene stabiliserede sig, og de navne der var kendte i den periode begynder at være de samme navne vi kender i dag. Men stadigvæk i 2000 var der plads i Cannes til en sidste fransk-russisk co-production fra Pavel Lungin, inden han mere eller mindre gled ud i glemslen. Det er en film som er endnu mere ligegyldig end de glemte Taxi Blues og Luna Park, der alligevel har historisk interesse som udtryk for en kaotisk tid. Da The Wedding udkom lavede andre russiske instruktører langt vigtigere film. Men på den anden side er det måske Lungin’s bedste film.

Plottet i The Wedding er i og for sig ganske simpelt: Smukke unge Tanya vender tilbage til sin lille landsby fra model-job i Moskva, og overtaler sin barndomsflamme Mishka til at gifte sig med hende. Og så holdes der bryllup. På den anden side lukker det op for utallige forviklinger, mens Mishka’s forældre forsøger at skaffe penge til at holde festen, hans venner forsøger at skaffe penge til alkohol, og Tanya’s ‘ven’ fra Moskva ankommer for at overtale hende til at vende tilbage til ham. Og han har skumle forbindelser som også landsbyens politimester vil udnytte. Anden halvdel af filmen foregår under den store fest, mens gæsterne danser og drikker, og Mishka’s venner fordrukkent forsøger at løse de problemer de har skabt, med blot yderligere komplikationer til følge. The Wedding, eller Svadba som den hedder på russisk, kan sagtens ses som en mere letbenet pendant til samtidige fest-film som Festen eller Mira Nair’s Guldløve-vinder Monsoon Wedding, minus alt hvad der hedder pædofili. Foruden plottet kommer interessen meget fra den måde filmene fungerer som samfundsportrætter.

Egentlig ligner The Wedding ret meget Pavel Lungin’s tidligere film; det er stadig håndholdt kamera og et ret upoleret look. Men det føles anderledes. Hvor især Luna Park føltes billig, som om den ikke kunne følge med sine ambitioner, så føles The Wedding næsten som en Dogme-film. Det føles som om det er meningen det skal være så umiddelbart. Der er to årsager: Dels rammer filmen fornemmelsen af fest perfekt, kameraet følger personerne ind og ud mellem mennesker der danser, spiser, griner, det hele skal føles uoverskueligt, og det gør det. For det andet er fotograferingen ganske enkelt ekstremt god. Aleksandr Burov er først og fremmest kendt for sine samarbejder med førnævnte Aleksander Sokurov, helt tilbage fra firsernes novellefilm og til Aleksandra fra 2007, men The Wedding er mærkværdigt nok en af hans største kritiske successer, med en nominering for Bedste Cinematografi ved årets European Film Awards (en pris der gik til den tredobbelte oscar-vinder Vittorio Storaro for Goya, men naturligvis skulle være gået til Agnés Godard for fotograferingen af Claire Denis’ mesterværk Beau Travail). Lungin er ikke Sokurov, og billedsproget er mange gange mindre særligt end hos den store kunstner, men for hvad det er er det en rimelig suveræn fotografering. Og før aftenens fest går i gang fanges et russisk sommerlys helt vidunderligt. Også en meget sjælden ting ved Pavel Lungin: The Wedding fremstiller et Rusland som ser helt generelt indbydende ud, lyst og sommerligt og med glade mennesker i bevægelse.

The Wedding er ikke bare den bedste af Pavel Lungin’s Cannes-nominerede film, men formentlig den bedste film han har lavet, overhovedet. Og bare helt simpelt en ret god film. Men alligevel var den nok ikke i nærheden af en pris på en Cannes-festival hvor konkurrenterne inkluderede Wong Kar-wai’s In the Mood for Love, Edward Yang’s Yi Yi, Roy Andersson’s Sange fra Anden Sal, Jiang Wen’s Devils on the Doorstep og von Trier’s palmevinder Dancer in the Dark. Og i det selskab blegner den da også ret så meget. Pavel Lungin var aldrig nogen stor instruktør, og det blev han heller ikke senere hen. I 2002 lavede han gangsterdramaet Tyccoon, mærkværdig nok den eneste af hans film der har fået dansk premiere – 531 billetter solgt! I 2003 brød en ny russisk instruktør igennem, da Andreij Zvyagintsev vandt Guldløven for hans The Return. Lungin’s to film The Island (2006) og Tsar (2009) virker ret Zvyagintsev-inspirerede, stiliserede dramaer om ortodoks religion, fra en jødisk instruktør der tidligere lavede mørke film om vold og had. De fik nogen international opmærksomhed, med premiere uden for hovedkonkurrence i Venedig og Cannes, men nu er det sikkert også slut med det. Pavel Lungin underskrev i 2014 brevet der erklærede støtte til Vladimir Putin’s overtagelse af Krim-halvøen, hvilket nok endegyldigt kostede ham hans europæiske prestige, som han havde qua hans mange co-produktioner. Hans seneste arbejde har været på den russiske udgave af Homeland, og så havde hans nye film Queen of Spades, premiere på Talinn Black Nights festival i sidste år.

Pavel Lungin er en anden-rangs instruktør, såmænd også i en russisk sammenhæng. Han kan ikke måle sig med Zvyagintsev eller Sokurov, for ikke at tale om Tarkovskij, Eisenstein og de andre giganter. Men der er såmænd ikke vanvittig meget i vejen med at være en anden-rangs instruktør, de fleste instruktører er i og for sig højst anden-rangs. Og om Lungin aldrig har lavet et mesterværk, så har han lavet op til flere udmærkede film, og selv de virkelig ringe kan være værd at se af socio-historiske årsager. Det er vel også godt nok.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *