Palmesøndag del 88
(Maïwenn, Frankrig
Cannes 2015, Bedste Skuespillerinde (Emanuelle Bercot))
Der er en speciel type auteur-film, som kun en tåbe ikke frygter. Den kommer fra relativt unge instruktører, instruktører som måske ikke har fortjent et ‘auteur’-præfix knyttet til deres jobtitel, som måske nok laver lidt bredere film end cineast-publikken foretrækker. Men alligevel har de af en eller anden grund fået kritiker-succes med deres film. Og så kommer den her type film, den langt mere ‘seriøse’ udgave af instruktørens tidligere interesser. Skrækeksemplet for mig er Michel Hazanavicius’ The Search, lavet efter instruktøren først havde lavet agent-pastiche-komedier om agent OSS 117, og så pludselig fik Cannes-nominering og Oscar for stumfilms-pastichen The Artist. Hans film var muntre og respektløse parodier på filmhistorien, men så kom i stedet pludselig en ultra-seriøs genindspilning af Fred Zinnemann’s holocaust-drama Et Barn Eftersøges, omlagt til krigen i Tjetjenien, og en latterlig udstilling af præcis hvor lidt man kan have på hjerte som kunstner. Det er en forfærdelig type film. Så åbnings-scenen fra Mon Roi, Maïwenn’s opfølger på de afdæmpede og dokumentariske Le Bal des Actrices og Polisse, fyldte mig med bange anelser: Enormt bredformat, og sublime billeder af sneklædte tinder. En kvindelig skiløber tager bestik af situationen, og sætter derefter igang i et nedløb, der skal gå gruelig galt. Helt så galt går det ikke for Maïwenn, der formår at skabe noget relativt anderledes og personligt. Men der går dælme også meget tabt i forsøget på at nå nye tinder.
Maïwenn arbejdede i årevis på manuskriptet, sammen med Etienne Comar, og filmen er baseret på Maïwenn’s eget forhold til ejendomsmagnaten Jean-Yves Le Fur. Tony, spillet af Emmanuelle Bercot, møder Georgio, spillet af Vincent Cassell, og filmen skildrer deres forhold som det udspiller sig over en årrække. De har det sjovt sammen, men han har problemer med at engagere sig i de kedeligere sider af et parforhold, selv efter at de får sønnen Sinbad sammen. Det er Tony som slår sig på ski, og hoveddelen af filmen er et flashback mens hun er under genoptræning på et kurophold, og genovervejer sit liv. Var styrtet et selvmordsforsøg? Det ville i så fald være forsøg nummer to.
Polisse var navngivet af Maïwenn’s søn, fordi han ikke kunne stave til ‘police’. En barnlig, personlig tilgang til noget ret stort og voldsomt. Mon Roi, eller ‘min konge’ som det betyder, er til gengæld noget intimt og personligt kørt op på den helt store klinge. I og for sig giver det meget god mening. Maïwenn insisterede på at lokalisere det nære og personlige i hendes portrætter af film- og politi-verdenen, og nu insisterer hun på at vise at noget nært og personligt i sig selv fortjener samme behandling som et hvilket som helst andet emne. Der er noget ganske kvindeligt over filmen, der også er filmet af Claire Mathon – der også har arbejdet på Alain Guiraudie’s film Stranger by the Lake og Staying Vertical. Der er nogle valg, som bare ikke er typiske for den her slags film, der som alle andre slags film som regel er instrueret af mænd. F.eks. er Emanuelle Bercot fantastisk i hovedrollen – og hun delte Skuespillerinde-prisen i Cannes med Rooney Mara for Carol – men det slog mig at det er meget unormalt for en film der foregår over så lang tid, at man har valgt at caste en skuespillerinde, hvis alder passer til slutningen snarere end starten af fortællingen. Alene det at se en kvinde i slut-fyrrerne være så kampliderlig som Tony – og Georgio – er i starten af filmen er en ret sjælden ting. Og jeg elsker f.eks. også at filmen, efter to timers råben og skrigen og slåskamp, slutter med en scene hvor de to forældre tager til skole-hjem samtale sammen. Tony studerer hendes eks-partners ansigt, close-ups af porer, skægstubbe, det er lidt mere gråt end det var ved filmens start, detaljer hun kender så intimt, men som har ændret sig. Så rejser han sig og går ud af døren. Og filmen er slut. Det er en mærkelig sammenligning, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på Sergio Leone’s spaghetti-westerns, der også altid slutter med et nærmest intimt møde mellem de centrale kombattanter. Hos Leone skildres vold og duel som et intimt forhold, så… hvorfor ikke vende det om?
Men. Som antydet med de mange selvmordsforsøg – der er minimum et til i periferien af fortællingen – så er historien om Tony og Georgio også på egen hånd utrolig episk. Det er ikke bare et ægteskab som går i stykker, det er også fortællingen om bedrag, om misbrug og afvænning, om status og rigdom. Maïwenn får kritik for at hendes karakterer altid har store følelsesudbrud, hvilket jeg dog fint kan vænne mig til, der er så mange instruktører der har yndlingstyper, men her går det lidt imod konceptet. For hvis jeg skal være helt ærlig, så er især Georgio et ret irriterende bekendskab. Der er rigtig mange af deres eskapader, som mest af alt bare føles frustrerende – men naturligvis anerkendes med nikken og smil af deres medmennesker – og til tider bliver det ret utroværdigt, som når Georgio kommer for sent til sin vens bryllup, og alle bare griner af ham. Gode, gamle Georgio, altid klar til at sætte lidt kant på en begivenhed, for det kan vi jo ikke selv finde ud af. Nej, filmen lever i dens almenmenneskeligt genkendelige kvaliteter, måden et passioneret parforhold bliver til hverdag på, de øjeblikke hvor man lyver for hinanden, og begge ved man lyver både for sig selv og sin partner, men alligevel bliver ved. Eller det der afsluttende blik på en ex’s kind. Hvem kender ikke det? Det er øjeblikke Maïwenn finder fordi hun går målrettet efter dem, i højere grad end de fleste instruktører. Og med kombien af uomtvistelige filmiske kvalitet og en vilje til at gå efter anderledes øjeblikke har Maïwenn fortjent sin position i filmverdenen. Også fremadrettet, selvom Mon Roi lidt føles som et fejltrin.