Palmesøndag del 473
(Jim Jarmusch, USA
Cannes 1995)
Gad vide hvordan reaktionen var, da Jim Jarmuschs Dead Man blev offentliggjort? Den store minimalistiske indieinstruktør ville nu lave en western? Og med superstjernen Johnny Depp i hovedrollen? Var han i gang med at sælge ud?
Indiescenen ændrede sig i midthalvfemserne, særligt efter Quentin Tarantinos kæmpesuccesser Reservoir Dogs og Pulp Fiction. Indiefilm blev mere genreorienterede. Man kan sagtens forestille sig, at Jarmusch skiftede stil også af kommercielle hensyn. Men engang imellem har kunstnere også bare lyst til at prøve noget nyt, og Jarmusch havde efterhånden vist hvor god han var til at lave tredelte film om hipstere og immigranter. Med skiftet til Dead Man viste han hvor meget mere han var i stand til, og skabte en af sine bedste film.
Dead Man starter virkelig smart. Den starter nemlig på præcis samme måde som Mystery Train: Med et tog, der kører gennem Amerika. Men scenen i Dead Man er så meget bedre! Der klippes mellem William Blake (Johnny Depp) i togvognen, over til togets hjul, over til mærkværdige optrin i togvognen, over til billeder af et amerikansk landskab, der gradvist bliver mere og mere vildt og præget af vold. Og Neil Youngs ekspressive musik spiller op imod de flotte sort/hvide billeder. Det signalerer både kontinuitet, at Jarmusch stadigvæk var interesseret i de samme ting som før, og viste også hvor meget han kunne få ud af at have et relativt større budget.
Blake er på vej fra Cleveland, Ohio, og til den lille (fiktive) by Machine i det nordvestlige USA, hvor han håber at få job som bogholder på en fabrik. Men da han ankommer til sin nye arbejdsplads får han at vide, at han er kommet for sent, og at jobbet er gået til en anden. Om aftenen på en bar tager en ung kvinde ham med hjem, men mens de er i seng sammen går døren op, og kvindens ex kommer ind. Kort efter er både kvinden og den fremmede fyr døde, Blake er også såret, og må flygte ud af byen. Det viser sig, at ex-fyren var søn af fabrikkens ejer, som sender tre lejemordere efter Blake, og så har vi konturerne af et western-plot, med Blake på flugt ind i vildnisset, sammen med den indfødte amerikaner Nobody (Gary Farmer), forfulgt af farlige pistolmænd.
Men det bliver naturligvis langt mærkeligere end det. Filmen indledes af et citat fra den surrealistiske forfatter Henri Michaux: ‘It is preferable not to travel with a dead man’ og filmens grundlæggende stemning er surreel. På deres rejse møder Blake og Nobody bl.a. tre mænd ude i intetheden, hvoraf den ene klæder sig i dametøj og spilles af Iggy Pop. Der er også en handelsstation midt i ingenting, hvor sælgeren (Alfred Molina) lader til hovedsagligt at sælge tæpper inficeret med smitsomme sygdomme til den oprindelige befolkning. Døden findes alle steder, i Machine, hvor dyrekranier hænger overalt og bedemanden konstant laver nye kister, og i naturen, hvor lig ligger på jorden efter massakrer, og de fleste møder ender i skudveksling.
Det er naturligvis ret let tolkeligt som en subversiv udgave af western-genren og myten om USA som ‘frontier’ nation. Den amerikanske civilisation bringer ikke logik og bedre liv til vildnisset, men skaber død og ødelæggelse i en naturlig verden. Som så heller ikke er smuk og uskyldig, men er vild og kaotisk og syret. Nobody er ikke nogen ‘nobel vild’, der lærer Blake evig visdom, men er selv en hybrid, halvt Piikáni og halvt Apsáalooke, som blev bortført af europæere og bragt til Europa, er så meget mere inde i engelsk litteratur, at det er ham som forklarer William Blake om den digter han deler navn med, men til gengæld er udstødt af de fleste andre indfødte amerikanere. Jarmusch gjorde sig også umage med at få brugt de rigtige amerikanske sprog i de rigtige scener, og generelt skabe en gennemarbejdet vision fra det nordvestlige USA omkring århundredeskiftet.
Hans samarbejdspartnere hjælper også enormt meget til. Robby Müllers fotografering er sammen med Wim Wenders Kings of the Road noget af det smukkeste han har lavet, og Neil Youngs guitar-soundtrack er enormt stemningsfuldt. Johnny Depp var god engang, og Dead Man er en af hans bedste præstationer. Jarmusch havde brugt filmstjerner før, Winony Ryder var med i Night On Earth, men Dead Man er første gang en hovedrolle i en Jarmusch-film spilles af en normal hovedrolle-skuespiller, og Depp viser hvor godt det kan gøres. Han er dels enormt udtryksfuld, skildrer William Blake både som forvirret grønskolling og psykedelisk dræbermaskine, men samtidig med så meget afmålthed, at det passer ind i en indiefilm. Jeg er ikke sikker på, at nogle af Jarmuschs senere skuespilspartnere gør det bedre, hverken Bill Murray, Tilda Swinton, etc.
Dead Man viste også hvor meget den amerikanske indiefilm kunne være. Mere end små mærkelige hipsterfilm som Stranger Than Paradise og Mystery Train, men også mere end postmoderne underholdning a la Tarantino. Dead Man er sjov og voldelig, men også dybt seriøs. Det er en genfortolkning af western-genren ligesom andre halvfemserfilm som Danser med ulve og Unforgiven, men langt lettere. Hollywoods forsøg på et genfortolke western-genren, og dermed kaste et kritisk blik på de mørke kapitler af USAs historie, endte med at føles så vigtige og rigtige, at de lidt kom til mere at handle om de hvide filmfolk, der på modigste vis forsøgte at ændre verden. Dead Man handler om USA.
Jarmusch var ganske enkelt i gang med at sammenstykke en filmisk vision af USA, og Dead Man var et af hans mest visionære værker. Til det tomme New York i Permanent Vacation, det frosne ishelvede i Cleveland i Stranger Than Paradise og de sort-hvide sumpe i Down By Law føjedes et uforglemmeligt portræt af det nordvestlige USA. Til sidst sejler en lille båd ud fra kysten og videre op mod nordvest, i et sublimt panorama af hav og himmel og båd. Det er lige så sublimt som et William Blake digt. Det var en af de bedste film fra 1995.