Palmesange del 251
(Le jeune Ahmed, Jean-Pierre & Luc Dardenne, Belgien
Cannes 2019, Bedste Instruktør)
Det er efterhånden nemt at tage Dardenne-brødrene for givet. De laver næsten altid en ny film hvert tredje år, de optræder i Cannes, de vinder en pris, de bliver vist i Grand. Deres film foregår næsten altid i Seraing, Belgien, de er realistiske, kameraet er håndholdt, etc. De bliver lidt i deres eget lille univers. Så da de pludselig skulle lave en film om islamisk fundamentalisme, så var der nogle der var lidt urolige. Sådan et emne, er det ikke lidt stort i forhold til f.eks at lave film om en dreng der har mistet sin cykel?
Men for Dardenne-brødrene, der altid tager udgangspunkt i karakterer, kroppe og bevægelser, så er der vitterlig intet emne der er for stort. Unge Ahmed er et menneske ligesom alle andre, og bare fordi han er i fare for at blive terrorist, så løber han stadig, føler stadig ting indeni. Og det er som altid det som brødrene fokuserer på. Og dermed føjer de endnu en lille facet til deres efterhånden ret så store værk.
Ahmed har ændret sig. Han er begyndt at lytte rigtig meget til en ny imam, og nu vil han ikke spille computerspil, ikke lytte til sin mor, og ikke give hånd til sin lærerinde Ines. Hun er en lidt kontroversiel person i byens muslimske miljø, for hun underviser i arabisk ud fra moderne arabisk litteratur og musik, i stedet for at bruge koranen. Da imamen bekræfter Ahmed i at hun er en kætter, og vil blive straffet under ‘jihad’, tager han det bogstaveligt, og forsøger at slå hende ihjel med en kniv. Ahmed bliver sendt på en institution ude på landet, hvor han skal hjælpe med på en gård. Det er som om at der er muligheder for at blive den gamle Ahmed igen, og der er endda en meget sød pige på gården som gerne vil kysse, men det sætter nogle meget komplekse følelser igang i Ahmed, og så er det nemmest at falde tilbage på alle de mange regler man læste hos imamen.
Unge Ahmed er den første Dardenne-film i lang tid, hvor hovedpersonen piler fra start. Jenny fra Kvinde, ukendt var middelklasse, og bevægede sig langsomt og eftertænksomt. Sandra fra To dage, en nat var deprimeret, og skulle sættes i gang inden hun pilede rundt. Cyril, aka Drengen med cyklen, var paralyseret af tabet af faren, og ville først og fremmest have et sted at være tryg. Alle bevægede de sig, men de havde ikke den intensitet som Rosetta havde. Det har Ahmed, han render rundt fra filmens første klip. Han skal finde et sted at telefonere til hans medtroende. Han skal nå tilbage så han kan be på det rigtige tidspunkt. Han må sprinte afsted for at finde Ines inden hun bliver advaret, og for at komme væk igen efter hans angreb er slået fejl. Det er i alle de her tilfælde ret let at se hvad der motiverer hans bevægelser: Islam.
Men hvad motiverer så hans tro? Det er selvfølgelig det spørgsmål, som rigtig mange har stillet, fordi det er så sprængfarligt og politisk, men Dardenne-brødrene har et stilfærdigt svar, som i øvrigt er det samme svar som gælder for alle andre af deres karakterer. Det kunne faktisk nærmest ikke være tydeligere. Ahmeds første angreb er godt nok umotiveret, men til sidst i filmen ser vi ham kysse den søde Louise, hvilket for ham er en synd, eftersom hun ikke er muslim, og ikke vil konvertere, og derefter beslutter han sig prompte for at angribe Ines igen. Så hvad motiverer hans fundamentalistiske fortolkning af koranen? Det gør hans indre. Det gør de mærkværdige følelser indeni hans krop, som den unge teenagedreng ikke forstår. Det tonser rundt indeni, og Ahmed kan umuligt bare stå stille. Så hvad gør han? Han finder noget, som giver ham mål og retning, så han har noget at pile rundt efter.
Hvis det altså igen er en pile-film, og igen er en ny variation over Dardenne-brødrenes bevægelses-tematik, så er det dog også en lidt mindre heftig film end dem som brødrene lavede før. Det går lidt langsommere. For at sige det igen igen, så var Dardenne-brødrenes æstetiske nybrud deres idé om ‘krops-kameraet’ (camera-corps), hvor det håndholdte kameras bevægelser forårsaget af fotografens kropslige arbejde afspejlede karakternes egen kropslighed. Det fungerer stadigvæk 23 år efter gennembruddet med La Promesse, men deres faste fotograf, Alain Marcoen, var nu altså også blevet ældre – han er født i 1940. Med Unge Ahmed skiftede de fotograf til den 16 år yngre Benoît Dervaux, som giver filmen en anden fornemmelse. Der er ikke den samme intensitet som der engang var. I flere af scenerne hvor Ahmed løber, så er kameraet placeret helt stille og følger ham rundt, i stedet for at rende i hælene på ham. Det gør fornemmelsen anderledes, vi mærker ikke hvad det er der foregår inde i Ahmed, i stedet må vi fundere os frem til det. Det er nu heller ikke så svært.
Begge gange Ahmed forsøger at angribe Ines gør det noget ved hans bevægelighed. Første gang gemmer han en kniv i skoen, men den skærer ham i foden, så han kan ikke bevæge sig frit. Anden gang han forsøger kravler han rundt oppe på hendes tag, men falder ned og ligger helt lammet på jorden. Det er en umanerlig moralsk fortælling man kan aflæse ud af hans bevægelighed. Han lokaliserer en motivation til at bevæge sig et sted, som dog i længden ender med at lamme ham. Dardenne-brødrene er ikke kendte for deres politiske standpunktstagen, men jeg har dog svært ved at forestille mig hvordan de to bevægelses-entusiaster kunne lave en mere fundamental afstandstagen til islamisk fundamentalisme.
Der er noget ret vidunderligt over Unge Ahmed. Over at Dardenne-brødrene stadig kan finde nye variationer over de samme evindelige tematikker og kunstneriske virkemidler. Og at de kan insistere på at fortælle med deres helt egne virkemidler, selv når emnerne er gigantiske og ekstremt aktuelle. I teorien elsker jeg det. I praksis mangler Unge Ahmed noget intensitet, og den hører bestemt til i den lavere halvdel af brødrenes post-Promesse-filmografi. Men det er altså stadigvæk over middel i arthouseverdenen.