Palmesøndag del 166
(Нелюбовь, Nelyubov, Andrei Zvyagintsev, Rusland
Cannes 2017, Jury Pris)
Jeg har en sætning jeg siger om moderne film: Film er det sprog hvori verden taler med sig selv. Stadigvæk work in progress. Det jeg mener er, at hvor det for bare halvtreds år siden var gennem litteratur at en interesseret gruppe fik dispatcher fra hele verden – tænk Gabriel Garcia Marquez, Jean-Paul Sartre, Salman Rushdie – så foregår hvad man kan kalde den store forkromede interkulturelle dialog landene imellem i dag i billeder. På godt og ondt. Men det betyder også, at en vis type kunstner, som måske først og fremmest har en ambition bare om at fortælle om sit land, nu vælger at være filmskaber. Selvom vedkommende måske først og fremmest har talent for at skrive. Mit yndlingseksempel er Lee Chang-dong, ikke fordi han laver specielt dårlige billeder, men fordi han rent faktisk var en velanset forfatter, indtil den koreanske filmindustri blev sat fri fra et snærende censurregime i midthalvfemserne, og Lee bedømte der nu var bedre muligheder for at komme igennem med det han ville fortælle hvis han sagde det med billeder.
Med Loveless tager Zvyagintsev det sidste skridt på vejen fra det mytologiske til det dokumentariske. Hvor film som Hjemkomsten og The Banishment syntes at foregå i en mærkværdig verden uden for tid og sted, så er Loveless forankret til helt konkrete tidspunkter via små nyhedsindslag om russisk politik. Rundt om den spinkle fortælling fanger kameraet hele tiden små situationer og fortællinger, om religion, om prostitution, om selfies. Selve historien er nærmest minimal: Et par skal skilles, hverken han eller hun kan overskue at tage sig af deres fælles søn, som så pludselig en dag er væk. Det er lige knap pointen. Pointen er beskrivelsen af den her russiske verden, som er Loveless eller Nelyubov, som det hedder på russisk, en lidt mere metaforisk beskrivelse. Filmen er en af Zvyagintsevs bedste. Men det knager også en smule, netop fordi Zvyagintsev er stilist snarere end dokumentarisk billedskaber.
Der er aspekter af Loveless som er ret forrygende. Først og fremmest klippet, hvor vi først ser mor Zhenya på toilettet, hvorefter hun går ind i stuen igen, trækker døren i efter sig, og afslører lille Alyosha, der har stået grædende bag døren hele tiden, og lyttet til sine forældres skænderi. Et fuldstændig fantastisk øjeblik, og det er bestemt ikke alle Cannes-nominanter, der kan prale af den slags momenter. Men det afslører også lidt problemet. For noget af det vidunderlige ved det øjeblik er fornemmelsen af, at en ny virkelighed bliver afsløret. Vi ser et skænderi, én virkelighed, og pludselig går det op for os at pointen egentlig er den smerte sønnen føler. Den slags lag er der desværre ikke så mange af. I for meget af filmen er det overfladen som det handler om, og at kritisere den overflade. Der tages selfies på restauranter, far Boris’ chef er en religiøs fanatiker, folk skælder ud og råber og tager sig ikke af hinanden. Det hele er en kritik af overfladiskhed, som dog også forbliver ret overfladisk. Præcis hvad denne her underliggende ‘nelyubov’ skal forestille at være, det forstår jeg ikke helt.
Jeg vil godt sammenligne lidt med en anden instruktør, nemlig den italienske Michelangelo Antonioni. Dels fordi plottet i Loveless minder en del om plottet i Antonionis legendariske L’Avventura, der handler om at en kvinde pludselig bliver væk, hvorefter hendes pårørende leder efter hende. Dels fordi Antonioni også blev kendt som skaber af en følelse: Ennui. Stort set samme film, bare helt forskellige. Der findes nogle ret lette forklaringer på hvorfor L’Avventura er en klassiker, og Loveless ikke er. Den historiske: L’Avventura var en historisk milepæl, ulig alt andet dengang den kom ud. Den æstetiske: L’Avventura er bare skud for skud smukkere og vildere end Loveless. Men det er ikke helt godt nok for mig, jeg vil gerne kunne sætte fingeren på noget som Loveless kan siges at mangle, og det er altså ikke en mangel ikke at være lige så æstetisk vild som Antonioni. Men Antonioni fortalte netop sin pointe via filmiske virkemidler. Hans Italien er en verden, et helt unikt filmisk univers, fyldt med mærkelige farver, mærkelige skygger, deprimerende bygninger, og et væld af bizarre detaljer. Hans ennui emmer ud af hvert eneste billede, og derfor kan man synke ind i hans klassikere gang på gang. Zvyagintsev har et godt plot, skarpe situationer, han kan fortælle om en følelse af ‘nelyubov’, men han kan ikke filme nelyubov som Antonioni kunne filme ennui.
Mine to yndlings-Zvyagintsev er ironisk nok de to der ikke var i Cannes: Hjemkomsten og Elena. De to er simple, på en måde som Zvyagintsev ellers har så svært ved. Han vil så gerne være stor auteur på samme måder som hans forbilleder. Men sådan hænger verden ikke sammen. Han er en god instruktør, men han spænder lidt ben for sig selv. Styrken i de tre seneste film har været som dispatcher fra Putins Rusland, og de har virkelig alle tre haft stærke scener på den måde. Slutningen af Loveless, hvor karaktererne sidder og hører på propaganda-nyheds-indslag om krigen i Ukraine, er så trøstesløs at det gør ondt, og når så Zhelya træder ud for at træne i den ‘Russia’ dragt hun har skaffet, som atleterne brugte i Sochi, så er det pludselig i dag endnu mere syrligt, efter at doping-skandaler i forbindelse med Sochi er ved at få Rusland helt udelukket fra international konkurrence. Her er der styrke! Ved detaljer, ved liv, ved at observere russisk liv og samtid, finde en form at få det passet ind i, og sende det via filmfestivaler ind i Grand. Så vi alle sammen kan nyde en replik som: ‘Hun har ingen planer, ingen drømme. Hun siger hun vil være politiker.‘ Så vi kan lytte til hvad verden siger om sig selv.
Zvyagintsev er en vigtig stemme. Men han har en tendens til at tolke for meget på det han fortæller om. Til at ville putte det ind i en ramme, som han ikke rigtig kan få til at fungere. Og det går ud over de ting, som ellers er hans styrke. Og det er indtil videre min konklusion på den russiske instruktør. Sådan som sagerne står, så kommer jeg nok til at skrive om ham igen…