Cal

Palmesøndag del 269
(Pat O’Connor, Irland
Cannes 1984, Bedste Skuespillerinde (Helen Mirren))

Min kæreste er ikke lige begejstret for alle de film jeg ser. Hun synes nogen gange at de er lidt obskure og kedelige. Da jeg satte Pat O’Connors Cal på reagerede hun dog. Hov! Den tror jeg da jeg har set? Den har jeg set i gymnasiet!

Man kunne nærmest give det sit eget navn. Gymnasie-arthouse. Den slags meget seriøse og Cannes-egnede film, som alligevel er egnet til at vise i gymnasiet. Og altså vel og mærke ikke i Film- og TV-timerne (hvor jeg husker f.eks at have set Peter Greenaway, det er noget helt andet) men i den almene undervisning. Fordi de er belærende, kunne man sige. Fordi deres indhold slår igennem, uden at deres form forvirrer for meget.

Form vs indhold. Det er den ældgamle diskussion. Hvis man ser på Cal, så er det klart at der er en nedre grænse for hvor formmæssigt ligegyldig en film kan være. Det bliver simpelthen for kedeligt.

Emnet i Cal er Nordirland. Meget vægtigt emne, også i midtfirserne. I filmens første fragmentariske scene aner vi en mand blive myrdet en regnvåd nat. Han råber et eller andet, og derefter klippes der hastigt til lidt flugt. En typisk udgave af den vold der bredte sig under ‘the troubles’. Men derudover kan vi ikke rigtig regne ud hvad der er sket. Derefter springer filmen frem i tid, hvor vi følger den unge Cal (John Lynch). Han har været væk i noget tid, og han er tydeligvis meget utilpas i hans omgivelser. Han møder og bliver umanerlig tiltrukket af Marcella (Helen Mirren, en af hendes gennembrudsroller), som han på nærmeste vis stalker. Men de indleder alligevel langsomt et forhold.

En simpel kærlighedshistorie. Men det nordirske miljø trænger sig på. Der er checkpoints, visitationer, der er den sekteriske vold, der trænger sig nærmere og nærmere på Cal og hans far. Og så er der fortiden, den likvidering der indledte filmen. Der viser sig at udgøre en dunkel forbindelse mellem Cal og Marcella.

Som faste læsere af denne blog efterhånden vil vide, så skete der et stort skift på Cannes i halvfjerdserne. Indtil da kunne alle lande selv indstille en film de ville have med på festivalen, der derfor meget kom til at handle om at hylde forskellighed og internationalt kunstnerisk fællesskab. I halvfjerdserne gik man over til, at det var festivalen selv, der skulle udvælge alle de deltagende film. Det gik dog ikke så voldsomt ud over diversiteten som man kunne have frygtet. Festivalen gjorde op gennem firserne en stor indsats for at komme ud i afkrogene, gerne blandt lande som ellers måske ikke havde haft råd til selv at stå for at sende en film, og det er i firserne at lande som Phillipinerne, Kina og Mali først så småt begynder at blande sig, ligesom de nye regler betød at der f.eks blev plads til at en ung og gal dansk auteur kunne blive fast deltager, desuagtet hvad Danmark selv måtte mene om ham…

Således også Irland. Det var ikke et land der plejede at sende film til Cannes, de forsøgte aldrig at brande en ‘gælisk’ stemme på festivalen. Og deres industri er da også meget sammenkædet med den meget større britiske – således har Ken Loach deltaget i Cannes med hele tre film om Irland, Hidden Agenda, The Wind That Shakes the Barley og Jimmy’s Hall – så der har heller ikke været nogen helt særlig irsk filmstil. Men Cal er en irsk instruktør, der skildrer den nordirske konflikt fra et katolsk synspunkt. Og ikke bare et katolsk synspunkt, filmens fortæller, og æstetiske prisme, er en tidligere IRA-morder, hvis traumer og kvaler er filmens primus motor. Det er ganske særligt. Og man forstår godt Cannes ville have det med. Det er vigtigt. Men nej, jeg synes ikke det er voldsomt godt.

Æstetikken er simpelthen for pæn og for fin. Det er for tydeligt et prestige-produkt, også selvom den ikke føles overlæsset af penge og stjerner. Soundtracket er f.eks af den daværende superstjerne Mark Knopfler, hvis guitar-figurer bliver lidt klæge i længden. Der er masser af skæve kamera-vinkler, mærkværdigt lyddesign, og indklippede chok-billeder, men det rykker aldrig rigtigt. Det er lidt for tydelige ‘arthouse’ træk med f.eks billederne af en brændende bil som vi først til sidst får forklaret, så det rykker aldrig rigtig ved noget. Det er for nemt psykologisk. Og også til tider for plat psykologisk. Sex og død hænger meget tydeligt sammen, i så høj grad at vi først får det tydelige flashback til mord-scenen mens Cal og Marcella knalder. Det er simpelthen sex, der får traumet til endegyldigt at strømme frem. Det er Zizek sikkert glad for, men det bliver lidt plat. Det er som om traumet også skal forklare, dels hvorfor Cal er så utilpasset, hvilket giver god mening, men også hvorfor han er så stalker-agtig i forhold til Marcella, og den pointe giver ikke plotmæssig mening. Så selv hvis man tager de psykoanalytiske briller på, så bliver man ikke ligefrem overvældet af filmens pointer. Dens form er ikke stærk nok til dens indhold.

Cal er altså nok med i Cannes fordi den rent indholdsmæssigt var vigtig og lidt af en nyskabelse. Men hvad burde være vigtigst i Cannes, formmæssige eller indholdsmæssige nyskabelser? Personligt har jeg et snydesvar på det spørgsmål. Jeg mener nemlig, at form og indhold gerne skulle passe sammen, og hvis man finder et nyt indhold til en film, så må man også skulle finde en ny form til det. Vi kan se det for tiden f.eks hos en instruktør som den israelske Nadav Lapid, der skildrer den israelske situation lige nu, en historisk unik situation, og hvis filmsprog tilsvarende synes historisk nyskabende og unikt. Den idé gælder bare desværre ikke for en film som Cal.

Det burde ellers sagtens kunne lade sig gøre. Den ret dokumentariske skildring af grænseovergange, daglig bøvl og chikane, sekterisk had, samt traumatisk fortidig vold, synes ganske unik. Så hvorfor skulle man ikke kunne omforme det til et unikt filmsprog? Når filmen handler om at en person som Cal skal navigere et miljø formet af vold og traumer, så minder det lidt om de film som Alain Resnais lavede i starten af sin karriere, hvor filmene syntes formet af traumer fra Verdenskrigen (Hiroshima mon amour) eller krigen i Algeriet (Muriel). Plottet i Cal minder ret meget om det i Muriel. Men filmsproget er mange gange mere tamt. I stedet bliver det op til skuespillerne at fremføre karakterernes traumer, og det gør de da også glimrende, men det er i mine øjne overhovedet ikke lige så interessant.

Rent teoretisk burde der helt sikkert have kunnet lavet unik filmkunst om så unik en situation som the troubles i Nordirland. Og der er da også minimum et eksempel, nemlig Alan Clarkes kortfilm Elephant, der skildrer den meningsløse vold, og som senere inspirerede Gus van Sants Guldpalmevinder om skoleskyderier. Men Cal er ikke unik filmkunst. Det er velkendt og nærmest fortærsket, omend om et meget vigtigt emne. Det er fint nok. Det er gymnasie-arthouse.