Palmesøndag del 212
(Nuovo Cinema Paradiso, Giuseppe Tornatore, Italien
Cannes 1989, Jury Grand Prix)

Guiseppe Tornatore har haft en ret sjælden Cannes-karriere. Han slog ekstremt meget igennem med Mine Aftener i Paradis i 1989, hans første gang i Cannes, hans blot anden film, som blot 33-årig. Herefter deltog han med hans næste to film Stanno Tutti Bene året efter og A Pure Formality i 1994, men så derefter aldrig igen. Det er sjældent at en instruktør er med i Cannes tre gange før han fylder fyrre, og så aldrig bliver inviteret igen. Og det er ikke fordi Tornatore er faldet fuldstændig af på den, min favorit af hans film er Malena fra 2000, og Baaria fra 2009 vandt prisen som Bedste Instruktør i Venedig.

Alligevel kan det ikke siges at være helt overraskende at Tornatore ikke opnåede at blive fast Cannes-deltager, som denne serie gerne skulle vise. Han formåede ikke at bygge videre på styrkerne fra Mine Aftener i Paradis, arbejdede i stedet videre med de svage sider af filmen, og blev sorteret fra. Men det er også nødt til at blive sagt, at selvom Mine Aftener i Paradis fortjent er blevet en klassiker, så kan man altså også allerede her se faresignaler om, at Tornatore måske var mere heldig end noget geni…

Behøver jeg overhovedet at fortælle plottet i Mine Aftener i Paradis, er det ikke lidt sådan en film som alle ved hvad handler om? Eller, vi har i hvert fald en idé om det, men der er måske nok meget vi behændigt glemmer også er med i filmen. Det er kort fortalt fortællingen om Salvatore ‘Toto’ Di Vita, en berømt filminstruktør, der får besked om at en mand ved navn Alfredo fra hans hjemstavn er død. Så drømmer Salvatore sig tilbage til dengang han var en lille dreng og hang ud i biografen ‘Cinema Paradiso’, hvor han blev venner med projektionisten Alfredo. Filmens legendariske scener er stort set alle dem mellem Alfredo og lille Toto og de vidunderlige film som de viser til beboerne i den lille by. Og de er vidunderlige alle som en. Så sker der dog det, at Salvatore bliver en teenager, og forelsker sig i Elena, og den del af filmen tror jeg de fleste ignorerer. Og så er der lidt med den ældre Salvatore, som også er ret ligegyldigt, indtil vi når til den absolut legendariske slutning, hvor Salvatore ser den rulle film som Alfredo har efterladt ham, og det viser sig at være alle de kyssescener som præsten i den lille landsby beordrede Alfredo at klippe ud af filmen inden visning. En af verdens bedste slutscener.

Mine Aftener i Paradis er, kort fortalt, en af de mest skamløst sentimentale film der nogensinde er lavet. Det går helt amok i forholdet mellem Alfredo og lille Toto, fra Toto der bliver kørt på Alfredos cykel, over scenen hvor den ikkeuddannede Alfredo får kastet test-svar til en folkeskoletest over til sig fra den lille dreng, og til den tragiske kulmination, hvor der går ild i en rulle film, og den bitte lille dreng må trække den store besvimede mand i sikkerhed. Det må især understreges hvor absurd fantastiske Philippe Noiret er som Alfredo og især især hvor stort et filmisk mirakel lille Salvatore Cascio er som Toto. Ifølge imdb stoppede hans karriere mere eller mindre et par år senere, men han har en udødelig præstation på rollelisten. En præstation der også understreger filmmediets magi, for altså, jeg tvivler måske på den ni-årige Cascio havde sådan ekstremt meget skuespillerteknik at trække på. Hans ageren, hans smil, hans ansigt, hans stampen i gulvet, er umiddelbare ting som kameraet fanger. Magisk.

Film er magiske. Himmelske. Det er selvfølgelig kort fortalt det som Mine Aftener i Paradis fortæller os. Et af mine yndlingsklip er Alfredo der bare sidder i en vindueskarm med lys-strålen strålende forbi sig. Det er lys i mørket, på alle måder. De to timer filmen varer, og især den vidunderlige første time, synes at bestå minimum 50% af scener hvor folk bare ser film. Og så mange smukke detaljer: De griner af Chaplin, de kysser bagerst i salen (og gør andre ting…), en grædende ældre mand kan alle replikkerne udenad. De imiterer Toto (en italiensk skuespiller), underholdes af anden lavkultur, men er også opslugte af Luchino Visconti og Jean Renoir. Biografen er det fælles rum hvor man både dyrker det store og det små, det krævende, det sentimentale, det fjollede. Filmens helt store pointe er at begræde det tab der er kommet i firserne med teknologier som fjernsyn og vhs. Filmen eksisterer, men fællesskabet er væk. Nutidens svar på Renoir og Visconti bliver ikke set i små italienske landsbyer. Måske er det også især derfor at Mine Aftener i Paradis skal være så crowdpleasende, at alle kan være med. Der er en metode her, en filmisk ideologi, fra en ung instruktør, som man kunne håbe kunne hjælpe med til at skabe en helt stor karriere.

Men så er det jo, at der er ting der trækker i den anden retning. Og her må man snakke lidt om filmens tilblivelseshistorie. Oprindeligt, så var Mine Aftenener i Paradis en film på 150 minutter, der klarede sig ret så skidt på det italienske marked. Den blev kortet ned til 120 minutter til Cannes og det internationale marked, hvor det så blev en klassiker. Og en næsten 180 minutter lang version er så sidenhen blevet udgivet. Og den 180 minutter lange version, den er hård kost. Den fokuserer meget mere på den voksne Salvatore, og hans oplevelser i den lille by. Han genforenes med Elena, og får hemmeligheder at vide om hvad der skete dengang. Det er nærmest hamrende ligegyldigt, og kan uden videre bare fjernes. Ligesom, hvis vi nu er helt ærlige, den halve time med teenage Salvatore egentlig også bare kunne skæres ud. Det er her det ikke helt virker som om Tornatore måske helt forstod hvor magien i hans fortælling lå. Og det er lidt sjovt, for den berømte slutning, hvor voksne Salvatore ser kysse-klip, den hænger faktisk virkelig meget sammen med det senerehen fjernede plot, den viser i den lange version at Salvatore netop selv har mødt sin tabte kærlighed, og nu ser klip af kærlighedsscener der er blevet skåret væk. Men who cares? Scenen er vidunderlig i sig selv, du kan vise den fra youtube til folk som aldrig har set hele filmen, og den er perfekt. Den er magisk. Den behøver ikke noget dumt plot. Ligesom alle de magiske film de så i Cinema Paradiso ikke behøvede ret meget plot, publikum kom for mimikken, komikken, indianerne til hest, og naturligvis også lidt for at se noget hud – hvilket de så ikke fik lov til. Film er magisk! Det er plot ikke.

Ifølge wikipedia er Mine Aftener i Paradis blevet kaldet for ‘nostalgisk postmodernisme’. Det er en metafilm, og dens tematik om filmens magi blev også undersøgt f.eks af de italienske Taviani-brødre i deres Godmorgen, Babylon fra 1987. Det lå ligesom lidt i luften i slutfirserne, en nostalgi, en søgen i fortiden efter en vej videre. Det kunne faktisk godt, i 1989, virke som om Tornatore havde fundet sådan en vej, og ville blive en ny Fellini eller Visconti eller Rossellini. Men jeg tror ikke vi fornærmer ham ret meget ved at påpege, at han ikke helt nåede derop. Hvorfor han ikke gjorde det, det kan man allerede se tegn på i hans næste film, Stano Tutti Bene, der var i konkurrence allerede året efter.

Serien om Guiseppe Tornatore fortsætter med Stano Tutti Bene