Asako I & II

Palmesøndag del 211
(寝ても覚めても, Netemo Sametemo, Ryūsuke Hamaguchi, Japan
Cannes 2018)

Japansk film har egentlig haft et glimrende årti i Cannes, hvor både Naomi Kawase og Hirokazu Kore-eda bed sig fast som faste konkurrenter med tre deltagelser (og en palme!), krydret med deltagelser fra Takashi Miike og Takeshi Kitano. Men der har været lidt malurt i bægeret. Alle fire deltagere debuterede før årtusindskiftet, og der har omvendt ikke været ret meget ungt og nyt i sidekonkurrencer. Ej heller på mindre festivaler rundt omkring i verden har japanske film ligefrem imponeret med unge navne, det har meget været folk man kendte.

Undtagelsen kom dog i 2018 med Cannes-debutanten Ryūsuke Hamaguchi, der tre år tidligere også havde fået store roser på Locarno. Her var endelig et spændende nyt japansk navn, en ny form for japansk film at dykke ned i. Hans Asako I & II giver dog afkast på nogle af de ting der gjorde Hamaguchi bemærket til at starte med, men der er bestemt stadig elementer der giver håb om kommende storhed.

Der er ikke to af Asako, der er kun én. Hun er en ung kvinde, der studerer i Osaka. En dag går hun på en udstilling for at se fotografier af den japanske fotograf Shigeo Gocho, og her møder hun den unge mand Baku. Hun forelsker sig med det samme, selvom hendes gode veninde advarer hende om at Baku kun vil gøre hende ondt. Veninden får ret. En dag forsvinder Baku bare. To år senere er Asako flyttet til Tokyo, og her møder hun så den unge forretningsmand Ryohei, der efter sigende ligner Baku virkelig meget (jeg er ansigtsblind og kan overhovedet ikke se det, men de er spillet af samme skuespiller). Efter Ryohei hjælper Asako og en anden veninde ind på endnu en udstilling af Gocho-billeder begynder de at date, og fem år senere bor de sammen med en umanerlig sød kat. Men en dag dukker Baku op igen…

Alt det her med identitet, det er egentlig ikke så meget noget jeg genkender fra Hamaguchis tidligere film. Det er også en lille smule svært at få hånd om filmografien, for instruktøren lavede meget små eksperimenterende ting, og så en håndfuld hybrid-film, indtil han brød igennem med Happy Hour i 2015. Ingen vidste hvem han var, men den skilte sig ud med det samme, idet den var fem timer lang. Det viste sig, at det var et drama om fire kvinder i det moderne Japan, og at spilletiden var brugt til virkelig at dvæle ved visse situationer. Der var en helt fantastisk performance-workshop, et næsten lige så godt forfatter-arrangement i en boghandel (jeg skal sent glemme de hypnotiske ‘oh’ og ‘ah‘ fra den hyggelige moderator), et retreat på en spa, og meget mere. Der var et ønske om at dvæle ved det vi gør og dermed komme tættere på hvem vi er, der var et fokus på tale og performativitet, samtidig med det var helt afdæmpet realisme. Det var en ret fascinerende film.

Asako I & II har ikke så meget plads til de samme vidunderlige sekvenser hvor vi bare er med mens karaktererne laver et eller andet, men vi kommer da med ud og klatre, til et fiskemarked, til middagsselskaber, ud og danse, etc. I filmens klart bedste sekvens, en af Cannes-årgang 2018s bedste sekvenser, sidder Ryuhei til en teater-forestilling, da der pludselig er et jordskælv. Det viser sig at være den 11. marts 2011, hvor det voldsomste jordskælv måske nogensinde ramte udenfor Japans kyst (og bl.a. udløste katastrofe på Fukushima-værket hvis man kan huske det), men Hamaguchi skildrer bare stemingen på gaden, hvor alle er nødt til at gå eftersom offentlig transport er lukket, helikoptere flyver over, og ingen rigtig ved hvad der er sket. Det er så absurd smukt lavet, hovedsagligt fortalt via lyd-arbejdet i øvrigt, og et sublimt stemingsportræt af en helt særlig oplevelse, som millioner af mennesker må have delt. Det er også igen noget som føles helt særlig Hamaguchi’sk, en særlig sekvens som jeg kan forestille mig at gide se mange flere af over de næste tyve-tredive år. Men altså, når filmen kun er to timer lang, i stedet for fem, og der virkelig er meget plot der skal afvikles, så er der jo bare også mindre plads til den slags.

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal mene om plottet. Der er meget af det. Men det afvikles egentlig meget simpelt. Der er kun enkelte scener smurt tykt på med i øvrigt virkelig glimrende synth-musik. Jeg kan bare helt ærlig ikke helt regne ud hvor Hamaguchi vil hen med det. Shigeo Gocho, den fotograf som de gentagne gange ser billeder af, lavede en fotobog med titlen Self and Other, hvor et meget berømt billede viser to enæggede tvillinge-piger ved siden af hinanden. Det billede er også brugt til visse plakater for filmen. Der er helt klart noget af det samme i filmen, i måden Asako erstatter en kæreste med en mand der ligner ham fuldkommen, og på samme måde hvordan Asakos egen identitet kommer til at afhænge fuldstændig af forholdet til Baku. Der er noget med hvordan vi former vores egen identitet, hvordan vi forholder os til hinanden ud fra hvad de minder os om i os selv (som i scenen hvor en af Ryuheis venner kritiserer en af Asakos veninders skuespil, og senere indrømmer det nok var fordi hun gør hvad han ville ønske han kunne gøre. De to bliver senere et par), men jeg er ikke helt sikker på jeg kan få det stykket sammen til noget særskilt interessant ud fra plot og referencer. Filmen er baseret på en roman, og jeg går også ud fra mange af de ting er taget herfra.

I stedet tænker jeg stadigvæk over Hamaguchis scener om performativitet, skuespil og bevægelse. Han har tidligere lavet film med dansere, lavet en dokuserie kaldet Storytellers netop om jordskælvet i 2011, lavet endnu en maraton-film, fire timer lange Intimacies fra 2012 om en teatertrup der sætter en forestilling op, og her synes jeg virkelig jeg kan se potentiale til noget særligt. Ligesom det virkelig er fascinerende hvor forskellige Masahiro Higashide formår at gøre de to mænd Baku og Ryuhei. Tålmod og vilje til at skildre hvad vi gør, både som individer og som samfund, i forskellige situationer. Det håber jeg Hamaguchi kan rendyrke fremover. Men der er lidt for meget roman-baseret plot i Asako I & II til at styrkerne rigtig kan komme frem, så selvom jeg rigtig godt kan lide filmen, nok mere end de fleste af prisvinderne fra konkurrencen det år, så venter vi nok stadig på at det skal blive rigtig godt. Tre timer. Det kan man slippe af sted med i konkurrence i Cannes, og så alligevel have plads til nogle rigtig lange performance-scener. Hvis hans næste film er tre timer, så vil jeg være virkelig spændt.