Egentlig var jeg aldrig på Destroyer, det var sgu for megen singer-songwriter til mig. Men så pludselig, i 2011, så udkom Kaputt, som var mit yndlingsalbum det år. Jeg skrev om det omkring årskiftet til 2012. Jeg elsker stadig Kaputt, hører det jævnligt. Den er i top tre over yndlingsalbum fra årtiet so far. Men det var ikke fordi jeg pludselig forstod Dan Bejar, de gamle Destroyer-albums siger mig stadig ikke så meget. Så jeg skal da ærlig indrømme, at jeg har lidt blandede forventninger til den kommende plade, Poison Season, der udkommer til august. Også fordi Dan Bejar, i et interview med pitchfork, lader til at have blandede følelser om hvad der skete med hans sidste plade: ‘In the end, though, I couldn’t sustain my interest in that. It felt right and natural at the time, but it’s not where things are going with me. Kaputt just happened to line up with a certain zeitgeist or vibe that seemed to click with 2011, but that’s something that will only happen to me once. There were a few situations I ended up in after Kaputt came out that just seemed wrong.’ Tja, hvem ved, måske vil det altid kun være Kaputt, der taler til mig. Men den første single er i hvert fald vildt fed!
Dele af lyden er den samme, der er stadig godt med sax og trompet. Men der er en hel anden energi i det, og sangen er langt mere i fokus. Det er både godt og skidt. Nummeret er et hit, men stemningen er mindre egensindig end på Kaputt. Det lyder rigtig meget som Bruce Springsteen, synes jeg nok, hvilket ikke altid er positivt for mig. Men altså, teksten. Hold da fast hvor er teksten god. Det er nærmest som en parodi på hvad der indgår i en Springsteen tekst, når Bejar synger hvad jeg hører som: ‘You and me, thoughts on city / Lovers on the run’ (genius mener det hedder ‘you and me thought in some city’ hvilket jeg ikke ved hvad skal betyde, men hvem ved) Bare de første ord, som gentages igen i slutningen af sangen ‘Dream Lover, I know’ Sådan lidt undskyldende, som om han godt ved at udtrykket ‘Dream Lover’ er for klichéet. Og kan det virkelig passe, at der aldrig før har været nogen der har tænkt på linjerne ‘You’re sick in bed / You’re sick in the head’? Og natte-stemningen, om der er drømmende eller elskende, det er lidt svær at vurdere, men det er i hvert fald nat, punkteres til sidst: ‘Ah shit, here comes the sun…’ Omkring to minutter inde i sangen er der ikke flere vers tilbage, og så går de sidste hundrede sekunder mest med at tonse derudaf instrumentalt. Det er også altid godt.
Der er stadig ‘Kaputt-stemning’, altså forstået sådan, at sangen lidt handler om, og lyder som om, noget ikke fungerer. Det er et omrids af en Bruce-sang, en drøm eller et mareridt, det er lidt svært at forstå. Så længe det vedbliver at være utydeligt og drømmende, så bliver jeg sikkert ved med at høre det.