Nitram

Palmesøndag del 299
(Justin Kurzel, Australien
Cannes 2021, Bedste Skuespiller (Caleb Landry Jones))

Justin Kurzel var ude på et sidespor. I 2011 fik han succes i Kritikerugen i Cannes med Snowtown, en film om et mørkt og voldeligt kapitel i australsk historie. Kurzel fulgte op på successen ved fortsat at fokusere på vold, men via filmatiseringer af globalt kendte fortællinger, og i storslået episke gevandter, i Macbeth i 2015 og Assassin’s Creed i 2016. Særligt den sidste blev et flop, men Macbeth var sgu også bulder og brag uden megen dybde.

Herefter er Kurzel vendt tilbage til mørke og voldelige kapitler fra australsk historie, først med True History of the Kelly Gang fra 2019, om en af de mest berømte ‘bushranger’ banditter fra det australske vildnis, og så nu med Nitram, en film om det største massemord i australsk historie. Den dårlige nyhed er, at jeg måske ikke helt forstår hvorfor australske voldsmænd er så vigtigt et auteur-emne, at det skal give adgang til Cannes. Men den gode nyhed er, at Kurzel efterhånden er særskilt god til at skildre det. Nitram har en ret fremragende grundtone, og er nok Kurzels hidtil bedste film.

Martin Bryant myrdede 35 mennesker den 28. april 1996 i Tasmanien. Når der laves film om den slags forbrydelser skriver vi kritikere som regel som om filmen forsøger at give os svar på hvorfor. Som om filmen har en eller anden pligt til at stille en hypotese op om emner som ondskab og forbrydelser. Man kan finde mange svar i Nitram hvis man leder efter dem, men det virker ikke som om filmen er lavet med det formål. I stedet fortæller den en historie, ganske simpelt fordi den er der. Om hvordan Martin (som i filmen kun kaldes Nitram, hvilket er et øgenavn han ikke selv bryder sig om) ingen retning har i livet, hvor han er placeret på førtidspension og medicin, alt imens hans forældre nærmest har givet op allerede. Om hvordan han altid er udenfor og ingen venner har. Om hvordan han møder den rige enke Helen, der tager sig af ham. Om hvordan han mister flere af de ganske få holdepunkter han har i sit liv. Om hvordan han fascineres mere og mere af våben, og er i stand til at købe skræmmende mange af dem uden nogen former for krav. Og om hvordan han fascineres af mediedækningen af Dunblane-massakren i starten af 1996.

Historien går skridt for skridt i retning mod vold og død, men uden at der er nogen begrundelse. Vi ser ikke Nitram blive uretfærdigt behandlet, vi ser ikke kæmpe system-svigt, vi ser ham ikke udtrykke nogen som helst form for had til andre mennesker. Han driver bare rundt, indtil pludselig muligheden for at myrde opstår. Det er som om vold og død er et grundvilkår i verden, og at Nitrams nærmiljø er særskilt dårlige til at lægge andet end det tyndeste låg over det, for at sikre det ikke eksploderer op til overfladen.

Egentlig kan man sige det er et tema der går igen i australsk filmhistorie. Den første store australske filmbølge blev skudt igang i midthalvfjerdserne med Peter Weirs Picnic at Hanging Rock, hvor samfundet pludselig af ukendte årsager mister en gruppe studerende og deres lærer. Senere milepæle fra dengang inkluderer Bruce Berefords Breaker Morant om australske soldater der blev henrettet for krigsforbrydelser under Boer-krigen, samt Weirs Gallipolli om meningsløs død under Første Verdenskrig. Første Verdenskrig er særskilt vigtig i Australien, hvor mændende fra ANZAC (Australian and New Zealand Army Corps) beviste at de var lige så gode til at rende i døden som alle andre fra det britiske Commonwealth. Den slags nationale myter har filmskaberne altid undersøgt, fra smalle indie-instruktører som Kurzel, op til den vel reelt mest kendte australske filmskaber nogensinde: Mel Gibson. Hvad er en film som Apocalypto om ikke en fortælling om et samfund der undergraves af bevidstløs vold?

Australien har den voldelige historie fordi det, i stil med USA, er et settler-samfund, men i modsætning til USA er der ingen ‘Manifest Destiny’ til at retfærdiggøre den voldelige kolonisering man gav sig i kast med. Store dele af befolkningen blev deporteret hertil fra England, og Australien har aldrig siden indtaget en plads som stormagt i verden. Man har indtaget det voldelige vildnis, med al den vold det indebærer, og har ikke rigtig fået noget ud af det. Når Nitram kan købe våben overalt, så minder det om USA, men der er ingen Second Amendment ideologi over det. I USAs forfatning står der, at befolkningen skal have lov til at være bevæbnet, så de kan lave revolution mod tyranner, ligesom de gjorde i 1776. Australien har aldrig lavet revolution. Men de har alligevel våben. Og dem bruger Nitram til at myrde 35 mennesker.

Der er med andre ord ikke noget at komme efter i fortællingen om Nitram. Der er kun meningsløshed. Og det er ikke engang meningsløs ondskab, for Nitram virker først og fremmest ude af stand til at føle empati og forstå konsekvenserne af egne handlinger. Det mest onde i filmen er et samfund, hvis plan for folk som Nitram synes at være at de vil synke til bunds af sig selv, hvilket i dette ene tilfælde undgås da han af via en række tilfælde pludselig bliver rig nok til at kunne købe en række våben. I en af de meget få emotionelle monologer som Kurzel giver plads til snakker Nitram om hvordan hele samfundet bare vandrer rundt og er ulykkelige. Det er nok lidt for velformuleret i forhold til hvad han ellers er i stand til i resten af filmen, men det er lidt pointen. Det er en verden uden retning, uden kerne, og dermed uden mening. Og det giver plads til vold.

Det stærkeste ved Nitram er hvordan Kurzel formår at skabe et filmsprog der også er uden kerne, uden retning, og uden mening. Foruden den lille monolog, og et par enkelte andre, bliver intet skåret ud i pap. Selv ikke meningsløsheden er markeret, som den ellers så ofte er hos nihilistiske postmodernister. I stedet gøres der brug af greb som et lydbillede hvor støjen fra omverdenen altid er til stede, som for at sikre os vi ikke skal tro Nitrams fortælling er det eneste eller vigtigste der foregår. Der er rigtig mange totalbilleder, for ikke at Nitram skal fylde alt for meget. Caleb Landry Jones spiller forrygende, og fik fortjent Skuespillerprisen i Cannes, men det er den slags præstation hvor skuespilleren først og fremmest er krop og ansigt. Nitrams hår dækker ofte for hans ansigtstræk. Hans krop er bleg og lidt tykkere end de surfere han beundrer på stranden. Når vi ser hans ansigt er han tit udtryksløs, som om hans smil er noget han har lært, men ikke noget hvor reelle følelser kommer til syne. Der er ikke noget at komme efter. Og det kræver helt ærligt talent at beskrive, samt mod at turde nøjes med.

Film som Macbeth og True Story of the Kelly Gang kæntrede lidt på for store armbevægelser i forhold til hvad fortællingen reelt kunne trække. I Macbeth var Kurzel meget opsat på at få forklaret en række af de ting, som Shakespeares stykke ellers lod være hen i det uvisse. Det klæder ham voldsomt at holde igen i Nitram. Det er nok her at filmen finder sin relevans i den vigtigste konkurrence i filmens verden. Men jeg vil igen fastholde, at der er rigtig mange australske instruktører der beskriver meningsløs vold, og i forhold til hvor mange filmlande der nærmest aldrig lukkes ind i det fineste selskab, så er australsk vold måske ikke et emne der behøver blive behandlet i en Cannes-film så forfærdelig tit.

Serien om Justin Kurzel begyndte med Macbeth