Louder Than Bombs

Palmesøndag del 46
(Joachim Trier, Norge
Cannes 2015)

Vidste du at Norge var det sidste land i Norden til at vinde Nordisk Råds Filmpris? Første pris gik i 2002 til Aki Kaurismäki, derefter delte Danmark og Sverige dem mellem sig indtil islandske Om Heste og Mænd overraskende vandt i 2014, over blandt andet den norske favorit Blind fra Triers manus-makker Eskil Vogt. Først i 2016 gjorde Norge hvad alle andre nordiske lande havde formået, da netop den her film, Joachim Triers Louder Than Bombs, løb af med sejren.

Til gengæld var Norge det første nordiske land der fik en ny instruktør i Cannes i 10’erne, og dermed foregangsland i en hel lille bølge. Sidenhen er også folk som Juho Kuosmanen, Ruben Östlund, Tarik Saleh og Ali Abbasi kommet med. De har fået pladsen på samme måde: Kæmpet sig op via sidekonkurrencerne med en særlig personlig æstetik, indtil det gav pote. For Triers vedkommende var nyklassikeren Oslo 31. August en lille sensation i Un Certain Regard, der tydeligvis åbnede døre. Som den eneste af de nye nordiske instruktører forsøgte Trier sig dog med en lidt ældre strategi: Han lavede en engelsk-sproget film med Hollywood-stjerner i hovedrollerne. Hvilket gav plads i Hovedkonkurrencen. Men desværre også resultererede i hans klart dårligste film.

Louder Than Bombs er dårlig på en desværre ret typisk måde. Der er bare ikke nok Trier i filmen, som i stedet er blevet til et for velkendt amerikansk drama. Gabriel Byrne, Jesse Eisenberg og Devin Druid spiller tre mænd i en familie der forsøger at komme sig over sorgen efter moren (Isabelle Hupert) er død nogle år før. Problemet sættes på spidsen da en af morens kolleger har tænkt sig at skrive en artikel, der vil afsløre at hun var blevet deprimeret af sit arbejde som krigsfotograf og begik selvmord (præcis hvordan de egentlig ved det med selvmordet forstår jeg ikke, hun kørte frontalt ind i en lastbil, men det kan også ske af andre grunde som f.eks. et hjerteanfald, og den slags sker vel også for deprimerede mennesker? Men det er en detalje). Resultatet er et følsomt portræt af sorg og depression og generel forvirring. Som vi har set rigtig mange gange før.

a2_gabrielbyrne_devindruid_

Joachim Trier’s film handler gerne om depression og andre psykiske lidelser. Både i Reprise og Oslo 31. August handler det om mennesker der forsøger at få deres liv i orden igen efter traumatiske hændelser – indlæggelser i begge tilfælde. Men Louder Than Bombs afslører lidt, at det ikke er i håndteringen af det tema at Trier har sin styrke. Jesse Eisenberg spiller den ældste søn Jonah, nyslået far, som lader til at lide af en fødselsdepression oveni hans sorg efter moren, i alder og placering i livet den direkte efterfølger til personerne i Trier’s tidligere film. Men om det er Eisenberg der spiller dårligt, eller om det er rollen som er kedelig, Jonah kommer aldrig til live som spændende individ, han forbliver blot en tvær skitse af en selvoptaget mand, helt uden de dimensioner af tvivl og opfindsomhed som ellers ofte findes hos Trier’s mænd. Den dimension findes i stedet for hos Devin Druid’s Conrad, der er en enspænder i gymnasiet, danser alene til elektronisk musik, og skriver lange tekster om hans liv. Det er den karakter, som filmen synes interesseret i, og det er først og fremmest her at filmen lever.

a4_isabellehuppert_jakobihre_motlysas_copy

Hvilket måske ikke er så overraskende, for rigtig mange nye norske film har haft forfattere i hovedrollerne. I Reprise er alle forfattere, i Oslo 31. August er de litterater, i Eskil Vogt’s Blind forsøger en ung kvinde at skrive efter at hun har mistet synes, og Kvinder i for Store Herreskjorter af Yngvild Sve Flikke handler om tre generationer af kunst-kvinder, hvoraf den yngste skriver digte. Forfatter-personerne har givet plads til Trier og co’s bedste stilistiske greb: Blandingen af fiktions-film og essayistik. Tænk på den udødelige åbningssekvens fra Oslo 31. August, eller de smukke voiceover-fortællinger om ensomme mennesker i Blind, der også bliver til små skitser om porno-afhængighed eller om folks opførsel i perioden efter Utøya. Det er først og fremmest i de sekvenser, at ny norsk film generelt, og Trier i særdeleshed, har kunnet lave noget decideret nyt og særligt.

Der er også en del voice-over passager i Louder Than Bombs, hvor filmens virkelighed giver plads til at drage ud og indsamle små korte observationer om hele verden. Især oplæsningen af Conrad’s tekst om sit eget liv, hvor mange gange han onanerer, hvilke youtube-klip han kan lide at se, osv, er filmens bedste scene. Men det er også et problem, for selvom de scener fungerer fornemt, så har Trier også lavet dem før. Han forsøger også en god del nyt – drømmesekvenser, klip fra opsatte tv-interviews med moren – og det halter efter. Trier nye idéer formår derfor ikke at udvikle sit filmsprog, de skaber blot længere stræk mellem de passager han altid har været så god til.

a07_devindruid_gabrielbyrne_copyright_jakobihre_motlysas

Der er også et mere fundamentalt strukturelt problem i filmens konstruktion: Hvorfra fortælles filmen? Det kan virke som et mærkeligt spørgsmål, for film arbejder ikke med samme type fortæller-stemmer som litteratur gør det, men film som Reprise, Blind og Kvinder i for Store Herreskjorter skilte sig ud ved at have én overordnet fortæller, som svævede over filmens personer (selvom det i Blind nu er hovedpersonen som fortæller det meste), og som gav filmene en tone af let satirisk bedrevidenhed. Louder Than Bombs vil ikke have en alvidende fortæller, den forsøger i stedet at skabe et polyfont drama, hvor hver af personerne har deres egne indsigter og interesser, som en light-udgave af en Dostojevskij-roman, og så dur det ikke med en fortæller et lag højere oppe. Filmen forsøger at komme uden om dette, ved f.eks  at lade voice-over passagerne udspringe fra personerne selv, så Conrad’s voice-overs bliver oplæst af den pige han er forelsket i, hvorfor vi hele tiden forstår at det er ham som bearbejder hvad der sker, snarere end filmen. Men ingen af de andre karakterer har interessante nok stemmer, og især ikke Jonah, som tværtom fra filmens anslag, i en scene fra fødselsgangen med sin nye baby, synes omhyllet af en tone af af uudgrundelighed. Karaktererne i Louder Than Bombs burde ikke være uudgrundelige! Vi burde ikke have svært ved at forstå noget som helst om stemmerne i et polyfont drama. Tværtom burde vi forstå alt og alle på én gang, og da især der hvor forståelserne modarbejder hinanden. Det er dér uvishederne skulle dannes, der hvor Jonah siger ét, Conrad noget andet og far Gene noget tredje. Men fordi Conrad er den eneste figur som rigtig fungerer, så vælter læsset.

a3_jesseeisenberg_jakobihre

Louder Than Bombs var en skuffelse, og endda et tilbageslag for norsk film. For selvom alle instruktører laver dårlige film, så er det ikke heldigt når den dårlige film falder sammen med den hidtil største platform for Trier. Det er heller ikke godt at filmen dels fejler når den forsøger at gøre noget nyt, dels lidt viser den tidligere stils begrænsninger. I årene herefter skiftede norsk film også lidt karakter, og både Trier og Vogt lavede gysere – Thelma og De Uskyldige – der meget lignede forsøg på at omføre en amerikansk stil til norske forhold, snarere end vice versa. Det polyfone drama gik også igen, særligt i Dag Johan Haugeruds Barn, der vandt endnu en Nordisk Råds Filmpris til Norge i 2020. Norsk film er i 2022 meget mere end bare Trier og Vogt og folk som ligner dem. Det er nok et sundhedstegn. Men det har også betydet den særlige norske forfatter-essayistiske filmstil har været mindre brugbar end hvad man kunne have håbet på efter Oslo 31 August og Blind. En del af grunden dertil skal nok skyldes på den stærkt skuffende Louder Than Bombs.

Serien om Joachim Trier fortsætter med Verdens værste menneske

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *