Louder Than Bombs

Palmesøndag del 46
(Joachim Trier, Norge
Cannes 2015)

Vidste du at Norge er det eneste land i Norden som aldrig har vundet Nordisk Råds Filmpris? Første pris gik i 2002 til Aki Kaurismäki, derefter delte Danmark og Sverige dem mellem sig indtil sidste år. Her havde mange, inkl mig selv, nok troet at Norge skulle vinde for Eskil Vogt’s Blind, men i stedet gik prisen til islandske Om Heste og Mænd. Som så vandt igen i år for Virgin Mountain. Grunden til at jeg indleder med dette er, at det sidste år kunne virke som om Norge stod på kanten til et helt lille internationalt gennembrud, hvor Joachim Trier havde en film på vej, med internationale skuespillere, som virkede som et godt bud på en Cannes-succes, og hvor Eskil Vogt’s film var et bevis for, at Norge ikke blot havde en enkelt god instruktør, men hvad der måske kunne blive en helt lille bølge! Men så vandt den islandske film filmrådsprisen, og Joachim Trier’s film fik ikke ret megen succes i hovedkonkurrencen, mens en anden islandsk film, Grímur Hákonasons’s Rams, vandt Un Certain Regard konkurrencen, og i løbet af efteråret har endnu en islandsk film, Rúnar Rúnarsson’s Sparrows, vundet Den Gyldne Konkylie i San Sebastian. Og pludselig er norsk film rimelig meget last year, mens islandsk film er den nye islandske sweater.

Så der ligger et vist pres på Louder Than Bombs, at få den norske bølge tilbage på sporet. Men ak, det er desværre en ret stor skuffelse, og Joachim Trier’s dårligste film. Og endda på en så forudsigeligt typisk måde. Der er bare ikke nok Trier i filmen, som i stedet er blevet til et for velkendt amerikansk drama. Gabriel Byrne, Jesse Eisenberg og Devin Druid spiller tre mænd i en familie der forsøger at komme sig over sorgen efter moren (Isabelle Hupert) er død nogle år før. Problemet sættes på spidsen da en af morens kolleger har tænkt sig at skrive en artikel, der vil afsløre at hun var blevet deprimeret af sit arbejde som krigsfotograf og begik selvmord (præcis hvordan de egentlig ved det med selvmordet forstår jeg ikke, hun kørte frontalt ind i en lastbil, men det kan også ske af andre grunde som f.eks. et hjerteanfald, og den slags sker vel også for deprimerede mennesker? Men det er en detalje). Resultatet er et følsomt portræt af sorg og depression og generel forvirring. Som vi har set rigtig mange gange før.

a2_gabrielbyrne_devindruid_

Joachim Trier’s film handler gerne om depression og andre psykiske lidelser. Både i Reprise og Oslo 31. August handler det om mennesker der forsøger at få deres liv i orden igen efter traumatiske hændelser – indlæggelser i begge tilfælde. Men Louder Than Bombs afslører lidt, at det ikke er i håndteringen af det tema at Trier har sin styrke. Jesse Eisenberg spiller den ældste søn Jonah, nyslået far, som lader til at lide af en fødselsdepression oveni hans sorg efter moren, i alder og placering i livet den direkte efterfølger til personerne i Trier’s tidligere film. Men om det er Eisenberg der spiller dårligt, eller om det er rollen som er kedelig, men Jonah kommer aldrig til live som spændende individ, han forbliver blot en tvær skitse af en selvoptaget mand, helt uden de dimensioner af tvivl og opfindsomhed som ellers ofte findes hos Trier’s mænd. Den dimension findes i stedet for hos Devin Druid’s Conrad, der er en enspænder i gymnasiet, danser alene til elektronisk musik, og skriver lange tekster om hans liv. Det er den karakter, som filmen synes interesseret i, og det er først og fremmest her at filmen lever.

a4_isabellehuppert_jakobihre_motlysas_copy

Hvilket måske ikke er så overraskende, for alle de norske nybølge-film har forfattere i hovedrollerne. I Reprise er alle forfattere, i Oslo 31. August er de litterater, i Eskil Vogt’s Blind forsøger en ung kvinde at skrive efter at hun har mistet synes, og i en ny film, der får premiere til januar, men som jeg så i Gøteborg, Kvinder i for Store Herreskjorter af Yngvild Sve Flikke, handler også om tre generationer af kunst-kvinder, hvoraf den yngste skriver digte. På en eller anden måde virker det lidt ensporet, men filmene har svært ved at komme udenom at have en forfatter-person i sig, for at give plads til deres bedste stilistiske greb: Blandingen af fiktions-film og essayistik. Det ses i de mange voice-over passager i Louder Than Bombs, hvor filmens virkelighed giver plads til at drage ud og indsamle små korte observationer om hele verden. Især oplæsningen af Conrad’s tekst om sit eget liv, hvor mange gange han onanerer, hvilke youtube-klip han kan lide at se, osv, er filmens bedste scene. Og det er et problem, for det er de scener som synes mest kopieret fra Trier’s tidligere film, som fungerer, mens langt det meste nye han forsøger sig med – drømmesekvenser, klip fra opsatte tv-interviews med moren – halter efter. Trier forsøger sig med nye passager, men han formår ikke at udvikle sit filmsprog, han formår blot at skabe længere stræk mellem de passager han altid har været så god til.

a07_devindruid_gabrielbyrne_copyright_jakobihre_motlysas

Men der er et endnu mere fundamentalt problem i filmen, som er problematisk ikke blot for filmen selv, men som umiddelbart sætter en grænse for hele den nye norske stil, som de på en eller anden måde bliver nødt til at forholde sig til. Hvorfra fortælles filmen? Det kan virke som et simpelt spørgsmål, men film som Reprise, Blind og Kvinder i for Store Herreskjorter har én overordnet fortæller, som svæver over filmens personer (selvom det i Blind nu er hovedpersonen som fortæller det meste), og som giver filmene en tone af let satirisk bedrevidenhed. Men Louder Than Bombs forsøger sig med at skabe et polyfont drama, hvor hver af personerne har deres egne indsigter og interesser, som en light-udgave af en Dostojevskij-roman, og så dur det ikke med en fortæller et lag højere oppe. Så filmen forsøger at komme uden om dette, lade voice-over passagerne udspringe fra personerne selv, f.eks. er Conrad’s voice overs oplæst af den pige han er forelsket i, hvorfor vi hele tiden forstår at det er ham som bearbejder hvad der sker, snarere end filmen. Men det sker ikke rigtigt for filmens andre personer, og især ikke for Jonah, som tværtom fra filmens anslag, i en scene fra fødselsgangen med hans nye baby, synes omhyllet af en tone af af uudgrundelighed. Men Louder Than Bombs burde ikke være uudgrundelig. Vi burde ikke have svært ved at forstå noget som helst. Tværtom burde vi forstå alt og alle på én gang, og da især der hvor forståelserne modarbejder hinanden. Det er dér uvishederne skulle dannes, der hvor Jonah siger ét, Conrad noget andet og far Gene noget tredje. Men fordi Conrad er den eneste figur som rigtig fungerer, så vælter læsset.

a3_jesseeisenberg_jakobihre

Louder Than Bombs er en skuffelse og et tilbageslag for norsk film. For selvom alle instruktører laver dårlige film, så er det ikke heldigt når den dårlige film falder sammen med den hidtil største platform for Trier. Det er heller ikke godt at filmen fejler når den forsøger at gøre noget nyt, for selvom film som Blind og Kvinder i for Store Herreskjorter er ualmindeligt herlige film, så er det heller ikke fordi nogen af dem gør noget radikalt anderledes end hvad Reprise gjorde for snart ti år siden. Hvis Louder Than Bombs er eksemplarisk for bølgen, så er der to problemer: 1) Der er ikke noget synderlig norsk over stilen, så der er ikke nogen grund til at det skulle give speciel energi til norsk film. Det problem har de nye islandske film ikke, da de lever i kraft af sammenhængen mellem de små mennesker og den store specifikt islandske natur (læg mærke til de alle sammen hedder noget med dyr eller bjerg). Og 2) Der er ikke ret meget specifikt filmisk over de her film, ikke nok til at stilen kan leve i sig selv. Jo, blandingen af essay og film er filmisk ny, og især klipningen i de scener har noget helt anderledes over sig. Men det er de færreste billeder i Louder Than Bombs som er specifikt Trier’ske. Og hvis bølgen hverken er filmisk ny, eller specielt norsk, så er det svært at se hvor langt den kan nå. Så bliver det måske aldrig til mere end udmærkede amerikanske indie-film. Hvilket ville være synd og skam, for i de bedste passager både her og i Trier’s tidligere film er der antrit til så meget mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *