Palmesøndag del 448
(Paul Thomas Anderson, USA
Cannes 2002, Bedste Instruktør)

Paul Thomas Anderson er kun otte måneder ældre end Sean Baker. De to føles ellers som helt forskellige generationer af amerikanske indie-instruktører, men forskellen kommer bare af, at PTA, som han kaldes, brød igennem med Boogie Nights (1997) mens han var i tyverne, og har lavet store og opmærksomhedskrævende film lige siden, alt imens Sean Baker floppede med sine første projekter, fik et heroinmisbrug, og langsomt byggede sin karriere op igen, indtil han med Anora (2024) vandt Oscar for Bedste Film. Hvilket Paul Thomas Anderson faktisk ikke har opnået endnu.

Jeg begynder med den lidt mærkelige indledning af to grunde. Dels fordi jeg tænker folk i Hollywood måske tænker, at det er Paul Thomas Andersons tur til at vinde Oscars efter Sean Baker og Christopher Nolan (vitterligt blot en måned yngre end PTA), så hvis One Battle After Another er så god som rygterne siger, så kan spændingen om Oscar-kapløbet allerede være forbi om et par uger.

Men sammenligningen mellem Paul Thomas Anderson og Sean Baker viser også noget om hvordan amerikansk indie-film har udviklet sig. Kim Wilkins udgav i 2019 bogen American Eccentric Cinema om indie-instruktører som Charlie Kaufman, Wes Anderson og David O. Russell, og det er egentlig en meget god betegnelse at bruge om en god del amerikanske film fra omkring årtusindskiftet. Deres emner, deres karakterer og deres æstetik kan meget vel beskreves som excentrisk. Punch-Drunk Love er skingrende excentrisk.

Men tiderne har skiftet. Indie-film er ikke længere anderledes fordi de er ‘excentriske’. Nu er de queer, eller subversive, eller fra minoriteters synspunkt. At se Punch-Drunk Love over tyve år senere er derfor en ret vild oplevelse.

Paul Thomas Anderson ville lave noget helt andet end hans to seneste film, de meget store og seriøse og ret så lange Boogie Nights og Magnolia (1999). Han ville lave en halvanden time lang romantisk komedie, og hovedrollen skulle spilles af Adam Sandler. Sandler var kendt fra Saturday Night Live og en række populære men meget dårligt anmeldte komedier som Happy Gilmore (1996) og The Waterboy (1998). Paul Thomas Anderson havde set noget i ham, særligt i en SNL-sketch der hedder The Denise Show, hvor han spiller en ung mand, hvis kæreste er gået fra ham, og som har lavet sit eget lille lokal-tv-program, hvor han interviewer folk der kendte Denise, ringer til hende og lægger røret på, og i en bemærkelsesværdig lille sekvens bliver ringet op og skældt ud af sin far, hvorefter han går helt amok og skriger, og øjeblikket efter er rolig igen. Det lille klip er mere eller mindre også pointen med Punch-Drunk Love.

Sandler spiller Barry Egan, en kejtet mand i et blåt jakkesæt med et heftigt temperament. Barry sælger forskellige ting fra en lagerhal, når han ikke er nødt til at mødes med hans syv (!) søstre, der mobber ham på bedste storesøster-vis, indtil han mister besindelsen og f.eks smadrer en glasvæg. En af søstrene har dog også fået en ny kollega, Lena (Emily Watson), som måske kan bringe noget kærlighed og rolighed ind i Barrys liv. Men det er svært at få plads til en kæreste i et kaotisk liv, som også inkluderer en plan om at købe utrolige mængde budding for at bytte dem til gratis flyrejser, samt at Barry begynder at blive forfulgt og afpresset efter han en aften ringede til en telefon-sex linje.

Det er et lidt forvrøvlet plot, med en masse smådele, der ikke rigtig går nogle vegne, og så et virkelig gammeldags og utroværdigt kærlighedsplot i midten. Kort fortalt er det komplet uforståeligt, hvad i alverden Lena dog ser i Barry. Han er kejtet, afviser hende gentagne gange, ser ud til at have nogle store psykologiske problemer, og bringer hende i fare eftersom han forfølges af afpressere. Og hun har haft kærester før, endda været gift, så hun har ikke problemer med at finde mænd. Hvorfor vil hun have Barry?

Faktisk giver spørgsmålet ikke mening at stille, for Punch-Drunk Love er en film om en mands personlige udvikling, og ikke nogen realistisk film, men snarere en moralsk fortælling om at turde åbne op og tage imod kærligheden, og Lena er ikke så meget en karakter i sig selv, som hun er en af mange ting som Barry skal forholde sig til. Nærmest en moralsk udfordring: Kan han fokusere på et andet menneske end sig selv? Paul Thomas Anderson er faktisk en ganske moraliserende instruktør, ikke altid på nogen konservativ måde, men da der i Magnolia faldt frøer ned fra himlen virkede det nærmest bibelsk, som om det blev markeret, at der er en Gud og et moralsk system i filmen, og på samme måde bliver f.eks Daniel Plainview i There Will Be Blood konstant konfronteret med religiøse indvendinger og moralske udfordringer, og eftersom han fejler dem alle, ender han som ensom alkoholiker, trods sin enorme rigdom.

Det giver mening. Men det er også enormt gammeldags. Det var aldrig nogensinde gået i dag, og skiftet sker vel allerede for over et årti siden. Forskellen er egentlig ret simpel: Paul Thomas Anderson tager den romantiske komedie og Adam Sandler filmene, overtager alle klichéer og genrekoder i al deres konservative form, og gør dem excentriske, mærkelige, overdrevne. I dag ville man skubbe og vride til genrekoderne, for at få dem til at sige noget nyt, pege på deres blinde vinkler, som Jordan Peele f.eks gør når hans genrefilm altid handler om racisme. Tiderne skifter, og det her skift er helt ærligt ikke så dårligt endda.

Og så alligevel. For Paul Thomas Andersons projekt med at gøre den romantiske komedie excentrisk kræver først og fremmest at han arbejder æstetisk med filmen. Og det er ret så fantastisk. Åbningsbilledet, f.eks, hvor Adam Sandler sidder i et hjørne ved et skrivebord og ringer rundt om budding, er skævt og sjovt og excentrisk, men også bare helt fantastisk flot. Og det er absolut ikke fordi vore dages skæve og subversive indiefilm ikke også kan være æstetiske – se førnævnte Sean Baker og f.eks Barry Jenkins’ Moonlight – men Punch-Drunk Love er tvunget til det. Den skal leve af, at kameraet hopper rundt fra alle vinkler mens Barry kigger på et harmonium, eller at Adam Sandler skal lave en fantastisk lille dans i et supermarked der ligner en forlystelsespark. Det hele går op i en højere enhed i det helt fantastiske lille klip ovenover. Ja, Lena er en papfigur, og nej, det giver ingen mening hun vil kysse med Barry, men derfor er det jo alligevel halvandet minuts absolut filmmagi.

Olga Tokarczuk skriver et sted i Bizarre Fortællinger, om en læge der er rejst væk fra Vesten og til Polen: ‘[jeg] følte mig som en ex-centriker, som én der har forladt det centrum hvor man ved hvad man kan forvente sig’ Det er et sjovt citat, men rammer lidt sært i forhold til film som de amerikanske excentriske film. For de var som regel lavet af priviligerede hvide mænd, og f.eks Wes Andersons karakterer befinder sig gerne ret tæt på centrum af den amerikanske magtelite. Men film som Punch-Drunk Love beskriver måske noget andet. Måske netop hvordan en karakter som Barry, selvskabt forretningsmand, eneste dreng ud af en kæmpe søskendeflok, netop ikke længere er i centrum. I halvfjerdserne ville han have været den forkælede søn, den eneste med en ordentlig uddannelse, farens arvtager. I postmodernismens tid er han underkuet, udenfor, hans forretninger er bizarre. Han er den store hvide mand, der har mistet sin position. Og han er sød og rar, men undertrykt rasende.

Set fra den vinkel beskriver sidste generation og denne generations indie-film den samme bevægelse: Den hvide mand er flyttet (en smule) fra centrum, og andre har fået plads. Jeg vil nok vove at påstå, at den bevægelse er mere interessant skildret i film fra folk som f.eks Barry Jenkins og Greta Gerwig. Men der er ikke lavet mange amerikanske indiefilm der æstetisk kan måle sig med de bedste øjeblikke i Punch-Drunk Love.