True Detective S02E05 – Other Lives

– What do you care? These people put you in a cage Bezzerides.
– This girl’s gone missing. Nobody cares.
The interior’s poisoned and suddenly worth billions. Nobody cares.
A bunch of people got shot to shit. Nobody fucking cares.

Næ dog, et tidspring! Sæson 2 begynder virkelig meget at ligne sæson 1. At springe i tid lige efter et shootout er efterhånden den her type mini-series største kliché, Fargo gjorde det samme i midten af sin første sæson. Forskellen på True Detective sæson 2, i forhold til sæson 1 af samme serie og Fargo, er dog, at i begge de to andre fortællinger gav skyderierne mening i sig selv, med selvstændig logisk opbygning frem til kaosset. I den her historie er det i historien rimelig klart hvad det var: Det var et skyderi, irrelevant for hovedhistorien, et setup, der skulle lukke efterforskningen ned, før den ramte ømme punkter. Teague Dixon, Ray Velcoro’s fordrukne partner, satte det op, og blev ironisk nok selv dræbt under skyderiet. På samme måde var det et træk der blev brugt af Nic Pizzolatto til at trække historien op af den sump den var landet i, men måske har det også endegyldigt dræbt håbet om en kvalitetsforbedring i den her sæson?

Plottets tråde samlede sig virkelig i det her afsnit, hvilket jeg var ganske taknemmelig over. Vi ved nu ret så meget om hvad der er foregået: Skraldefirmaet Archeron dumpede affald på de steder hvor den nye jernbanekorridor skulle etableres, hvilket fik værdien af jordene til at falde betydeligt, så folk som Frank Semyon kunne få et afsindigt afkast på deres investering. Caspere organiserede den slags handler til de store fester ‘oppe nordpå’ fyldt med prostituerede, som han stod for ikke sammen med borgmester Chessani, men med borgmesterens søn. De to forsøgte dog også at afpresse indflydelsesrige folk med videomateriale optaget til festerne. Skal vi gætte på, at den forsvundne kvindes endeligt er at se på et videobånd, og at manden der fik hende til at forsvinde er en alt for magtfuld mand, som fik Caspere myrdet? Det ville være mit gæt, sådan som tingene flasker sig for tiden. Så er der forbindelsen til Frank Semyon, den er stadig ret uklar, men den kommer vel senere.

rsz_true-detective-season-2-episode-5-rachel-mcadams

Alt det kunne jeg rigtig godt lide, men tidsspringet betød så også, at vi igen skulle have opridset samtlige personlige forhold i serien, hvilket igen dykkede historien ned i en kedsommelig sump af drama og hysteri. Så Ray har sagt op, barberet overskægget, arbejder for Frank, droppet stofferne, men er ramt af PTSD. Ved et ret så stort sammentræf anholder politiet en mand, der viser sig at være ham der voldtog Ray’s kone, hvilket betyder Frank fik Ray til at myrde en uskyldig mand. Eller formentlig en anden gangster, men altså. Det er virkelig et sammentræf, jeg håber næsten ikke det er et tilfælde at det sker nu, det er næsten for dumt. Men serien har været ret dum i år, så det skal nok passe. Og nu er der så drama mellem Ray og Frank. Frank har ellers klaret sig nogenlunde, har indtaget sin gamle post som gangster, men har været nødt til at flytte ind i et billigere hus, som dog ikke har fugtpletter i loftet, så det er vel positivt. Og han er med på at adoptere, så yay for Frank. Antigone blev flyttet ned i buret for at håndtere bevismateriale, går til kurser på grund af anklagerne om sexchikane imod hende, og er begyndt at ryge igen. Og Poul råber og skriger af hans egen mor, og hans svigermor er flyttet ind. Og så er han blevet forfremmet, eller også er han blevet forflyttet, det hele er lidt vagt. Han har det i hvert fald ikke ret godt, men eftersom Taylor Kitsch’s taktik i rollen mest er at skule konstant og hele tiden, så er det lidt svært at holde styr på nuancerne i hans sindstilstand. Hold fast hvor var der meget person-fnidder i det her afsnit, det var virkelig ganske trættende.

Men hele pointen med tidsspringet var, at de tre detektiver skulle gå til opgaven igen med fornyet kraft. Det gør de i en konstruktion jeg ikke rigtig forstår rent teknisk, og heller ikke kan få til at give mening rent logisk. Antigone går på ferie, og Ray arbejder som privatdetektiv, og det hele skal være hys-hys. Men eftersom det netop var de tre, der stod for efterforskningen i første omgang, er de så ikke de mindst egnede til at stille spørgsmål om sagen, uden at afsløre hvad de arbejder med? Statsanklageren Katerhine Davis siger: ‘I need people who aren’t gonna ping on our radar. Word get’s out what we’re looking for, they can shut it down like last time.’ What? Hvem kan mere pinge en radar end de tre som allerede har udtrykt interesse i sagen, og som for øvrigt var de overlevende efter den dødeligste ildkamp i delstatens historie? Det giver ingen mening overhovedet. I stedet skal de tre detektiver nu bevise at de er ægte detektiver, når nu alle andre er ligeglade, som Antigone’s monolog jeg citerede øverst udtrykker det.

Men ok. Blå diamanter, Teague Dixon spurgte om dem. Antigones søster skal skaffe en invitation til en fest – mon vi skal se Rachel McAdams i meget lidt påklædning ganske snart? Og i et lille skur er der tydeligvis blevet tortureret og myrdet en mand. Caspere? Stan? En af de forsvundne kvinder? Eller en person vi ikke har hørt om endnu? Der er nok spørgsmål at tage fat på i næste uge. Men mon ikke det meste af tiden bliver brugt på at diskutere fertilitet og råbe af mødre. Suk.

Derudover:

* Det der var nyt af teksten den her uge: ‘Your victory / Was so complete / Some among you / Thought to keep / A record of / Our little lives / The clothes we wore / Our spoons our knives / And all of these / Expressions of the / Sweet indifference / some called love / The high indifference / Some call fate / But we had names / More intimate / Names so deep / And names so true / They’re blood to me / Dust to you / There’s Truth that lives / And Truth that dies / I don’t know which / So never mind’ Al respekt til Leonard Cohen, men ‘Out spoons and knives’ er godt nok en sygt dårlig linie…

* Jeg tror ikke jeg har ret meget at sige om det her afsnit. Antigone snakkede om store pikke, i hvad jeg går ud fra Nic Pizzolatto mener var ganske humoristisk.

* ‘Khe Sanh, motherfucker.’ ‘I’m Chinese’ ‘Then go stand in front of a fucking tank!’ Anden del af den joke er meget sjov, jeg ved ikke nok om Vietnam-krigen til at fange første reference, men på den anden side har jeg efterhånden Pizzolatto mistænkt for heller ikke at vide så voldsomt meget om de ting han refererer…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.