Violette

Der findes få mere typiske art-house træk end Arvo Pärt på soundtracket*. Så da de energiske toner fra Tabula Rasa lød på lydsiden af Martin Provost’s Violette kunne jeg ikke andet end at smile lidt. For ja, det er en kliché, men jeg skrev heller ikke forkert, da jeg kaldte musikken ‘energisk’. Det er imponerende nok lykkedes filmskaberne at klippe den 27 minutters minimalistiske komposition således, at det kom til at virke som et energisk lille minut. Det trick gentager Violette gang på gang. Jeg talte tre udgaver af Pärt’s Fratres, foruden hans Tabula Rasa og La Sindone, på rulleteksterne, og jeg er i tvivl om jeg missede flere. Det er dælme meget Pärt for pengene. Men det er sådan med klichéer, at hvis man skal bruge dem, så skal man hellere gå hele linen ud. Og når filmen er bedst bruges det kendte musik både overrumplende og originalt.

Når Violette er bedst gør den sine kendte kneb friske igen. Når den ikke er på sit bedste kan den godt blive lidt velkendt i længden.

* Off the top of my head: Terrence Malick, Paul T Anderson, Carlos Reygadas og Leos Carax. Og mange mange andre.

Det ser gråt ud, men den virker når man trykker på den. Dansk trailer.

Violette er instruktøren Martin Provost’s femte film, hvoraf Séraphine fra 2008 er den mest kendte, og den eneste anden der har fået dansk premiere. Det afdæmpede og indfølte portræt af maleren Séraphine fra Senlis vandt 7 César-priser i 2009, heriblandt bedste film, for næsen af bl.a. Laurent Cantet’s Guldpalme-vinder Klassen, og den solgte også respektfulde 6.036 billetter herhjemme. Violette er endnu en biopic om en kvindelig kunstner, denne gang forfatteren Violette Leduc, der blev kendt for sine hudløst ærlige feministiske romaner om sit eget liv – en art forgænger for vore dages ‘autofiktion’ kunne man kalde det. Filmen er inddelt i syv kapitler, starter under Anden Verdenskrig, og kulminerer med udgivelsen af den første succes, La Bâtarde i 1964. Der er kraft i første kapitel, kaldet ‘Maurice’ efter den jødiske forfatter Maurice Sachs, som Leduc flyttede ud på landet sammen med for at gemme sig for krigen. Kameraet bevæger sig hele tiden, følger Violette’s ryg i fart som var det en film af brødrene Dardenne, glider med hende langs husmure, og drejer frem og tilbage under de heftige skænderier mellem Maurice og Violette – som insisterede på, at den homoseksuelle Maurice alligevel skulle elske hende. Der er stadig kraft så længe efterveerne af krigen hænger over landskabet i det første af fire efterfølgende kapitler navngivet efter Violette’s støtter – ‘Simone’ og ‘Jean’ efter forfatterne Simone de Beauvoir og Jean Genet, ‘Jacques’ efter mæcenen Jacques Guérin, og ‘Berthe’ efter mor Berthe Leduc – men her trækker historien i langdrag. Violette Leduc bevæger sig i udkanten af det parisiske forfattermiljø, skriver romanerne L’Asphyxie om hendes traumatiske opvækst, L’Affamée om den ugengældte kærlighed til de Beauvoir, og Ravages om voksenlivet som uønsket, utilpasset, biseksuel. Der er fantastiske scener i denne del af filmen, som da Violette, Jean og Jacques indspiller en surreel parodi på Panserkrydseren Potemkin med Jean som babyen fra den berømte barnevogn, men ellers kører filmen for længe i den samme rille. Æstetisk forløsning kommer med kapitel seks, ‘Faucon’, for første gang opkaldt efter et sted og ikke en person. I bjergene finder Violette ro til at revidere sit forfatterskab, og filmen finder et æstetisk brud ved landskabsbilledernes kraft, der bringer luft tilbage til filmen efter at den parisiske kulisse er blevet mere og mere fortærsket. Man kan sige med den her slags brud, at hvis ikke man var blevet så træt af Paris, så ville billederne fra Faucon ikke virke så stærkt som de gør. Men derfor synes pariser-delen nu stadig alt for lang, og kunne med fordel være kortet ned til blot et par kapitler. Det er alligevel Simone de Beauvoir som er klart den vigtigste blandt de fire støtter.

violette_4

Men der er vel en tematisk pointe med de mange mæcen-afsnit. Provost ønsker at skildre, ikke blot kunstneren selv, men også det miljø der skulle til, for at kunsten fik den modnelse den krævede. I Séraphine udgjorde kunstsamleren Wilhelm Uhde den anden centrale karakter, nemlig ham der fik øje på talentet hos den fattige og særprægede vaskekone Séraphine Louis. Det var en simpel fortælling, der kunne drejes om forholdet mellem de to, og der var spænding mellem den kunst-orienterede Uhde, der så Séraphine som udtryk for en stilart han kaldte Moderne Primitivisme, og Séraphine selv, der blot malede af pligt over for naturen, Gud og hendes skytsengel som hun mente talte til hende. Violette skal afdække et langt mere kompliceret apparat i moradset blandt den franske forfatter-elite, hvor indviklede intriger og støtteforhold både holder Leduc oppe og langsomt kører hende i sænk. Det er en sværere fortælling, og filmen får ikke den klarhed, der var en af Séraphine‘s største triumfer. Men værre er det næsten, at der ikke er balance mellem de Beauvoir’s syn på Violette, og Violette’s eget selvsyn. Da Violette endelig får succes skildrer filmen det med et interview med de Beauvoir, hvor hun fortæller hvorfor det er så vigtigt et forfatterskab Leduc arbejder med. Leduc’s kunstneriske gennembrud kommer ellers ved at hun skriver væk fra Paris og på rejse i Faucon, væk fra hele forfatter-miljøet som hun ikke kunne passe ind i, men alligevel er det miljøets ord, der skal overbevise os om, at hun har fortjent den opmærksomhed hun får. Her bliver Violette Leduc’s egen kunst-stemme væk. Her kommer filmen til kort, sikkert i høj grad fordi den ikke kan falde tilbage på blot at vise os kunsten selv, som Séraphine kunne med de fantastiske malerier.

_dsc8624

Der er en Anders And historie, hvor Anders har en lille båd med blot en enkelt passager, en ko, der betaler for overfarten med sin mælk. Efter 9 siders forviklinger er samtlige andre transportmuligheder sat ud af drift, og kun Anders’ lille båd er tilbage til at transportere en utålmodig menneskemængde. Men afgangen udsættes da man må vente på den trofaste stamkunde, også selvom det blot er en ko. Når Martin Provost er bedst har han den samme generøsitet i sit filmsprog. Specielt er der en scene i Séraphine som er fuldstændig vidunderlig, hvor den gamle kone endelig har fået bekræftet sit talent, og inviterer sine gamle venner hjem og viser dem sine billeder for første gang, én for én. De fattige mennesker kigger på de flotte malerier uden helt at kunne beskrive dem, og Séraphine’s ansigt stikker frem ved siden af de enorme lærreder. Det er stadigvæk den bedste sekvens Martin Provost nogensinde har lavet. Men også Violette er lavet med varme og solidaritet overfor sin hovedperson. Det betyder ikke at lave et skønmaleri: Leduc, som spillet af Emanuelle Devos, er fremstillet som en neurotiker, med sammenbrud og det hele, der tærer, angriber og bruger sine omgivelser som brændstof i sin fiktion. Nej, det betyder at følge dem først og fremmest mens de arbejder, mens Séraphine studerer naturen og blander sine farver, mens Violette tonser imod de patriarkalske strukturer hun forsøgte at skrige fra hinanden. De indsamler materiale og omarbejder det med deres kunst, og så gør de det samme igen og igen, og til sidst er der hul igennem. På samme måde er Provost’s filmkunst. Det er samme sympatiske emne de her to film handler om, underkendte kvindelige kunstnere, det er også ret meget samme stil. Det er ikke flashy, det er ikke nyskabende, Provost kommer ikke på nogen af de store festivaler. Det er omformet Arvo Pärt på soundtracket, det er omarbejdede auteur-billeder fra Dardenne-brødrene og mange andre på billedsiden, det er godt og solidt, og med en indædt tro på, at materialet er værd at omforme på den her måde. Og engang imellem er der hul igennem. Séraphine er en lille underkendt perle, og selvom Violette ikke når samme højder, så er den bestemt også værd at se.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.