Palmesøndag del 118
(Roberto Gavaldón, Mexico
Cannes 1956)
Superstjernen María Félix var allerede i sin tredje del af karrieren da hun spillede den 18-årige Gabriela i Roberto Gavaldóns La Escondida (The Hidden One, som den hedder på engelsk). Som 40-årig var hun måske også lidt gammel til at spille teenager. Men hun var en legende, da hun efter et ophold i Europa – hvor hun blandt andet spillede med i Jean Renoirs Fransk Cancan – vendte tilbage til Mexico, og spillede rollerne som to meget forskellige kvinder, der hver især bliver rodet ind i den mexikanske revolution, i to ret forskellige film, der hver især kom til Cannes. De to film er på spansk begge opkaldt efter kvinderne i centrum, La Escondida betyder ‘den skjulte’ og Ishmael Rodriguez’ La Cucaracha betyder ‘kakkerlakken’. Det er vitterlig ret forskellige opfattelser af, hvad kvinders rolle var under revolutionen.
Lidt info om den mexikanske revolution: Den mexikanske revolution begyndte som en opstand i 1910 mod diktatoren Porfirio Díaz, der havde siddet på magten sidden 1880. Oprindelig var opstanden ledet af den pæne og borgerlige Francisco Madero, der også havde udfordret Díaz til præsident-valget i 1910, et valg præget af fup og svindel. Synkront med Madero begyndte andre ledere dog at kæmpe, hvoraf de mest kendte er Pancho Villa oppe nordpå og Emiliano Zapata nede sydpå. Efter bare et halvt års kampe faldt regimet fra hinanden og Díaz flygtede i eksil. Men her stoppede det ikke. La Escondida slutter med at spændingerne mellem Madero og Zapata bryder ud i fuldt flor, og derefter blev det først for alvor kompliceret (Madero blev væltet og myrdet af den reaktionære general Victoriano Huerta, hvilket førte til nok en væbnet opstand ledet af centristen Venustiano Carranza, og efter Carranza havde vundet over ham udbrød der borgerkrig mellem hans fløj og de radikale grupper centreret omkring Pancho Villa, som Carranza vandt, hvorefter han forsøgte at fixe valget i 1920, og blev væltet af sin næstkommanderende Álvaro Obregón. Og hvis det lyder spændende, så kan jeg anbefale podcasten Revolutions, der netop er blevet færdig med at skildre hele historien over 27 kapitler).
Men La Escondida sætter som nævnt fokus på den tidlige fase, hvor håbet om en enkelt revolution, kort og simpel, stadig lever. María Félix spiller Gabriela, en ung kvinde på en stor ‘hacienda’. Hun elsker Felipe, der forbereder et oprør mod den onde hacienda-ejer. Men da Gabriela anklages for at stjæle tager Felipe skylden for det skete, og bliver sendt væk som soldat. Dum idé fra hacienda-ejerens side, for da Felipe vender tilbage efter en god periode militær-træning kan han for alvor lede oprøret mod den nye general. Der er bare det, at også Gabriela er stukket af, og i sin opgivende kynisme valgte hun at blive selvsamme generals elskerinde. Det hele kulminerer i et angreb på generalens tog, hvor Gabriela ender med at skyde den onde general mens han betjener et maskingevær, hvorefter de to unge elskende tilgiver hinanden med et passioneret kys. Kort derefter falder Porfirio Díaz, og Felipe udnævnes til general for Madero. Men hans tidligere soldater-kammerater støtter i stedet Zapata, og snart bliver de to elskende involveret i et nyt tog-angreb, der får fatale følger.
Filmsiden ‘Senses of Cinema’ kalder Roberto Gavaldón for ‘One of the supreme artists of the melodrama‘ og han var også en af de internationalt mest berømmede mexikanske instruktører, med hele fire optrædender i Cannes (så jeg kommer til at skrive mere om ham senere). Der er virkelig mesterligt melodrama i El Escondida, der ikke er bange for at køre på den helt store klinge. Især krydsklipninger og sammenstilninger er Gavaldón bestemt ikke ræd for. Hele balladen på haciendaen begynder da en ung medhjælper slås ihjel, og hans folkelige begravelse er krydsklippet med festligheder hos de fornemme så man sådan rigtig kan fornemme kontrasten mellem de gode og de onde. Og scenen hvor Gabriela og Felipe ser hinanden igen er så fremragende overdrevet forløst at det er en fryd: De er i hvert sit rum på hver sin side af gaden, og hele byen fejrer at en ny guvernør (og hans general dvs Gabrielas elsker) er ankommet, og så er der en kæmpe fyrværkeri-befængt statue af en general der begynder at eksplodere, og både Gabriela og Felipe lokkes ud på deres altaner, og så ser de elskende hinanden! og strygerne kværner løs! og eksplosioner af blåt og rødt lys flammer op bag dem! Det ligner helt ærligt noget fra en anime-film, og samtidig er det naturligvis et symbol på at regimets dage er talte.
I en anden scene trækker Gavaldón på en af de helt store klassiske skildringer af revolutionen: Da toget angribes tages Felipe i første omgang til fange, og han bliver spændt fast til en agave-plante, så han kan dø af tørst og blive pint af dyr. Det bringer minder om den store russiske instruktør Sergej Eisenstein, der brugte agaven flittigt som visuelt motiv i hans uafsluttede film Que Viva Mexico og kaldte et afsnit af filmen for ‘Maguey’ (et andet ord for agave-planten). Men Gavaldóns blik på revolutionen er radikalt anderledes end Eisensteins. Que Viva Mexico nåede sådan set aldrig frem til revolutionen, men beskæftigede sig i stedet med mexikansk historie, og især uretfærdighederne under Porfirio Diaz. Alligevel er det ret tydeligt at den episodiske fortælling er baseret på en marxistisk dialektisk udvikling, hvor Mexico gennemgår forskellige stadier, og til sidst, via revolution, bliver moderne (læs: kommunistisk / bolsjevittisk). Men hos Gavaldón er revolutionen langt mere personlig, hans fokus er på hvordan Felipe og Gabriela – især – navigerer i en kompliceret, omskiftelig, uretfærdig verden. Det er et ret skarpt snit Gavaldón lægger, med først at lade Felipe være Maderista, for derefter at komme i konflikt med Zapatistiske venner. Revolutionen var langt mere kompleks end det, men det lille snit forklarer fint hvordan alliancer kunne skifte på nærmest ingen tid.
Mere centralt er selvfølgelig María Félix, og idéen om ‘den skjulte’. På overfladen er det en gammel fortælling: Den ‘faldne’ kvinde, der naturligvis ender med at blive straffet, mens dem hun opofrer sig for får det bedre. I Emiliano Fernandez’ The Abandoned bliver en kvinde gravid og må prostituere sig for at forsørge sin søn, som hun ikke får lov at passe på. Til sidst bliver han en kendt advokat, hvilket den glade gamle mor for lov til at overvære, men uden at informere ham om sin skamfulde tilværelse. Gabriela er en anden type kvinde: Hun skyder vitterlig en general i ryggen. Hun er skjult, arbejder i mørket, både hende og hendes veninde gemmer sig i togvognene under angreb. Det er den uofficielle historie, hvordan den storslåede mexikanske revolution i virkeligheden foregik i skyggerne, hvordan den lige så meget som af idealer var motiveret af kærlighed, jealousi, venskab, interne stridigheder. Og hvordan, når kuglerne ramte ind i togvogne, byer, haciendaer, hvordan det nærmere var tilfældigheder end mod og dygtighed der bestemte hvem der levede og døde. Félix’ Gabriela bliver således et symbol på alle dem der ikke klarsynet kæmpede for idealer, men som blev fanget af en kompleks situation, og gjorde sit bedste.
Ret fint, og ganske melodramatisk, men måske lidt utilfredsstillende for en superstjerne. Da María Félix vendte tilbage til revolutionstiden i en ny film et par år senere var det som en ganske anden type. En rendyrket hårdnakket ‘soldadera’ i Ishmael Rodriguez’ La Cucaracha.