Palmesøndag del 119
(Ismael Rodriguez, Mexico
Cannes 1959)

Ismael Rodriguez’ La Cucaracha burde virkelig have været et prestigeværk. Den har de største stjerner i mexikansk film, María Félix, Dolores del Rio, og den store instruktør Emilio Fernandez som den strenge korporal begge kvinderne elsker. Den er fotograferet af Gabriel Figueroa, den bedste mexikanske filmfotograf, der især er berømmet for hans fotografering for førnævnte Fernandez. Og Rodriguez var på sin karrieres internationale højdepunkt, hans foregående Tizoc havde vundet en fornem pris på Berlin. Men La Cucaracha er i stedet en b-film, der tydeligt viser forfaldet i mexikansk film. Så mange af de største, og så ser det hele så billigt ud? Og dog er det faktisk en virkelig god film. Sådan er det så mærkeligt, engang imellem.

Hvor María Félix’ tidligere film La Escondida foregik i starten af revolutionen, så er vi i La Cucaracha nået ca halvvejs, til 1914. Og den engelske titel, Soldiers of Pancho Villa, forklarer ganske tydeligt hvilken sektion af de revolutionære vi denne gang er hos. Ja, Pancho Villa, den legendariske oprører/bandit/helt/morder. Da filmen foregår var Villa på sit højeste, hans Division del Norte var Mexicos stærkeste hær, og ledte an i kampen mod forræderen Victoriano Huerta. Dvs, teknisk set var det den mere moderate Venustiano Carranza der var leder af revolutionen, men det var Villa der var stærkest. I La Cucaracha følger vi et enkelt regiment, under ledelse af den strenge Antonio Zeta (Fernandez). Det går frem og tilbage, da vi først møder hæren har de lidt et forsmædeligt nederlag. Derfor tvangshverver de en gruppe mænd fra en lille landsby, herunder Isabels (del Rio) mand, der dog naturligvis lynhurtigt bliver dræbt. Der opstår derefter et trekantsdrama mellem Fernandez, Isabel, og den eksplosive ‘soldadera’ Refugio, der har tilnavnet ‘La Cucaracha’.

Emilio Fernandez var på dette tidspunkt på vej ned – omend han nu gør det godt som den vilde oberst – men det var et kæmpe scoop med Dolores del Rio og María Félix i samme film. Del Rio står nok for eftertiden som den største stjerne, hun dansede med Fred Astaire, nøgenbadede med Joel McCrea i Bird of Paradise, var kæreste med Orson Welles, og spillede hovedrollen i Fernandez’ mesterværk Maria Candelaria. Félix’ karriere, som jeg skrev om sidste indlæg, kan ikke helt måle sig hermed. Dog er det Félix der stjæler hele filmen. Hendes soldadera er fyrrig, rasende, fordrukken, morsom, charmerende. Og sexet. Det er en helt anden type kvinde end La Escondida, der blev væk i revolutionens hvirvelvind. La Cucaracha er en soldat, der som så mange andre benytter kaosset til at leve et liv hun ellers aldrig ville få lov til. Hvor så mange andre går til grunde eller giver op når krigens gru viser sig, så kæmper hun sig igennem. Det må også siges, at kameraet skildrer hende på en anden måde. Man kunne kalde det mere udnyttende, der er en slående forskel på den – minimale – nøgenhed i de to film. Begge kvinder bliver straffet for at have sex i de her to film – mere progressivt er det altså heller ikke – men i det mindste lader La Cucaracha til at kunne lide det, og hendes problem er mest af alt at Antonio ikke vil have sex med hende mere.

Det er lidt forskellen på et melodrama og en exploitation-film. La Escondida er classy, La Cucaracha er trashy. Det ses tydeligt i filmens store slagscene, som… kun har den ene side af slaget. Det hele foregår om natten, tydeligvis i en kulisse, og vi ser Antonio Zetas lille hær under hård beskydning fra en usynlig fjende. En efter en rejser mænd sig op og falder om, og et par små eksplosioner ses her og der. Det er virkelig billigt. Men det er egentlig ganske medrivende. De mange bi-figurer, der mest bare skal kaste sig om og dø, gør det med så megen entusiasme at man ikke kan undgå at blive revet med. Og La Cucaracha holder fokus på dem der betyder noget: Soldaterne.

Men man kan ikke komme udenom, at det ret tydeligt viser hvor få penge der efterhånden var i mexikansk film. En guldalder var helt klart ved at blive forbi, og selvom Gabriel Figueroas fotografering stadigvæk er mesterlig, så kan han bare ikke rigtig gøre så meget ved billige kulisser og dårlige effekter. Til gengæld er der andre der stråler. Det er lidt meta, men på samme måde som La Cucaracha stråler under revolutionens kaos, på samme måde stråler María Félix under de her forhold. Dolores del Rio er utrolig stilig, men hun lavede sine bedste ting under dygtigste instruktører. Félix, når hun får lov til at gå amok, så skaber hun en kvinde-figur der er ganske unik og uimodståelig. Og det blev en ganske indflydelsesrig figur, som Félix gentog og varierede i film som La Bandida (1963) og La Valentina (1966). Efter hvad jeg har læst, så hjalp det også med til at gøre ‘la soldadera’ til en fast figur i den kulturelle bevidsthed om den mexikanske revolution. Desuagtet at der egentlig ikke var ret mange kvinder der fik plads i den meget macho-prægede revolution. I eftertiden, så blev det noget hvor også kvinder kæmpede for en bedre verden. Det er den slags som film også er ret gode til, og måske billige populistiske produktioner bedre til det end så mange andre slags film.

La Cucaracha var ikke den bedste film på Cannes 1959, et år der først og fremmest bød på de første nouvelle vague film som Ung Flugt og Hiroshima Mon Amour. Det var ikke engang den bedste mexikanske film, i et år der også havde Luis Buñuels Nazarin. For at være helt ærlig kan jeg ikke rigtig forsvare at La Cucaracha overhovedet var i konkurrence, det er en b-film og der må have været utallige bedre film det år. Men når det er sagt, for hvad det er, så er La Cucaracha en virkelig god b-film, der gør det b-film er bedst til. Spiller på den store klinge, drysser godt op med sex og vold, og, vigtigst af alt, skaber en ret uforglemmelig figur i María Félix’ flammende soldadera. Mit bud vil være, at der var utallige kedelige prestige-produktioner i konkurrence det år, der var langt værre end Rodriguez lille krigsfilm.

La Cucaracha kan ses på DailyMotion.