Macario

Palmesøndag del 154
(Roberto Gavaldón, Mexico
Cannes 1960)

Det er skægt som filmverdenen hurtigt kan ændre sig. For lidt over et halvt år siden, i april, skrev jeg om en anden film af den mexikanske instruktør Roberto Gavaldón, La Escondida. Men jeg skrev ikke meget om instruktøren, for han virkede ikke synderlig vigtig, og der var heller ikke så voldsom meget information om ham. Men nærmest samtidig med at jeg skrev om ham var der gang i en retrospektiv på MOMA i New York, i forbindelse med at han kunne være fyldt 100 år. Den retrospektiv medførte også en del skriverier om den mexikanske instruktør, hvilket var dejligt for mig, der ikke har så vanvittig mange ressourcer jeg kan smide efter den her blogserie til bøger og opslagsværker. Og retrospektiven kom senere til San Sebastian festivalen, hvor også europæiske kritikere fik øjnene op for Gavaldón. Jeg har blandt andet læst mig til, at han var virkelig god til film noir, fordi han var meget optaget af døden, hvilket sikkert er rigtigt. Jeg kan ikke finde hans film noir film, selv ikke i de mest afsides liggende afkroge af internettet… Men det kan da være de kommer på en streaming-tjeneste snart!

Men apropos døden, så blev Macario vist i Cinemateket som en del af fejringen af De Dødes Dag. Hvilket viste sig at være ganske passende. Filmen er blandt Gavaldóns mest kendte, den var dels nomineret til Guldpalmen, som i alt fire af hans film var, men var derudover endog også nomineret til en Oscar for Bedste Ikke-engelsksprogede Film! Så det kunne være det var en helt lille glemt klassiker!

Macario er en fattig skovhugger i hvad jeg tror er 1700-tallets Mexico (jeg så ikke tidsrammen blive nævnt, men der optræder på et tidspunkt en ‘vicekonge’, så det må være mens Mexico stadig var en del af det spanske kongerige, dvs før starten af 1800-tallet). Han kæmper med at forsørge sine fem børn, så hans største ønske i verden er bare en enkelt gang at kunne spise sig ordentlig mæt, bare helt for sig selv, uden at skulle dele med andre. Så da hans kone stjæler en fugl og steger den til ham, så render han ud i vildnisset for at spise den. Men han får ikke lov til at være alene. Først dukker der en slesk cowboy-type op og lover ham guld og sølv hvis han vil dele sin grill-fugl, men Macario vurderer at de magtfulde alligevel altid vil tage rigdomme fra ham hvis de finder ud af at han har nogen, så han går sin vej. Så dukker der en gammel mand klædt i hvidt op, og beder om et stykke af barmhjertighed, men Macario er ikke glad ved at skulle skilles fra sin mad bare for at fremvise et bevis for egen barmhjertighed, og inden han rigtig kommer frem til en beslutning er manden forsvundet. Men så dukker der en mystisk mand klædt i sort op, og beder om halvdelen af fuglen, fordi han har sultet i tusinde år, og aldrig nogensinde er mæt. Og her vælger Macario at dele, for som han siger ‘Når man ser dig, så er det ikke sikkert man overhovedet har tid til at spise alligevel…’

Det bliver aldrig sagt, men det virker ret indlysende at de tre mænd er henholdsvis Djævlen, Gud, og Døden. Og Macario vælger altså, at det er Døden han er mest bange for. Og fordi han gør det, så får han udleveret en drik som giver ham nogenlunde magt over liv og død. Hvilket naturligvis gør ham til en rig mand, når han sådan kan kurere de fleste livstruende sygdomme. Men som han sådan set allerede tidligt regnede ud, så er der magtfulde kræfter der står klar på at slå ned på sådan en opkomling, og mod inkvisition og vicekonger er døden sjældent en specielt loyal holdkammerat.

Det er en meget fabel-agtig fortælling. Den trisser lige så stille derudaf, og er særdeles omhyggelig med at få det hele med. Vi får først understreget hvor fattig og sulten Macario er i en længere scene fra byen, som reelt set godt kunne være skåret ned til det halve, men det ville misse pointen. Ja, det er egentlig en plottung film, men mere er det en stemning, en fremstilling af fattigdom, mysticisme, grådighed, undertrykkelse. Ofte ganske morsomt. Macario spilles af Ignacio López Tarso, der stadigvæk er aktiv i dag, og hans reaktioner er ret kostelige. I den sjoveste scene bliver Macario stillet på prøve i fangekælderen, han bliver sendt ind til to dødsyge, en dødsdømt, og den ganske raske bøddel, og bliver bedt om at bedømme hvem af dem der egentlig er mærket af døden, og udfaldet har her en nærmest bibelsk karakter. Det er en blanding af kristendom og folketro, som ifølge intro-teksten i starten af filmen er central for den mexikanske identitet.

Det der med at fange den mexikanske identitet, det er noget som jeg synes er gået igen i ret mange mexikanske film jeg har set fra den her periode. Som et kulturelt ‘nation building’ projekt, hvad er det egentlig som gør Mexico til noget særligt, når det hverken er så moderne som USA, men jo heller bestemt ikke et tredjeverdens-land, nikke nej, så absolut ikke. Og den her form for synkretistisk kultur, det har været den mest vellykkede vej frem. Den er virkelig også visuel, med sine mystiske mænd i den åbne natur, kontra onde institutioner som den katolske kirke og det repressive kolonialistiske styre, med en egen dyster ikonografi. Scenen hvor Macario stilles for inkvisitionen i en kæmpe kirke, foran en kutteklædt forsamling af præster, er nærmest lige så mystisk som når han taler med døden selv i dennes stearinlys-fyldte grotte.

Men jeg troede faktisk det var gået lidt af mode på det her tidspunkt. Den mexikanske filmindustri var ved at bryde sammen i 1960, da Macario blev et kritiker-hit, efter at Hollywood begyndte at møve sig ind på det spansksprogede marked, samtidig med at flere andre latinamerikanske lande også begyndte at lave sine egne film. Det jeg havde læst mig til var, at industrien i stedet begyndte at sprøjte billige b-film ud på markedet, og at det derfor først og fremmest var tilflytteren Luis Buñuel, der med sine surrealistiske tilbøjeligheder var i stand til at skabe stor kunst for meget få penge, der lavede gode film længere. Men Macario er virkelig høj production-value. Skuespillet er som nævnt glimrende. Manuskriptet er virkelig skarpt og velskåret. Kulisserne er ret fremragende. Og så er fotograferingen, af legenden Gabriel Figueroa, en fryd at se på. Desværre var kopien ikke som lovet på 35 mm, da det mexikanske filminstitut åbenbart sendte en kopi uden undertekster, men det var alligevel nemt at se hvor flot det hele må være hvis forholdende er optimale.

De optimale forhold går jeg stadigvæk rundt og ønsker mig. Jeg gad virkelig godt at være til en sådan art Gavaldón-retrospektiv, som blev sat op i New York og San Sebastian. Jeg gad også virkelig, virkelig meget at der blev afholdt en retrospektiv med store mexikanske filmklassikere generelt. Men det kræver jo nogle ressourcer, og det er også problematisk hvis ikke engang det mexikanske filminstitut har penge og kopier til at kunne stå for det. Men der er ikke nogen tvivl om, at filmene fortjener det. Jeg har fået korrektset min forståelse af både Gavaldón og mexikansk filmhistorie generelt. Og blevet overbevist om, at der må være meget meget mere guld at dykke ned i.

Serien om Roberto Gavaldón begyndte med La Escondida