Palmesøndag del 117
(Benito Alazraki, Mexico
Cannes 1955, Fipresci Pris)
Raíces er en af den slags sjældne film, der egentlig forsøgte at fortsætte en god ting, men i stedet snarere endte som et tegn på forandring. Det var en ambitiøs produktion, flot og vellavet, og ‘politisk korrekt’ i ordets oprindelige forstand – filmen indledes med en introduktion der fortæller hvordan den vil vise Mexico som et mix af fortid og absolut modernitet, en tekst der kunne fungere som skoleeksempel på opbyggelig nationalistisk diskurs. Den var også en succes i sin samtid, og vandt en fin pris på Cannes. Men den kom i en forfaldsperiode, den mexikanske films guldalder var ved at gå på hæld, og set i bakspejlet ser jeg mere en lidt tom skal af gode intentioner og velkendte æstetiske idéer.
Jeg tror det er på sin plads at skrive lidt om mexikansk filmhistorie. Ikke at jeg ved fantastisk meget om mexikansk filmhistorie, men her er hvordan jeg forstår det: Mexico havde en virkelig interessant tidlig filmhistorie, idet den var baseret på dokumentar-film i langt længere tid end i resten af verden. Det skyldtes først og fremmest at den mexikanske revolution varede fra 1910 til 1920, og befolkningen ville virkelig gerne se filmoptagelser af krige, helte, skurke, henrettelser, etc. Og efter revolutionen var slut var landet så hærget og ødelagt at der ikke rigtig var ressourcer til at skabe en filmindustri. Så at Mexico pludselig i løbet af trediverne og fyrrerne blev en af Latinamerikas største filmnationer var ret overraskende. Men nevertheless, årene bød på superstjerner som Cantinflas – som jeg netop har skrevet om – og kunstneriske produktioner som Fernando de Fuentes ‘revolutions-trilogi’, hvis tredie og sidste film, Vámonos con Pancho Villa! var et stort flop i 1936, men siden er blevet kåret til bedste mexikanske film nogensinde.
Tingene begyndte dog at gå skævt i løbet af slutfyrrerne. En af grundene til at Mexico havde klaret sig så godt var, at de havde opnået en dominerende position i den spansktalende verden, og at Hollywood havde holdt sig væk. Men Hollywood havde først og fremmest holdt sig væk pga Anden Verdenskrig, og andre spansktalende nationer begyndte også at konkurrere mere med Mexico, så det var ikke rigtig en holdbar position. Og da de mexikanske filmselskaber begyndte at kunne mærke den stigende konkurrence svarede de igen ved at fokusere på mainstream og skære i budgetterne. Det betød at f.eks. en perfektionist som den store instruktør Emilio Fernandez gik ned med flaget, mens det omvendt gav plads til en eksperimenterende spanier ved navn Luis Buñuel, der blev Mexicos ubetinget største kunst-films-navn i halvtredserne, og sidenhen tog tilbage til Europa og blev en af verdens største arthouse instruktører. Buñuels tilbagevenden fra Mexico i starttresserne er for de fleste afslutningen på guldalderen.
Raíces (på engelsk Roots) er baseret på fire historier fra den mexikanske forfatter Francisco Rojas Gonzáles, alle fire om mexikanske ‘indianere’ og deres forhold (undskyld hvis jeg bruger et forkert ord, men så vidt jeg kan se er ‘mexikanske indianere’ det rigtige fælles-udtryk, når man som her dækker fire forskellige stammer). I den første er to unge forældre tvunget til et drastisk valg pga hungersnød. I den anden kommer en udenlandsk kvindelig antropolog til Mexico for at skrive om de ‘vilde’ indianere, men bliver tvunget til at genoverveje sine fordomme. I den tredje bliver en lille dreng mobbet fordi han er blind på det ene øje, men hans bønner om at blive rask bliver opfyldt på en mørk og kynisk facon. Og i den fjerde kommer endnu en udenlandsk ekspert til Mexico, denne gang en arkæolog, der det meste af kapitlet forsøger at voldtage en ung kvinde.
Filmen skal skildre de mexikanske ‘rødder’ i den oprindelige befolkning, hvilket i og for sig er et ret prisværdigt projekt. Som så mange andre lande var – og er stadig, så vidt jeg ved – der en dyb racisme mellem mexikanere af europæisk oprindelse, og dem der havde ‘indiansk’ blod i årene. Emilio Fernandez, den store instruktør fra fyrrerne, der ofte skildrede indianere med stor respekt, var delvis indiansk og blev simpelthen kaldt for ‘El Indio’. Men Raíces taler helt ærligt ned til indianerne det meste af tiden, de skildres som ofre, som overtroiske, som noget fremmed og eksotisk, der dog skal accepteres for det de er snarere end fordømmes. Den unge antropolog er dybt racistisk, og bliver korrekset til sidst af den lokale præst, men det forbliver en dialog mellem en racistisk udefrakommende, og en udefrakommende, der er knap så racistisk. Indianerne selv kommer ikke til orde. Det er en film fra et regime der ønsker at sælge et samlet billede af Mexico, det er ikke en film der som f.eks de nylige columbianske film Slangens Favntag og Trækfugle forsøger at lade indianerne, deres tanker og deres historier, komme til orde som specifik indiansk film.
Filmen har dog et ret stort trækplaster. Tre af de fire historier er fotograferet af den tyske etnografisk orienterede fotojournalist Walter Reuter – lidt ironisk når nu to af historierne handler om hvor nederen udenlandske eksperter er – og hans billeder er ganske forrygende. Når de er bedst er det ren dokumentarisme, der mest af alt minder om Nanook of the North. Reuter giver den også gas som landsskabs-fotograf, og især som fotograf af den mexikanske himmel. Ah, den mexikanske himmel, det er et helt lille kapitel i filmhistorien. Det var den legendariske mexikanske fotograf Gabriel Figueroa, der blev fast overbevist om at den mexikanske himmel var noget af det aller mest mexikanske, og derfor opfandt helt nye metoder til at filme himmelen – det er faktisk rigtig svært at filme skyer så de ligner skyer og ikke bare vat. Det er noget med negativer og filtre, og det giver en helt fantastisk baggrund til f.eks. førnævnte Emilio Fernandez’ film. Reuter har helt tydeligvis lært heraf, er jeg overbevist om, og det er en nydelse at se på. Omend heller ikke så originalt.
Raíces var Benito Alazrakis debutfilm, og han blev udnævnt til det store nye mexikanske håb. Men jeg tror ikke der var plads til nye mexikanske instruktører i halvtredserne, dertil var der for megen forfald og for små budgetter. Som nævnt kommer Raíces derfor mere til at virke som et tegn på forfaldet. For det første fordi der altså alt andet lige ikke er den originalitet eller finfølelse som man finder hos en Buñuel eller en Fernandez. Men også fordi Alazraki sidenhen lavede en af de film der virkelig hamrede et søm i guldalderens ligkiste. Den hedder Santo vs the Zombies. ‘El Santo’ er en ikonisk maskeklædt wrestler, der efter kæmpesuccessen med at bekæmpe zombier bekæmpede den ene overnaturlige plage efter den anden i film der nærmer sig det Dirch’sk samlebåndsagtige vi kender herhjemmefra. Der var ikke penge til meget andet i tresserne. Senere kom der igen en mexikansk filmkunst. Men det er en anden historie.
Raíces kan ses på youtube.