Taxi Teheran

Hvordan kan en film så vigtig, om så seriøse emner, være så bund-charmerende? Hvordan kan så lille en film, 80 min i en taxi, føles så stor? Vi starter med en diskussion om dødsstraf, og undervejs diskuteres overfald, censur og undertrykkelse i Iran, men alligevel forlader man biografen med et kæmpe smil på læben. For Taxi Teheran er eksemplarisk filmkunst, og hyldest til filmkunstens potentiale. Taxaen er en film, chaufføren Jafar Panahi er instruktør, og inde i taxaen kan man, på trods af censur og undertrykkelse, sige alt, hvis ikke med ord, så med filmiske virkemidler.

En af de sidste passagerer snakker det iranske regimes strategi: De håndhæver ikke alle deres undertrykkende love, nej, de straffer et par prominente personager for at statuere et eksempel, og dermed få hele verden til at føles som et fængsel. Men hvis regimet forsøger at omdanne verden til et fængsel med vilkårlige hårde straffe, så svarer Panahi igen med at omdanne hele verden til en kunstnerisk legeplads med kamera, skuespil og spidsfindige fortællinger. Fra åbningsbilledernes lange smukke klip af Teherans trafik filmet gennem forruden, til komplicerede scener hvor f.eks. Panahi’s niece forsøger at filme et bryllup inde fra bilen, mens en ung flaskesamler vandrer ind i billedet. Hvis regimet prøver at bruge verden som våben mod sin egen befolkning, så svarer kunstneren igen ved at bruge hele verden som sit lærred for hans kunst. Det er en kliché at sige, at en politisk film forsøger at gøre verden til et bedre sted, men det er direkte hvad Taxi Teheran gør. Når man har set Taxi Teheran virker hele verden som en mesterlig film der blot ikke er blevet filmet endnu.
taxi_teheran_04Taxi Teheran er Panahi’s tredje film lavet i smug efter at han blev idømt 20 års filmforbud i 2010, den første efter at hans husarrest blev ophævet. Det står efterhånden ret klart, at regimet valgte den helt forkerte instruktør at statuere et eksempel med, for begrænsningerne har blot accentueret Panahi’s fantastiske fantasi og idérigdom. Havde han været amerikaner var han for længe siden blevet indie-kult, og var sikkert i gang med at skrive og instruere en superhelte-franchise om én af de perifere superhelte. Nu i stedet laver han små politiske mesterværker. Hans første film, The White Balloon fra 95, vinder af Camera d’Or for bedste debutfilm i Cannes det år, var en charmerende børnefilm om en lille pige der gerne vil købe en guldfisk. The Mirror, vinder af Guldleoparden fra Locarno i 97, starter i samme spor, hovedrollen spilles af søsteren til første films indehaver, og denne gang skal den lille pige forsøge at finde hjem fra skole efter at forældrene ikke kommer og henter hende som aftalt. Men der sker noget helt specielt ca halvvejs inde, noget som Panahi selv har pointeret er centralt for hans film. Pludselig kigger den lille pige ind i kameraet, sur og træt efter strabadserne allerede, og så hiver hun sin bandage af sin arm og råber: ‘Jeg vil ikke være med i den her film mere!’ Resten af filmen er samme historie, pigen skal jo stadig hjem om hun er med i en film eller ej, men nu filmet af filmholdet på afstand, i smug. Det vil sige, den er jo naturligvis ikke filmet i smug, ligesom første del af filmen da naturligvis ikke kan have været filmet i et stræk, sådan som filmen postulerer, altså, det ville jo være helt utroligt. Ikke?

taxi_teheran_05

‘At fjerne bandagen’ kalder Panahi det, når han i This is Not a Film fra 2011 fortæller om sine film, om når pludselig grænsen mellem film og virkelighed bryder sammen. Det er helt lofi, der er ingen kamera-tricks, det handler blot om at opbygge en virkelighed, og så ændre den. Taxi Teheran leger også med de brud, som når en passager påpeger at andre passagerers diskussion synes taget fra Panahi’s film Blodrødt Guld – hvilket for øvrigt fik mig som kæmpe Panahi fan til at sidde og fundere over hvor mange af hans film der mon blev refereret. Der er en guldfisk, og der er en lille pige, og en advokat nævner at hendes sag ligner noget fra Panahi’s Cirklen, og på et tidspunkt vandrer der en mand forbi bilen med en bandage på sin arm. Jeg tror der bliver hilst til det meste af Panahi’s filmografi, men man behøver ikke at være gammel fan for at følge med. F.eks. tror jeg at taxaen kører hen til skolen fra The Mirror, hvor Panahi selv kommer for sent til at hente en lille pige, hvilket naturligvis er meta-sjovt. Men pigen er Panahi’s lille niece, og samspillet mellem de to er så varmt og herligt at det helt naturligt slår gnister. Øjeblikket hvor den lille pige kigger vredt ind i bilen, og kameraet klipper til Panahi, der sidder med armene over kors og det der blik i øjnene, det der glimt af ironisk alvor, som voksne mennesker gerne får når børn skælder dem ud, det er et af årets bedste øjeblikke i filmkunsten.

taxi_teheran_02

Panahi har som sagt lavet tre film under filmforbuddet. This is Not a Film var en dokumentarisk fiktion, der forsøgte at lave kunst inden for grænserne sat udefra, forsøgte at lave en Panahi-film som ikke var en film og da bestemt ikke var lavet af Panahi. Closed Curtain fra 2013 var som modsvar den mest filmiske film Panahi nogensinde havde lavet, et skrigende angreb mod alle begrænsninger, og en stærk men også hård beskrivelse af kampen for at beholde sin kunstneriske værdighed. Og nu med Taxi Teheran behandles kunstnerens rolle overfor sin omverden, kunstnerens forpligtelse over for samfundet, de passagerer han inkluderer i sin taxi, sin film. Allerede da Closed Curtain blev vist på PIX i 2013 skrev jeg, at Panahi’s svar på filmforbuddet samlede sig til at blive årtiets vigtigste samlede værk. Nu hvor der er tre af dem er det endnu mere klart: Panahi’s censur-trilogi er samlet set det vigtigste filmkunstværk der er blevet lavet det her årti. Og Taxi Teheran er den mest charmerende, den mest åbne og indbydende, af de tre film. Den gør verden til et bedre sted.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.