Palmesøndag del 173
(洞, Dong, Tsai Ming-liang, Taiwan
Cannes 1998, Fipresci Pris)

Nogle instruktører er nemmere end andre at få indpasset i dette blog-projekt. Der er nogle der har haft nærmest alle deres film i Cannes. Nogle hvor det i det mindste er de vigtigste som er der. Men nogle instruktører er ikke rigtig Cannes-instruktører, og så bliver det lidt sværere at finde den røde tråd der binder det hele sammen. Tsai Ming-liang er f.eks ikke rigtig en Cannes-instruktør, denne gennemgang af hans filmografi kommer ikke til at behandle hans kunstneriske gennembrud Vive l’Amour, der vandt Guldløven i Venedig i 1994. Og jeg kommer til at slutte med den lidt uglesete Visage fra 2009, i stedet for med mesterværket Stray Dogs, der vandt Jury Grand Prix i Venedig i 2013, og som på mange måder opsummerede Tsais kunstneriske virke, og bragte det ind i den digitale verden. Tsai Ming-liang er lidt en Venedig-instruktør, og Cannes-fortællingen om ham bliver lidt skæv. Men da der nu har været kavalkade med hans film i Cinemateket, og da jeg alligevel synes Cannes-fortællingen er interessant på sin egen måde, så fortæller jeg den alligevel. Bare husk på den er lidt skæv.

Det er et lidt skævt udvalg af Tsais film der har været i Cannes, The Hole i 1998, What Time Is It There? i 2001 og Visage i 2009. Men det giver mening at The Hole var den første. Tsai Ming-liang er født i Malaysia, men emigrerede til Taiwan som ung mand, og begyndte at arbejde i den taiwanesiske tv-industri. Han fik mulighed for at lave sin første film med støtte fra den taiwanesiske stat, der støttede unge instruktører i forsøg på at hjælpe den næste generation efter at der havde været et gigantisk kunstnerisk filmgennembrud i firserne med navne som Hou Hsiao-hsien og Edward Yang. Landsmanden Ang Lee fik sin start med samme program. Tsai debuterede med Rebels of the Neon God i 1992, en ungdomsfilm der minder om ret mange andre sydøstasiatiske ungdomsfilm, ung kærlighed, frustration, oprør, lidt vold til at slutte af med. Æstetikken er ikke fundet endnu. Men helten er fundet, den helt store figur i Tsais film. Skuespilleren Lee Kang-sheng spiller hovedrollen som den unge Hsiao-kang, og han har spillet med i alle Tsais film sidenhen, flere gange som samme figur, Hsiao-kang. Han fylder så meget, at man i virkeligheden nærmest er nødt til at diskutere filmene som opstået i et partnerskab mellem to kunstnere. Hsaio-kang-figuren fyldte lidt mindre i Vive l’Amour, der især blev kendt for et unikt klip hvor den kvindelige hovedkarakter, spillet af Yang Kuei-mei, sidder på en bænk og græder i flere minutter. Opfølgeren The River vendte igen tilbage til en historie om en lille familie, igen spillet af de samme skuespillere som i Rebels of the Neon God.

The Hole er noget anderledes. Den blev lavet som del af et fransk produktions-projekt der hed 2000… seen by, der producerede film om år 2000 fra hele verden. Så det er altså Tsai Ming-liangs eneste sci-fi film, den foregår hele to år ude i fremtiden. Men Tsai benyttede chancen til at gøre noget nyt, og trak sine æstetiske træk ud i det surreelle. Så som med andre af hans film, så regner det meget, men den her gang regner det hele tiden, som en bibelsk stormflod. Og som så ofte er byen ret mennesketom, men nu er det fordi der er et epidemi-udbrud af en sygdom som får folk til at kravle rundt som dyr, så alle er flygtet (stemningen er egentlig lidt Corona-agtig, så det passer jo meget godt). I denne bizarre verden bor to mennesker, spillet af Lee Kang-sheng og Yang Kuei-mei igen, i to lejligheder oven på hinanden, og det viser sig at der er sprunget et vandrør, så der bliver banket hul mellem de to lejligheder. Hvilket til at starte med er dybt irriterende for to meget private og forskellige mennesker. Som dog også er dybt ensomme…

The Hole formår noget nærmest helt unikt. Det er slooooow cinema, uden for mange replikker, uden ret mange klip, bare tavse mennesker der sidder eller går rundt det meste af tiden. Men med sci-fi baggrunden, og det genialt enkle greb med hullet i gulvet, så er det samtidig så let og forståeligt, at alle kan være med. Det er måske det tætteste slow cinema genren kommer på en crowdpleaser? Læg hertil også lidt ekstra mærkelige sekvenser, hvor pludselig karaktererne bryder ud i sang, hentet fra halvtredserstjernen Grace Changs sangkatalog. Der er noget Wong Kar-wai over det, metropolens ensomhed blandet op med en ganske chic halvtredser/tresser æstetik, men Tsai er ikke så ‘cool’ som Wong, det virker mere sådan lidt amatør-agtigt og improviseret. Min hovedfornemmelse når jeg ser The Hole – og jeg har set den nogle gange, den er nem og skøn lige at nuppe en eftermiddag, hvor nogle andre Tsai-film er sådan lidt mere krævende – er en konstant forundring over hvor meget man kan med meget lidt, hvis bare man har idéerne. Der er ikke mange skuespillere, der er ikke mange locations, der sker ikke ret meget. Dansescenerne virker ikke som de helt dyre udstyrsstykker, mange af dem er også i meget få klip. Og så er det bare så sjovt og let og godt.

Tsai Ming-liang har altså en lidt mærkværdig filmografi, nogle gange ekstremt eksperimenterende, andre gange virkelig lettilgængelig, nogle gange fyldt med humor, andre gange dybt deprimeret. Han er Kunstner med stort K, en af forrige årtusindes sidste store filmiske fornyere. Men den røde tråd hos ham, den er måske ikke så meget æstetisk som den er menneskelig. Man mærker følelserne hos alle hans karakterer, først og fremmest en ensomhed og fornemmelse af at være udenfor. Det er helt særligt at Lee Kang-sheng er med i dem alle, og jeg har læst Tsai sige, at rigtig meget af den langsomme æstetik han har arbejdet med skyldes, at den selvbevidste teenage-skuespiller simpelthen insisterede på at gøre tingene i sit eget tempo i første film i 1992, og så måtte instruktøren jo indrette sig, og så blev han helt forelsket i det tempo og den måde det påvirkede menneskene på.

Og når man kommer til slutningen af The Hole, en af de bedste og mest romantisk drømmende filmslutninger jeg kender til, tæt på at være helt deroppe hvor ellers bare slutningen på Chaplins Byens Lys befinder sig, så kan man for alvor mærke hvor meget det er følelserne der bærer den her mærkværdige post-apokalyptiske slow cinema musical. Det er en film som alle kan se, kan nærmest anbefales som første langsomme film man sætter sig og ser. Og det kan man ikke sige om alle Tsais film. Det her, det er en klassiker.

Serien om Tsai Ming-liang fortsætter med What Time Is It There?