Huden Jeg Bor I

Palmesøndag del 67
(La Piel que Habito, Pedro Almodóvar, Spanien
Cannes 2011, Vulcan Pris (José Luis Alcaine, Foto))

Pedro Almodóvar har lavet komedier, tragedier, melodramaer. Han har lavet film med strejf af thriller, film med påståede spøgelser, film med morsomme voldtægtssekvenser. Han har lavet film der stritter i øst og i vest, og eftersom han efterhånden har lavet 20+ film er det ret svært at få hånd om dem alle sammen. Alligevel er det som om der er et mere eller mindre typisk Almodóvar-plot. Det starter simpelt og breder sig, måske tilføres en forelskelse, måske et dødsfald, der er en kreds af hovedpersoner, hvoraf den ene sikkert er filminstruktør, og den anden måske transkønnet. I sidste del af filmen vil hemmeligheder blive afsløret i intime samtaler.

Der er dog et par film der skiller sig ud. Der er Dark Habits fra 1983, en satire der foregår i et kloster. Kødet Skælver er langt strammere krimi-plottet end normalt. Men der er få film der skiller sig så meget ud hos Almodóvar som den pastelfarvede, surreelle og grumme Huden Jeg Bor I.

Der er ting som går igen fra tidligere Almodóvar-film. Efter en pause på 21 år – siden Bind Mig, Elsk Mig – vender Antonio Banderas tilbage til Almodóvar, og hans rolle som Robert Ledgard bærer minder med sig om deres tidligere samarbejder. Som i Bind Mig, Elsk Mig bortfører Banderas’ karakter sin udkårne, og håber at tvinge vedkommende til at elske ham. Som i Kærlighedens Matadorer og Begærets Lov har han en voldelig, eksplosiv seksualitet, i grænselandet mellem hetero- og homoseksualitet. En voldtægtsscene der fortsætter i det uendelige bringer minder tilbage om Kika. Det transkønnede spiller med igen. Der er hemmelige fortællinger om hvem der er mor til hvem, og filmens hemmeligheder udspiller sig i flashbacks. Meget er som det plejer.

Men der er også ting som føles helt nye. Først og fremmest er der æstetikken. Huden Jeg Bor I ligner ikke rigtig noget andet i Almodóvar’s filmografi, og det må da siges at være ret imponerende for en film nummer 18. Den har en gyser-æstetik, som Almodóvar siger er inspireret af gamle instruktører som Dario Argento og George Franju, men som også minder en del om f.eks. David Lynch og David Cronenberg. Elena Anaya optræder det meste af filmen i et skinsuit, mens en indtrænger i fængslet hun bor i er klædt ud som en tiger. Robert Ledgard optræder i en klinisk overklasseverden, hvor der til en fest ham og hans datter deltager i udspiller sig et bizart nærmest eventyrligt fremstillet orgie i haven. Men alt det virker overfladisk mod de helt grundlæggende ændringer der er sket hos Almodóvar. Farvevalget, f.eks., der før hovedsagligt bestod af primærfarver er nu blevet til støvet lyseblå og beige, eller neongrønt og lilla som i billedet nedenfor. Billederne er langt køligere, og kameraet bevæger sig nøgternt, observerende. Det er en hel anden fornemmelse end der er i en film som Alt Om Min Mor og Tal Til Hende, hvor æstetikken altid syntes beregnet til mest mulig indlevelse og følelsesmæssig manipulation. Huden Jeg Bor I er nærmest en frastødende film, hvilket er en nærmest komplet uforståelig ting for Almodóvar at lave. Om noget har hans livsværk været at tage det frastødende, de frastødende, det transgressive, de transgressive, og få os til at føle med dem. Her skubbes vi væk. Selv titlen er fremmedgørende, Huden Jeg Bor I, en opsplitning af kroppen fra jeg’et.

skinilivein03

Der var et moment som stødte mig fuldstændig væk fra filmen. Et moment, hvor en “transkønnet” karakter stiller sig op foran et spejl, og forfærdet begynder at trække kjolen til side. Publikum ved hvad det er, en mand med en vagina, og tanken om at se det bliver fremstillet som var det gyseligt. Men… Plejede transkønnethed ikke engang være noget som Almodóvar beskrev med en for filmverdenen unik respekt? Og nu er det et gys? Jeg har puttet ‘transkønnet’ i parantes, for hele pointen med filmen er at karakteren, Vicente/Vera, ikke har noget valg i sit kønsskifte, hvorfor det er umuligt at vide hvad han/hun gerne vil kaldes. Historien er som følger: Robert Ledgard er en succesfuld plastickirurg, der har udviklet en form for hud til transplantationer. I sin store villa holder han en kvinde fanget. Efter en voldsom begivenhed, involverende voldtægtsmanden i tigerkostumet, oprulles forhistorien. Ledgard plejede at have en kone og en datter, men konen stak af med tiger-manden, deres bil kørte galt, og hun vendte tilbage forbrændt over hele kroppen. I desperation begik hun selvmord foran sin datter. Datteren blev indelukket og til sin første fest blev hun opvartet af Vicente, der høj på stoffer voldtog hende. Siden døde datteren pludselig. Ledgard tog hævn ved at bortføre Vicente, og via operationer og et omformende bodysuit omdanne ham til Vera. Så altså, det er ikke så sært at transkønnetheden skildres som noget monstrøst, for det er en monstrøs ting Ledgard gør. Men det ene klip er stadigvæk noget jeg aldrig havde troet jeg skulle se hos Almodóvar. Det synes at sige at selve det at manden har en vagina er en monstrøs ting. Men masser af mænd har vaginaer. Transmænd, som enten ikke har haft en operation endnu, eller ikke vil have en. Og Almodóvar plejede at have sympati for alle.

På den måde får Huden Jeg Bor I mig først og fremmest til at tænke: Hvad er der dog sket? Brudte Favntag var et brud med Volver, men det var som om det gav mening. Huden Jeg Bor I er et brud med næsten alt fra Almodóvar. Og opfølgeren De Elskende Pasagerer, var så et forsøg på at gentage de gamle komedier, der ikke fungerede. Det er tre film i streg, hvor Almodóvar ikke ved hvad han skal gøre af sig selv. Hvad skete der?

Der skete sikkert mange ting. Finanskrise, digitalitet, migræne-angreb, depression. Hvem ved. Der ville gå nogle år endnu, før det føltes som om Almodóvar var i stand til at forklare hvad der skete. Huden jeg bor i er filmen, hvor spørgsmålet klarest blev stillet. Den er så ubehagelig, at det er trist.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *