Palmesøndag del 461
(ルノワール, Runowāru, Chie Hayakawa, Japan
Cannes 2025)
Begge den japanske instruktør Chie Hayakawas film, Plan 75 (2022) og Renoir (2025), begynder med et pludseligt dødsfald. I Plan 75 er stemningen dyster fra start af, en ensom mand trasker rundt i sin lejlighed, men det er stadig chokerende, da han putter et gevær mod tændingen og skyder. Renoir starter langt mere mærkeligt. En ung pige ser babyvideoer. Hun går rundt i sin lejlighed. Ser egentlig ud til at hygge sig. Pludselig bliver hun kvalt i sin seng. Tv fortæller om morderen. Alle hendes veninder græder til hendes begravelse. Først derefter finder vi ud af, at det er en historie, som den unge pige har skrevet til sin skole. Hun var ikke død alligevel!
Men det er alligevel en virkelig mørk og morbid måde at starte en film på. Og helt generelt er det nok det særlige ved den unge instruktør Chie Hayakawa. Hun arbejder indenfor den japanske humanistiske tradition, hvor Hirokazu Koreeda nok er det mest kendte eksempel for tiden. Men hendes film er mørkere. Hendes fortællinger er mørkere, der er mere sorg og død. Og hendes billeder, ofte smukke naturbilleder af Japan, er mørkere, bruger skyer og tusmørke til at skildre et mere nuanceret Japan.
Renoir minder om ret mange andre japanske film i sin fortælling om en ung pige, der forsøger at håndtere en forælders sygdom, faktisk er det jo lidt plottet i Miyazakis Min nabo Totoro (1988). Men Hayakawa driver udenom sentimentalitet og børnefantasi, og over i noget langt mere dunkelt. Noget med lidt færre fabeldyr og lidt flere pædofile.
11-årige Fuki (Yui Suzuki) føler sig udenfor. Hendes forældre opfører sig mærkeligt, og hendes lærer reagerer negativt på hendes ellers virkelig modne og fantasifulde fortællinger om at blive myrdet eller miste begge forældre. Der er et eller andet galt, men Fuki ved ikke rigtigt hvad det er. Så bliver hendes far Keiji (Lily Franky, kendt fra flere Koreeda-film) indlagt på hospitalet med uhelbredelig kræft. Men der er stadig ikke rigtig nogen, der forklarer Fuki hvad der foregår, endsige reelt tager sig af den lille pige. Så i stedet driver hun rundt og forsøger på egen hånd at forstå, hvordan verden fungerer, med til tider næsten katastrofale effekter.
Det minder som nævnt lidt om Min nabo Totoro. Det minder også om Shinji Sōmais film Moving (1993), der for nylig er blevet restaureret og genopdaget. Der er mange anime-filmatiseringer i Japan, generelt mange film om søde børn, i hvert fald af dem, vi ser i Vesten. Renoir skiller sig alligevel ud. Keijis kræftsygdom er skildret fuldstændig nådesløst. Det er ikke nogen heroisk lidelse, det er bare kropsligt forfald. Når Fuki driver rundt er hun aldrig helt uden for fare, enten kan dårligt vejr gøre hende syg, eller en eller anden mand kan få interesse for hende. Fuki hører reklamer for telefon-dating linjer, og forsøger at finde en ven den vej, og finder da også en ung mand, som er virkelig glad for hende, hvilket giver nogle helt ekstremt foruroligende scener.
Plan 75 var endnu mere mørk, men her var plottet også en del mere dystopisk. Det var en sci-fi film, hvor Japan indførte muligheder for ældre mennesker at tage afsked med livet i god ro og orden, hvorefter der opstod ret så meget pres på, for at de gamle mennesker skulle komme ud af vagten, så en yngre generation kunne komme til. Filmen skildrede ikke bare, hvor forfærdeligt det naturligvis var for de ældre mennesker, men også hvor mørkt og ubehageligt det var for yngre mennesker at arbejde med det program, selvom de selv havde tænkt de kunne hjælpe folk. Men samtidig var det også typisk japansk humanisme: I filmens sidste sekvens beslutter en ældre dame sig for ikke at dø alligevel, og filmen slutter med et langt klip, hvor hun står på en bjergtop og kigger på en solopgang. Japansk film har rigtig meget af det her. Med at verden alligevel er et flot sted, og livet er værd at leve. Jeg ved ikke om det er buddhisme eller shintoisme, eller noget de har regnet ud kan give festival-adgang, men man ser det ret tit.
Dog sjældent så flot som i Plan 75. Klippet til sidst var virkelig eminent flot, gav virkelig én lyst til at leve videre. Det er et af Hayakawas stærkeste kort. Hun samarbejder med den japansk-singaporeanske fotograf Hideho Urata, der også har fotograferet Yeo Siew Huas to film, inklusive Guldleopard-vinderen A Land Imagined (som kan ses på Netflix). Urata er en fabelagtig fotograf, særligt når stærke instruktører som Hua eller Hayakawa bruger ham. Hayakawas film ligner ikke Huas, de er langt mere japanske, men de har en utrolig stærk billedside. Hun er en virkelig spændende filmskaber.
Når det er sagt, så bliver Renoir nok ikke den film, hun bliver kendt for. Plan 75 havde et mere unikt plot, hvorimod Renoir er en ret standard historie, som Hayakawa fortolker på en ret særegen måde, men uden at det transcenderer genren. Hun er den første nye japanske instruktør i Cannes Hovedkonkurrence siden Ryusuke Hamaguchi. Og han debuterede også i Cannes med det lidt mindre værk Asako I & II. Han var en mere erfaren instruktør på det tidspunkt, og jeg kunne se mere auteuristisk personlighed i hans filmografi, også inden Drive My Car. Men Hayakawa har bestemt også potentiale. Hendes næste film kunne også sagtens blive rigtig stor.