Palmesøndag del 324
(올드보이, Oldeuboi, Park Chan-wook, Sydkorea
Cannes 2004, Jury Grand Prix)
Park Chan-wooks Oldboy har fået status som det helt store gennembrud for koreansk film, men i virkeligheden er det ikke den første af noget som helst. Det var ikke den første koreanske film i Cannes – det var veteranen Im Kwon-taek, der kom med i 2000 med Chunhyang efter at have domineret den koreanske arthouse-scene frem til midten af halvfemserne. Det var heller ikke den første internationale succes fra den nye bølge af ret voldsomme koreanske film – Kim Ki-duks The Isle havde chokeret et internationalt publikum tilbage i 2000. Men det er sådan det er med Cannes: Hvis den rigtige film vinder den rigtige pris på det rigtige tidspunkt, så kan det skabe så stor opmærksomhed at det påvirker filmhistorien. Og da Oldboy vandt en Jury Grand Prix i 2004, af en jury under ledelse af Quentin Tarantino, så var det den helt perfekte cocktail. Oldboy blev til den emblematiske film fra den nye koreanske stil, hyldet af cool trendsettere som Tarantino.
Oldboy er blevet en klassiker, der stadig i dag er en af de mest populære film på streaming-tjenesten MUBI. Dens fortælling kan stadig overraske. Men da jeg genså den var jeg også overrasket over hvor ekstremt tidstypisk den virkede i dag.
Reelt set er Oldboy ikke engang Park Chan-wooks gennembrud. Og for at fortælle om Parks gennembrud er vi nødt til at gå endnu et skridt tilbage i den koreanske filmhistorie. Det var nemlig således, at der skete en eksplosion af kreativitet i den koreanske filmindustri i halvfemserne, hovedsagligt fordi militærdiktaturet faldt, og der blev plads til nye kræfter. Lee Chang-dong skiftede således ganske enkelt fra litteratur til film fordi han nu tænkte der var plads til at lave gode film, mens yngre navne som Hong Sang-soo og Kim Ki-duk kunne lave mere skæve ting. Den vigtigste film i forbindelse med Park Chan-wook er dog en helt anden, som absolut ingen international status har: Shiri fra 1999. Kang Je-gyu lavede her en actionfilm efter international skabelon, men om koreanske emner: Filmen skildrer sydkoreaneres forsøg på at optrevle en nordkoreansk gruppe af agenter, og afværge et terrorangreb.
Det var lidt den samme opskrift som Park Chan-wook brugte året efter med JSA: Joint Security Area. Den unge instruktør havde allerede instrueret to film uden den helt store succes, men her skabte han årets største blockbuster. JSA er halvt et militært undersøgelsesdrama a la A Few Good Men, hvor en ung kvindelig officer efterforsker nogle højspændte dødsfald på grænsen mellem nord og syd. Men da hun begynder at komme ind til sandheden ser vi via flashback den anden halvdel af filmen, som er et ret smukt og morsomt tragikomisk drama om fire soldater, to fra hver side, der bliver venner og begynder at hænge ud i en bunker om natten. Efterforskningsdelen er egentlig ret rædderlig udført, særligt fordi efterforskningen formelt forestås af neutrale internationale officerer, hvilket medfører en masse elendig engelsk som andensprog. Men kernen af filmen, forholdet mellem koreanere fra de to lande, den er fremragende. Og det var nok det som trak kæmpe folkemængder i biografen.
Og fordi han havde bevist han kunne hive publikum i biografen fik Park Chan-wook derefter lov til at lave mere personlige film, hvilket resulterede i hvad der senere er blevet kaldt Hævn-trilogien. Første film, Sympathy for Mr. Vengeance, var nu ellers et ret godt eksempel på hvor galt det kan gå når en instruktør får frie tøjler: Det er en virkelig flot og stærkt instrueret film, men den er også så ekstremt ubehagelig i sin vold – der er f.eks en ung kvinde der tortureres til døde med elektricitet – at den er svær at kapere, og den var et kæmpe flop i 2002. Allerede året efter var Park dog klar med Oldboy, som til gengæld blev en af det koreanske filmårs største publikumssuccesser, hvorefter den i 2004 blev sendt til Cannes.
Hvad er forskellen på de to film? De er begge to virkelig voldelige, men Oldboy er langt mindre frastødende. I Sympathy for Mr. Vengeance dvæles der ved smerten, det er i høj grad her man skal mærke ubehaget når karaktererne hævner sig på hinanden. Volden i Oldboy er langt mere æstetisk – med den berømte oneshot-scene hvor Oh Dae-su tæver sytten mand med en hammer som største eksempel – og til tider nærmest morsom – som når en karakter rammer en bil i baggrunden mens Oh går væk i forgrunden. I stedet bliver hævn-temaet udfordret via det eminente plot: Oh Dae-su bliver bortført en nat i 1988, og holdt indespærret de næste femten år, indtil han lige pludselig bliver sat på fri fod. Han vil naturligvis have hævn, men oplever stadigvæk også at han bliver brugt som en brik i et spil af grunde han ikke forstår. Måske er der også nogen der hævner sig på Oh? Når det berømte plottwist falder på plads virker Oldboy efterhånden som en vaskeægte græsk tragedie, hvor Oh Dae-sus hævn mere har været en historie om at han har raset imod kræfter meget større end ham selv.
Plottet er uforglemmeligt, og fungerer også selvom man har set filmen nogle gange, og kender twistet. Det bliver måske en lille smule tydeligt, hvor meget af filmens plot der afhænger af hypnose. Skurken har haft nogle meget indviklede planer, som i helt utroligt indviklede, hvor tingene virkelig skulle falde på plads på den helt rigtige måde, men det giver ok mening hvis man samtidig accepterer, at han hypnotiserede folk for at sikre sig de opførte sig som han havde brug for. På en eller anden måde påvirker det dog hvordan filmen fungerer moralsk og følelsesmæssigt, når man ved to af hovedkaraktererne ikke har kontrol over sig selv i store dele af filmen.
Oldboy er selvfølgelig også i høj grad kendt for sin stil. Det er en ekstremt velinstrueret film, fyldt med stærke billeder. Set i bakspejlet er det også en film, der virkelig svælger i en art sen-halvfemser/start-nuller postmoderne blandingsstil, og som skiller sig ret så meget ud i Park Chan-wooks filmografi. Den ligner noget som Tarantino ville hylde, ligesom den markerer Korea som 2000-tallets viderefører af de hyperstiliserede genrefilm som Hong Kong plejede at lave (men hvor det langsomt lykkedes Kina at kvase enhver form for energi i filmindustrien efter overdragelsen i 1997). Den ligner faktisk rigtig meget de to ting, og hvor det i 2004 beviste en energi og et filmisk overskud i Sydkorea, som man måske ikke var så opmærksom på dengang, så virker det i 2022, efter en række stærke film fra Park Chan-wook såvel som fra Bong Joon-ho, hvor koreansk film og tv (Squid Game) kan vinde de største priser i verden, lidt vel meget som kopivare.
Oldboy er således lidt pudsigt blevet den af de tre hævn-film, som jeg er mindst på. Det er den mest veludførte, den river sit publikum igennem sit narrativ som en rutsjebane i en forlystelsespark, men de to andre er lidt mere kantede på hver sin måde. Måske det også giver mest mening at se de tre film på den her måde: Ikke som tre gange samme fortælling, men som tre stiløvelser udi forskellige stilsprog. Oldboy bliver her den mest mainstream af de tre. Særligt den sidste, Lady Vengeance, er jeg blevet ret glad for, dels fordi dens æstetik er helt bizar og afkølet, men også fordi den efter to film om faldgruberne ved hævn vender på en tallerken og serverer en fortælling hvor hævnen er både fortjent og veludført, og hvor hovedkarakteren er glad og tilfreds efter hun har hævnet sig. Det er i virkeligheden måske den mest provokerende måde Park Chan-wook kunne slutte sin trilogi af på.
Men det vil nok altid være Oldboy der vil være den store klassiker i Park Chan-wooks tidlige filmografi, ihf i Vesten. Den er også overbevisende og medrivende på sin egen facon, og dermed præcis den slags film der kan eksplodere ved at få en stor pris. Havde Lady Vengeance fået noget tilsvarende havde det nok hverken gjort fra eller til, dertil er den film for skæv. Med Oldboy slog Park Chan-wook sit navn fast internationalt, hvilket betød han havde skaffet sig selv i hvert fald et par billetter til de store festivaler lige meget hvad. Og det er nok meget heldigt, for ligesom han snublede kommercielt efter JSA, ligeledes vaklede han lidt rent kunstnerisk efter han var blevet færdig med hævn-filmene.