Palmesøndag del 322
(Ruben Östlund, Sverige
Cannes 2022, Guldpalmen)
1.000.000 har indtil videre set Ruben Östlunds Triangle of Sadness på verdensplan, ifølge ScreenDaily. Det er et helt vanvittigt tal for en svensk-instrueret multinational co-production, der er to en halv time lang og som lange stræk er plotløs, og hvor den eneste i castet der ligner en Hollywood filmstjerne er Woody Harrelson. Men Östlund kan tydeligvis noget helt særligt. Triangle of Sadness, hans anden Guldpalme-vinder, og formentlig hans største kommercielle succes, virker som filmen der kommer til at fremstå emblematisk for den svenske instruktør. Den er så egensindig man nærmest kan tale om Östlund som sin egen genre, ligesom man før har talt om f.eks Fellini eller Woody Allen. Det er af den grund en kæmpe bedrift. Men samtidig så føles det også som en film hvor en del knaster er blevet høvlet væk, og hvor det hele er blevet så Östlund’sk, at der måske ikke er de helt store overraskelser, hvis man har fulgt den svenske instruktør.
Jeg kan gentage nogle pointer fra min anmeldese af The Square, for Ruben Östlund genopfinder ikke sig selv. Han har som jeg ser det stadig to temaer: Et om magt og et om rum. Hans særkende er at opstille alle de absurde regler og hierarkier der gælder i det moderne samfund, og så skabe et rum eller en situation hvor de bliver brudt. I The Square lavede museet et kunstværk, der blot var en firkant, hvor de påstod samfundets regler ikke gjaldt, og selvom filmen gjorde tykt nar af den idé, så var det med en god portion selvironi, for Östlunds film er selv fyldt med den slags rum. I Triangle of Sadness er det naturligvis den øde ø i filmens tredje del, der bliver til den slags rum, hvor gamle regler og hierarkier vendes fuldstændig på hovedet. Selvom det ‘særlige rum’ er en idé Östlund længe har arbejdet med – i De Ufrivillige skildrede han situationer hvor gruppers dynamik gik i stykker, i Play brugte indvandrerdrenge det svenske byrum på en anarkistisk måde der fik indfødte svenskere til at gå helt i baglås – så har det aldrig været skåret så meget ud i pap som i Triangle of Sadness.
Filmens struktur er også ret så bombastisk. I The Square arbejdede Östlund rigtig meget med scener der spejlede sig i hinanden, så f.eks Christian gik ind i en boligblok for at lægge sedler ind i folks hjem, og senere blev konfronteret af en dreng fra selvsamme boligblok i sin egen opgang. Det var den samme slags scene, men fordi den foregik i to forskellige rum – den fattige etageblok vs den velstående private etageejendom – så understregede det magtforholdet mellem de to. I Triangle of Sadness er der én stor spejling. Den korte første del skildrer et skænderi mellem de to modeller Carl og Yaya, der udspringer af at Yaya lader som om hun ikke ser en restuarant-regning. Det udvikler sig til et skænderi, der rammer et blødt punkt i forholdet hvor Yaya tydeligvis har størst succes som model, og siden bliver det til en diskussion der fortæller noget bredere om (magt)forholdet mellem mænd og kvinder i det moderne samfund. I tredje del, på den øde ø, gentages situationerne, om hvem der putter mad på bordet, og om hvordan mænd og kvinder forvalter deres seksuelle værdi. Første gang vi får diskussionen er det tåkrummende og virkelig rammende for det moderne liv. Anden gang udstiller det endnu mere tingenes tilstand, fordi det netop foregår i et rum hvor samfundets regler ikke længere gælder, men hvor visse ting alligevel ikke har ændret sig.
Det er virkelig bastant og skåret ud i pap hvordan første del spejler sig i tredje del. Der plejede Östlund at være en del mere subtil. Men det er alligevel en ganske særlig måde at konstruere en film på. Den lange anden del af filmen på en luksusyacht, kunne nærmest være fuldstændig skåret væk, og vi ville stadigvæk forstå plot og pointer på den øde ø. Det er en lang række sketches og skøre indfald, der kulminerer når et middagsselskab i høj sø ender i et orgie af opkast og dårlig mave, som var det en amerikansk highschool film fra nullerne. Det er komplet unødvendigt, men omvendt så er det i den del af filmen at Woody Harrelson som skibets marxistiske kaptajn og Zlatko Buric som russisk oligark danner den mest forbløffende comedy-duo jeg har set i årevis. Det er en kæmpe triumf for Buric, der fortjener et ligeså stort internationalt gennembrud som Claes Bang fik med The Square, men det er også virkelig sigende for hvad det er Ruben Östlund er så unikt god til: Ingen kan som ham lave en afsindig international co-production, hvor pengene er hentet i utallige lande, og hvor skuespillerne er samlet fra Sydafrika, England, USA, Danmark, Sverige og Filippinerne, og så alligevel få det til at hænge fuldstændig sammen. I gamle dage kaldte man den her slags co-productioner for ‘europudding’, fordi sammenblandingen af de mange nationaliteter gjorde det mudret og indistinkt, men Östlund får det til at fungere. Fremhæves bør også filippinske Dolly de Leon, der er en stjerne i hjemlandet, og som helt sikkert bør hive nogle flere internationale roller hjem.
Jeg er fuld af beundring alene over at Triangle of Sadness overhovedet fungerer. Men synes dog alligevel er det er et skridt tilbage for Östlund. For det første er det som nævnt virkelig bastant skruet sammen. For det andet er det mindre æstetisk særligt end det plejede at være. Som nævnt har Östlunds film altid handlet om rum. Men det var ikke bare plot-mæssigt, også æstetisk havde han særskilt næse for at placere kamera og mennesker i de rum han skabte. Det var gerne lidt skævt, lidt akavet, så man virkelig fornemmede hvordan de her sociale rum var menneskeskabte og unaturlige. Men måske fordi hans rum den her gang er så ekstreme, en luksusyacht og en øde ø, så skabes der ikke de samme billeder. Triangle of Sadness er flot filmet, men på en måde der ligner ret mange andre arthouse-film de her år.
Filmen er også den foreløbige kulmination på en udvikling, der har stået på siden Force Majeure. Da Östlund skabte sine første mesterværker, kortfilmen Händelse vid bank (2010) og Play (2011), så var det med fotograf Marius Dybwad Brandrud, og en observerende distanceret stil. Der var lange klip, med kameraet placeret langt væk, hvor vi langsomt kunne se hvordan karaktererne opførte sig i de intense situationer Östlund havde fundet på. Fra Force majeure og frem har Östlunds faste fotograf været Fredrik Wenzel, og der har været mindre og mindre kølig observation. På Triangle of Sadness er det endegyldigt tippet. Selv i de lange klip er kameraet så tæt på, og bevæger sig gerne afmålt og kontrolleret, så det føles aldrig som om det blot observerer udefra, men i stedet føles som om det er en del af scenen. Det skaber også et skift i hvordan filmene føles. Östlunds film har altid været meget kontrollerede, men til at starte med føltes det som om han skabte et kontrolleret eksperiment, og så observerede hvordan det udfoldede sig. Nu føles det mere som om han rykker hans karakterer rundt i en minutiøst kontrolleret verden. Hans film er lidt gået fra at føles som laboratorier til at føles som marionetteater.
Det er der i og for sig ikke noget galt med, hans observerende stil var bare unik, og hans marionet-stil er det ikke. Det ligner lidt mere almen arthouse, med virtuost udførte kamerature, der minder om at instruktøren er fuldstændig i kontrol, og at vi er med på en auteurs vision. Det er vitterligt på utrolig højt niveau, jeg vil godt til sidst igen fremhæve hvor vildt det er at sælge 1.000.000 billetter til en film med så egensindig en tilgang til dramaturgi. Det begynder bare også at ligne noget man kan komme til at føle man har set før. Lad mig sige det på den her måde: The Square var en fantastisk film, hvor Östlund virkelig fandt en egen form, som jeg følte han kunne kopiere igen og igen, og jeg ville stadig være med. Triangle of Sadness er også en virkelig god film, men hvis han kører videre i det her spor, hvor tingene er meget tydelige, og det ikke er så unikt æstetisk længere, så bliver jeg træt af det i længden. Han skal forny sig inden for de næste par film. Men det kan han da så også bare gøre. Han har tydeligvis meget store evner som instruktør.