Jeg er Ingrid

Ingrid Bergman: In Her Own Words lyder den engelske oversættelse af titlen. Den danske og svenske titel er langt bedre, den engelske titel er i hvert fald lidt spidsfindig markedsføring. Det er en dille for tiden, at alle kunstner-dokumentarer skal fortælles så meget som muligt fra objektets egen synsvinkel, set i film som Amy om Amy Winehouse og Montage of Heck om Kurt Cobain, der gør fortællingerne så personlige som mulige og fremlægger via hjemmeoptagelser og kunsten selv. Det er en yderst populær trend, men for mig personligt ret frustrerende, idet den reducerer kunstnernes ganske gigantiske fortællinger til den mest almen-menneskelige udlægning, hvilket også gør dem så normale og konventionelle som muligt. I en film som Amy bliver selve kunsten, hendes tekster og melodier, reduceret til nærmest dagbogsnotater. Heldigvis er Jeg er Ingrid ikke så gennemført fokuseret på en reducerende personlig udlægning af ikonet Ingrid. Den fokuserer først og fremmest på hendes privat-liv og indeholder mængder af arkiv-materiale fra hjemmevideoer og voiceover fra stjernens egen mund. Men den kan aldrig bortforklare en fundamental fornemmelse af mystik i Bergman’s liv, og forsøger heldigvis heller ikke, men lader uforklarethederne stå tilbage. Hvilket blot gør historien så meget stærkere.

Jeg havde vitterlig undervurderet Ingrid Bergman indtil nu. Altså, jeg har set mange af hendes film, og synes at hun er god, men det var ikke lige gået op for mig præcis hvor mange chancer hun tog i sin karriere, og hvor mange enormt vigtige film hun har lavet. Hun indspillede film med Hitchcock, Rossellini, Renoir og Bergman. Og nå ja, så var hun også lige med i Casablanca. Hun er ganske ikonisk, men et ikon i konstant forandring. Marilyn Monroe er altid Marilyn Monroe – og hurra for det! Men den unge kvinde i fare i film som Casablanca og Berygtet er ikke det samme ikon som den midaldrende kvinde i krise i Stromboli eller Viaggio in Italia, som igen ikke er det samme ikon som den aldrende mor i Høstsonaten. Ingrid Bergman genopfandt konstant sig selv, og hendes ikonitet blev tilpasset hvad filmene havde brug for.

Det er derfor ganske passende, at hendes måske største bidrag til filmhistorien kom i hendes samarbejde med Roberto Rossellini, der netop blev berømt på den måde hendes karakter reagerede på omgivelserne på. Snarere end en skuespiller, ifærd med en fortælling, synes Bergman i filmene Stromboli, Størst er Kærligheden og Viaggio in Italia at være et menneske, påvirket af sin ganske tilstedeværelse i verden. Vulkan-krateret i Stromboli eller Pompeji i Viaggio in Italia er nærmest ligeså legendariske som den måde Bergman reagerer på i mødet med dem. Det kan nærmest ikke undervurderes hvor essentielle disse film er, i udvikling af film-mediet fra at være fokuseret på underholdende fortællinger og over til at være i stand til kunstnerisk at vise liv, verden og væren. Der går en lige linje fra Bergman og Rossellini’s samarbejder til Michelangelo Antonioni og Monica Vitti, taiwanesiske Tsai Ming-liang og hans muse Lee Kang-sheng og tyske Christian Petzold og Nina Hoss, hvis seneste samarbejde Phoenix skylder Rossellini’s tidlige værker en kæmpe arv. Og hvor film-verdenen kan have for vane at lade al ære for denne slags samarbejder tilfalde instruktøren – som oftest en mand – så viser Jeg er Ingrid klart og tydeligt hvilket ekstremt kunstnerisk drive Ingrid Bergman havde, og argumenterer dermed overbevisende for, at hun bliver placeret en del mere centralt i filmhistorien.

weslayan_poster_foto_unknown

I sidste ende er det sikkert her, at Bergman var så unik, at hun vitterlig havde et helt enormt kunstnerisk drive. Hvor mange svenske skuespillere tager bare til Hollywood, lærer sproget perfekt, og bliver castet i de største roller? Og hvor mange, som er på den tinde, vælger at rejse tilbage til Europa for at indspille kunstfilm? Bergman var først og fremmest en kunstner, og skabte derfor større kunst end så mange andre. Men det kom med en pris, som udgør filmens måske største tema. For Bergman rejste hele verden rundt i jagten på sin kunst, og efterlod op til flere familier i kølvandet. Hendes første mand Petter Lindström skildres som sympatisk, men også lidt naiv. En uddannet læge, der giftede sig med en skuespillerinde, men som ikke lader til at have regnet ud han også giftede sig med en Kunstner. Bergman rejste første gang alene til USA i 1939, og da hun for alvor skabte karriere derovre måtte han følge efter, men han bosatte sig aldrig i LA, og efter de blev skilt giftede han sig med en anden læge. Bergman’s affære med Rossellini skabte enorm skandale i samtiden, og sikrede at hun ikke fik forældre-myndigheden over hendes første datter. Efter bruddet med Rossellini giftede hun sig med endnu en svensker, Lars Schmidt, og flyttede også væk fra hendes tre børn med Rossellini.

ingrid_with_rossellini_children_unknown

Det er i høj grad børnene der kommer til orde, det er også efterhånden mest dem af de essentielle personer der er i live, så det er i høj grad her fokus lægger. Det er klart og tydeligt, at Ingrid Bergman var udsat for en dobbelt standard i sin samtid, at hendes svigt som mor ikke var værre end en hvilken som helst anden mandlig kunstners svigt som far, men at det blev blæst op og brugt til at angribe hende på til tider modbydelig vis. Men det har tydeligvis også været noget som hun selv har kæmpet med. Hendes voiceover er fyldt med ganske defensive udlægninger af, hvor megen tid hun har brugt med sine børn, mest tragikomisk da hun påstår at hun brugte et år sammen med sin første datter ‘sidste vinter’. En forklaring er også klippet sammen med hjemmevideo af datteren der ryster på hovedet. Filmen fortæller samtidig om Bergman’s egne forældre, der døde meget tidligt, og diskuterer hvordan hun reagerede på disse tragedier. Der er en fundamental uvished over Ingrid Bergman, som brændte så meget for at være tilstede i filmkunsten at hun ikke var særlig meget til stede i hendes privatliv. En anekdote fortæller at hun opfattede sig selv som nem at arbejde med, indtil hun så en dokumentar om optagelserne til Høstsonaten. Også for hende selv lærte hun hvem hun var ved at se på hende selv gennem et filmkamera.

PARIS ARKIV 1957. SkÂdespelerskan Ingrid Bergman fotograferad i Paris 1957. Foto: Lennart Nilsson / SCANPIX / Kod: 3054
PARIS ARKIV 1957. SkÂdespelerskan Ingrid Bergman fotograferad i Paris 1957.
Foto: Lennart Nilsson / SCANPIX / Kod: 3054

Der er en fundamentalt interessant spænding i disse spørgsmål, som er filmens stærkeste triumf. Den drejer ikke udenom de svære spørgsmål, og den reducerer dem ikke til godt og ondt, som i Amy. Snarere end at fortælle udelukkende om hendes privatliv, og se kunsten som en reaktion på hvem hun var som person, så er Jeg er Ingrid klar over at der er en dobbelthed derinde. Kunstneren Ingrid og personen Ingrid stemmer ikke 1:1, og det skal den heller ikke. Jeg er Ingrid falder ikke i samme faldgruber som film som Amy, men af samme grund skal reaktionen sikkert også være mere splittet, det er en langt mindre enkelt film at forholde sig til. Jeg er Ingrid har dog lidt nogle affektioner om autencitet som er lidt spøjse, som når nutidige optagelser af personerne er behandlet så de ligner celluloid-film fra 1940’erne, eller når inter-teksterne er holdt i ganske gammeldags stil. Det virker lidt affekteret, og kunne være gjort bedre, men er omvendt ikke noget der trækker seriøst ned.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *