Krigen

Kan en løgn være vigtig? Nødvendig?

‘Uden tvivl årets vigtigste danske film og sandsynligvis også den bedste.’ (Ekko) ‘Jeg ser ’Krigen’ som den helt nødvendige spillefilm om den danske krigsførelse i Irak og Afghanistan, man har ventet på.’ (Politiken) Sådan skriver medierne om Tobias Lindholm’s nye film, og de fleste andre kritikere bakker op. Også filmisk er der tale om en ‘vigtig’ film, forstår man på Soundvenue, der bruger filmen som opråb til at kridte banen op mellem dansk films ‘realister’ ‘poeter’ og ‘genredrenge’. Og der er vitterlig en skæbnestund i Tobias Lindholm’s film, nogle minutter, der kan vise sig alt-afgørende for dansk filmkultur. For omtrent halvvejs inde i den nye film skifter en fin, realistisk skildring af konsekvenserne af den danske krigsførelse karakter, og bliver til et utroværdigt, fortænkt, ja decideret løgnagtigt melodrama. Hvis det virkelig er det bedste dansk film har at byde ind med må vi tage det til overvejelse. Og hvis virkelig ikke den danske filmoffentlighed har evne eller vilje til at opfatte det skift, ikke kan eller vil kende realisme fra melodrama eller genre-kneb, så må det give anledning til at kigge indad. Hvad i alverden er der dog i vejen?

Der gemmer sig et rigtig godt forsøg på en realistisk/autentisk skildring af krigen i Afghanistan i Tobias Lindholms film. Det er ret præcist den første halvdel af filmen, hvor vi følger to spor: Hverdagen i Afghanistan for officer Claus Michael Pedersen, og hverdagen derhjemme for hans kone Maria og deres tre børn. En soldat træder på en vejsidebombe under en patrulje rundt i ingenting. Han ser alt for ung ud, som han ligger og forbløder. Soldaterne forsøger at få lokale til at hjælpe med miner, mod at soldaterne hjælper dem med deres vandforsyning. En far vil have hjælp til sin forbrændte datter, og søger beskyttelse da Taliban begynder at lægge mærke til ham. Hjemme i Danmark kæmper Maria med at få hverdagen til at hænge sammen alene med tre børn, hvor den ældste søn synes mest påvirket af savnet af faderen, hvorfor han kræver så megen opmærksomhed at den yngste kommer til skade. Hvis nu blot filmen var fortsat af det her spor, så havde det været en kompleks skildring af den danske krigsførsel, der fint og enkelt kunne stille svære spørgsmål om regler, ressourcer, omkostninger og forholdet til civilbefolkningen. Der er endda et centralt dilemma, da den afghanske far møder op på danskernes base og kræver beskyttelse, for ellers vil Taliban slå ham ihjel. Hvad skal danskerne gøre, de kan ikke yde personlig beskyttelse til alle som Taliban skulle tænkes at dræbe. Men kan man vinde lokalbefolkningen uden at kunne passe på dem? Er det overhovedet moralsk forsvarligt at postulere man kan, hvis man derved får civilbefolkningen til at sætte livet på spil, uden man reelt kan tilbagebetale dem for deres opofrelse? Danskerne sender den afghanske familie hjem, og næste morgen er de naturligvis alle sammen døde. Det er en rystende hændelse, og det kunne have været et rystende klimaks i filmen. Men det er ikke nok for Lindholm. Og hvad han derefter gør ødelægger filmen fuldstændigt.

‘Jeg har et klart mål om at få min søde, humanistiske, begavede mor i Næstved til at holde med en krigsforbryder.’ Sådan udtalte Tobias Lindholm sig til forpremiere på Krigen ifølge information. Det er et absurd mål. Det er også et virkelig svært og krævende mål. Og at forsøge at leve op til det mål medfører, at filmen går både moralsk og filmisk bankerot i anden halvdel. Efter at delingen har fundet den døde familie angriber Taliban pludselig – som af en eller anden grund har ventet til samtlige danske soldater er i dækning i den døde families landsby, i stedet for at angribe mens de var ude i det fri – og i kaosset såres en dansk soldat. Ingen kan finde ud af hvor skuddene stammer fra, men Claus mener at de kommer fra ‘Compound Six’ og beordrer luftangreb. Beskydningen stopper, men 11 civile dør. Og resten af filmen er et drønkedeligt retsalsdrama.

Dilemmaet, skåret ud i pap: Er det ok hvis 11 civile dør for at redde en dansk soldat? Uha, den er svær, hva? Men det er også en absurd og uvirkelig situation, og den bizarre konstruktion dræber filmens ‘realisme’. For hvorfor faen skulle det dog redde livet på en dansk soldat at dræbe 11 civile, det er jo per definition ikke dem som er farlige? Det er en fortænkt situation, og at opstille den som realisme kræver alle plotkrumspring som Lindholm kan komme på, og det lykkes ham ikke. Man ender med en dum situation, som advokaterne under retsagen ikke kan kradse ret meget i, af frygt for at blotlægge hvor dumt det hele er. Filmen krydser blot fingre, og håber vi ikke lægger mærke til noget. Og i forhold til de danske kritikere har den haft heldet med sig. Claus Christensen skrev i Ekko: ‘Det virker dog underligt, at Claus’ kontante advokat (Søren Malling) ikke bruger det faktum, at beskydningerne stoppede efter Claus’ luftangreb, som et indicium på, at fjenden rent faktisk befandt sig i det område.’ Og så snart man tænker over dette, så falder filmen fra hinanden. For ja, beskydningen stoppede, bombardementet virkede. Men det ramte ikke dem der skød. Så hvor faen blev de af? Hvorfor holdt de op med at skyde, og hvordan kom de væk? Det giver filmen intet svar på, ja den forsøger ikke, den forsøger faktisk nærmere at skjule det. For spørgsmålene afslører, at filmen basalt set er en løgn.

Krigen trækker ikke på ‘realismen’ eller ‘autencitet’. Dens centrale plottwist trækker tværtom på den melodramatiske tragedie. Dens fætre i dansk film er Lars von Triers film som Breaking the Waves, hvor Bess kan redde sin elskede mand fra invalidering ved at have sex med fremmede, eller Dancer in the Dark, hvor Selma kan redde sin søn fra blindhed ved at lade sig henrette. Plottet i Krigen er præcist lige så melodramatisk utroværdigt som i de to film, som til gengæld har ærligheden til ikke at kalde sig ‘realistiske’ eller ‘komplekse’. Men Krigen trækker på en anden filmarv, arven fra højreorienterede film især fra halvfjerdserne. I Dirty Harry må Harry bryde en anholdts rettigheder og skyde hans knæ, for at få ham til at fortælle hvor en døende pige opholder sig. I tv-serien 24 blev Jack Bauer konstant stillet i situationer, hvor han måtte torturere for at finde oplysninger om atom-våben, gift-gas, whatever. En meget nærliggende pendant stammer fra Tobias Lindholm’s erklærede inspirations-kilde Kathryn Bigalow, der i Zero Dark Thirty opstillede dilemmaet om brugen af tortur under jagten på Osama bin Laden. Men hun røg i uvejr, for det viste sig, at det overhovedet ikke var en realistisk skildring af det skete, men at CIA havde løjet for hende om hvad der var sket. Da Senate Intelligence Committee udsendte deres store og længe ventede rapport blev det tydeliggjort, at ‘dilemmaet’ om tortur vitterlig ikke var voldsomt kompliceret. For tortur virkede ganske enkelt ikke, og bidrog ikke med vigtige oplysninger i jagten på bin Laden. Det samme kan man skyde på gør sig gældende med ‘dilemmaet’ om bombning af civile: Hvorfor faen skulle det hjælpe med til at få reddet en såret soldat? Det kan filmen ikke forklare, den postulerer blot, at det hjalp altså, og så snakker vi ikke mere om det. Det er fortænkt, det er uvirkeligt, det er en fordrejning af virkeligheden. Det er stupidt ud over alle grænser.

Men har Tobias Lindholm da ikke fået idéen et eller andet sted fra. Jo, han har taget den fra et interview fra 2012. ‘I 2012 læste jeg om en artikel, hvor en officer sagde, at han ikke var bange for at blive slået ihjel. Han var bange for at blive retsforfulgt, når han om hjem.’ (Fra denne fredags Weekendavis) Er det vitterlig den mængde research vi kræver af en ‘realistisk’ film? Kunne det tænkes, at officeren måske ganske enkelt ikke talte sandt, men overgjorde truslen fra det danske samfund i et interview møntet på det danske samfund? Hvor mange krigsforbrydere fra Afghanistan er det nu lige der er kommet for en domstol herhjemme? I et klip ser vi pressen vente uden for Claus’ retssag, hvilket ødelægger tesen om, at det blot måske er foregået i stilhed. Nej, de danske skandaler fra Afghanistan har i høj grad handlet om fanger, om fangeudlering til USA eller afghanerne selv, og om påstået tortur. Hvilket også er et absurd dilemma de danske soldater er havnet i, hvor vore egen selvopfattelse og ønsker om civil krigsførelse clasher med vore allieredes rutiner. Det kunne man også have lavet en god film om. Men igen var det ikke godt nok til Tobias Lindholm. Det skulle være en decideret krigsforbrydelse der skulle relativiseres.

Hvad er det for virkelige begivenheder Krigen bygger på? Jeg har fulgt ret godt med i dækningen af krigen i Afghanistan, og jeg har ikke stødt på noget der minder om det her. Jeg kan heller ikke finde på noget lignende nu. Og i dækningen af filmen, interviews og anmeldelser, er der ingen der pinpointer virkelige begivenheder der minder om det på skærmen. Tobias Lindholm selv giver heller ingen baggrund anden end den føromtalte artikel. Til gengæld siger han til Soundvenue: ‘Der er da sikkert nogle, der vil føle sig stødt af den virkelighed, filmen beskriver. Det er en del af det. Men når jeg har lavet noget, der er så virkelighedsnært, kan jeg jo sige til mig selv, at de bare bliver stødt over en reel sammenhæng i verden.’ I call bullshit. Krigen skildrer ikke nogen ‘reel sammenhæng i verden’, den skildrer tværtom et virkelighedssyn vi kender fra Dirty Harry og Zero Dark Thirty. Højreorienteret paranoid propaganda.

Hvorfor diskuterer vi ikke det her? Anmeldere fra ‘humanistiske’ aviser som Information og Politiken, støder det dem ikke at se virkeligheden forvrænget og fortænkt for at hylde en krigsforbrydelse? Er vores kunstsyn virkelig så afpolitiseret, at der ikke er en eneste anmelder som studser over det her? Kunst skal naturligvis vurderes på æstetiske præmisser frem for politiske, men politik og æstetik hænger ofte sammen. Tobias Lindholm’s æstetiske slør er en postuleret realisme, som i sidste ende er det der skubber hans løgnagtigheder fra kunstnerisk frihed og over i ideologien. Et melodrama kan være stor kunst, selvom det hverken beskriver virkeligheden, eller stemmer overens med ens politiske overbevisning. Eksempelvis Jagten, som Tobias Lindholm også skrev manuskript til. Den film er også et konstrueret melodrama, hvori 1) det ikke er nok at Lucas’ liv ødelægges, nej, det skal ødelægges præcis på det tidspunkt han får en ny kæreste og tid med sin søn, og 2) situationen må siges at beskrive en meget sjælden form for heksejagt, da en sådan normalt rammer outsidere og folk uden socialt netværk, og sjældent folk som Lucas, og da slet ikke hvis de har støtte af den lokale slotsejer. Men med Thomas Vinterberg’s visuelle sans ophøjes den konstruerede og usandsynlige fortælling til kunstnerisk og almengyldigt portræt af udstødelse, frygt, ensomhed og vrede.

Sammenlign med Krigen. Første halvdel af filmen har poetisk tæft, og skildrer adskillelse, savn, frygt og uvished så alle kan få noget ud af det. Brugen af sattelit-telefon, især, som eneste linie til normalitet, har kunstnerisk sandhed over sig i et par af filmens bedste scener. Men anden halvdel er jo også rent filmisk noget lort. Langt det meste er retsalsscener og ophedede dialog-udvekslinger. Og som nævnt overfor, så kan filmens retslige proces aldrig kradse ret meget i forløbet, fordi forløbet er så forlorent og løgnagtigt. Men derudover har Lindholm ingen forståelse for retssag som logik og system, hvorfor det hele bliver banalt. Det hænger sammen med hans moralske relativisme, eller som han selv ser det, med at han ikke vil have nemme svar og sort/hvide verdener. Men hele pointen med jura er at farve verden sort/hvid, skyldig/uskyldig, det er i sin simpleste form en metode at organisere samfundet lettere på. Søren Malling skildres som amoralsk forsvarer, fordi han går efter frifindelse ligegyldigt om klienten er skyldig eller ej, men det er sådan set hans pligt som forsvarer i en demokratisk retsstat. Det er præcis det moralske valg i forhold til den juridiske logik. Men i stedet for at jonglere logikker, i stedet for at dykke ned i sagskomplekset og se det fra forskellige vinkler, reduceres retssagen til et enkelt springende punkt: Havde Claus visuel vished om at fjenden var i compound six, og eftersom vi ved han ikke havde det bliver det til et enkelt dilemma: Skal Claus lyve om dette for at redde sit eget skin? I sidste ende reduceres filmen til dette, hvilket sættes op som et ualmindeligt svært spørgsmål. Men alle spørgsmål er svære hvis blot man er dum nok, og vi holdes særdeles dumme gennem Krigen, fordi filmen tilbageholder information om hvad der skete, og ingen af advokaterne prøver at dykke ned i det.

Krigen opnår ‘kompleksitet’ ved at fabulere en fantastisk situation, afgrænse os for videre information om det, og så stille det op som uløseligt moralsk dilemma. Alt i filmen reduceres til dette dumme, stupide dilemma, og alt andet underlægges dette. Men herigennem opfører filmen sig som en mand, der synes sort/hvidt er for simpelt, men derfor farver hele verden grå, og er for dum til at indse at han rent faktisk har reduceret antallet af farver. Den grå farve er ‘komplektsiteten’ i situationen hvor en soldat forbløder og kun kan reddes ved at bombe civile. Og underlagt det dilemma bliver ethvert udsagn, enhver handling, for enkel til at være dækkende. Og samtalen må derfor ophøre. Men det er bullshit. Jon Stewart beskrev metoderne i sin afskedstale på The Daily Show: ‘the bullshit of endless possibility. These bullshitters cover their unwillingness to act under the guise of unending enquiry. We can’t do anything because we don’t yet know everything.’ Tobias Lindholm er dansk kunsts største bullshitter, og Krigen er hans svendestykke.

Er den danske filmverden virkelig så hungrende efter anderkendelse, at ingen tør påpege, at bag de store armbevægelser, bag manifestet om ‘reality rules’, bag påstandende om at skildre kompleksitet og moralske svære spørgsmål. der gemmer sig et konstrueret melodrama? Kunstnerisk falskhed er glimrende, men kunstnerisk falskhed + påstand om sandhed = ideologi. Så kan vi i det mindste holde op med at acceptere Lindholm som realist? Soundvenue brugte premieren på Krigen til at poste en tekst: ‘Realisterne vs Poeterne: Fronterne trækkes op.’ Som om man ikke kan skabe poetisk realisme (skynd dig ind og se Alice Rohrwacher’s Miraklerne hvis du er i tvivl om hvorvidt det er muligt.) Det er altid farligt med sort/hvide opdelinger, for virkeligheden er altid langt mere kompleks (ba-dum-tjish!), og i dette tilfælde bliver det særlig problematisk, fordi Lindholm hverken er realistisk eller poetisk. Den centrale forskel på den åbenlyst konstruerede Guldkysten og Krigen er blot en grad af ærlighed.

Krigen er en skæbnestund. Et år nul. En udstilling af tomheden ved ‘reality rules’, den bevægelse der ellers har stået for nogle af de senere års bedste film – og Michael Noer’s Nøgle Hus Spejl, som jeg var så heldig at se tidligere på året, beviser at der stadig er kunstnerisk kraft i metoden. Men Krigen er en gigantisk cul-de-sac. Dens kunstneriske bankerot er så opsigtsvækkende, så fuldstændigt, at den fordrer et blik på hele den danske filmkultur. Hvordan kom vi så langt ud, at vi ikke kan kende forskel på lort og lagkage, realisme og melodrama, sandhed og ideologi? Det spørgsmål må enhver dansk filmfan stille sig selv i mødet med Krigen. Og som sådan kan det godt forsvares, at kalde den ‘årets vigtigste film’.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.