Palmesøndag del 363
(Michael Haneke, Frankrig
Cannes 2017)
Egentlig er Happy End en rigtig fin film. Den skildrer komplekse emner med æstetisk overskud, er fuld af gode skuespillerpræstationer, er den æstetisk vildeste film Haneke havde lavet siden Skjult, og indeholder mindst et par uforglemmelige klip. Men alligevel føles den helt forkert for mig. Det er som om den kommer skævt i Hanekes filmografi, som om den burde have været lavet langt tidligere, måske mellem Ulvetider og Skjult. Den virker uforløst, uoverbevisende, og det er som om det underminerer den ro og accept der havde indfundet sig i Amour fra fem år før.
Det er problemet ved at have så lang en karriere. Det kan til sidst være rigtig svært at komme videre, uden at gentage sig selv, eller at det føles som om man tager et skridt tilbage. Happy End føles som et skridt tilbage, men eftersom Haneke her 7 år senere stadigvæk ikke har lavet noget nyt, så føles den også mere som et lidt mærkværdigt appendix på hans senere karriere. Da jeg mens jeg skrev om Pianisten lavede en opsummering af Hanekes karriere kaldte jeg Happy End for ‘en lidt overflødig efternøler’. Jeg havde lidt håbet på at flere ugers fordybelse i den store østrigers filmografi ville få mig på andre tanker. Men nej, det er stadigvæk lidt der jeg er.
En af grundene til at Happy End føles forkert på dette tidspunkt i Hanekes karriere er, at dens plot er så meget mere kompliceret end de film han havde lavet på det seneste. Skjult, Det hvide bånd, Amour, de er komplekse film, men de har hver især én central idé, der bærer hele filmen frem. Det kan man ikke sige om Happy End, den minder i stedet mere om tidligere Haneke-film som Kode ukendt og 71 Fragments of a Chronology of Chance. Den handler om den rige Laurent-familie, og alle de problemer som medlemmer af familien bakser rundt med. Men der er ikke én del af plottet, som bliver dominerende i forhold til de andre.
Så vi har patriarken Georges Laurent (Jean-Louis Trintignant, virker stadigvæk fuldstændig frisk her fem år efter Amour), der sidder i kørestol og gerne vil have hjælp til at dø, men som er for rask og frisk til at få tilbudt aktiv dødshjælp. Hans datter Anne (Isabelle Huppert, og det er i øvrigt en af de ting som føles forkert, at datteren hedder Anne. Georges og Anne er altid gift hos Haneke, ikke far og datter) er chef for familiens byggefirma, der ramler ind i en potentielt dyr erstatningssag efter en arbejder kommer voldsomt til skade på en byggeplads. Hendes søn Pierre (Franz Rogowski, i sin gennembrudsrolle) arbejder også for firmaet, men er blevet familiens sorte får, der drikker for meget og laver skandaler. Annes bror Thomas (Mathieu Kassovitz) er kirurg, og er sin anden kone utro med en ung musiker. Og Thomas’ datter Eva fra første ægteskab, der bor hos sin mor, flytter ind sammen med resten af familien efter moren bliver meget syg efter en overdosis piller.
Vi ved fra start af godt at det er Eva, som har forgiftet sin mor. Det ser vi i filmens første klip, der skal forestille at være filmet af Eva med mobiltelefon, og som viser hende udstille og gøre nar af sin mor, samt forgifte hendes hamster med sovepiller. Mobiltelefons-æstetikken er ny hos Haneke, og han holder den imponerende længe. Derefter klipper vi over til hvad der virker som overvågningsbilleder fra en byggeplads, hvor vi også er voldsomt længe indtil der sker den ulykke, som sætter meget af plottet i gang. Der er en hel masse af den slags i Happy End, mærkelige scener, scener der holdes for længe, scener som er gnidrede og ubehagelige. Noget af det er mesterligt, som klippet hvor Pierre danser til Sias ‘Chandelier’, et klip der rimelig meget virker som grunden til vi senere har set Franz Rogowski spille hovedrollen i film som Christian Petzolds Transit og Udine samt Ira Sachs Passages. Men også helt simple scener, hvor karakterne f.eks bare går rundt i det store hus, er filmet med en helt speciel og ganske urovækkende ro. Hanekes ret faste fotograf Christian Berger var over halvfjerds da han var fotograf på den her film, og det er som om man mærker en blanding af at fotografen stadigvæk gerne vil lave unikke ting, men heller ikke har behov for at bevise noget mere. Det er stærkt og skævt, men også uendelig roligt og tålmodigt. Jeg fristes næsten til at kalde det for langsomt.
Det bliver næsten for langsomt. For samtidig med, at æstetikken fylder så meget, og er så tålmodig, så er det som om filmens pointer aldrig rigtig kommer nogen vegne. At den rige familie er voldsomt dysfunktionel, det er tydeligt fra start af, men det er heller ikke voldsomt overraskende. Det er svært at blive provokeret af, at Thomas skriver om sex der involverer SM og urin, ligesom det føles velkendt da Pierre pludselig udsættes for vold, sådan som talrige Haneke-karakterer er blevet det. Georges problemer med at få en værdig død føles som en videreførsel af tematikken fra Amour – der er endda en scene hvor han fortæller Eva at han selv kvalte sin kone da hun blev for syg til at leve ordenligt, ligesom Georges-karakteren fra Amour, også spillet af Trintignant, gjorde det – og Evas situation føles på en gang velkendt – hun er endnu et voldeligt barn i en Haneke-film, se også Bennys Video, Skjult, Det hvide bånd – og mærkværdigt underbelyst. Er hun psykopat, eller hvad foregår der? Hendes far virker som en lort, men hvad i alverden har hendes mor dog gjort at hun skal forgiftes?
Men på trods af alle problemer vil jeg placere den lige præcis midt i feltet i Cannes 2017. Hvilket er meget godt. For selv Haneke på frihjul, hvor tingene ikke giver ret meget mening, er filmarbejde på et meget højt niveau. Der er ting som bare virker helt overflødige – f.eks at filmen foregår i Calais og forsøger at sige noget om flygtningekrise, uden at have noget som helst at sige – men andre ting virker rørende. Jeg kan godt lide at både Amour og Happy End handler om at dø værdigt, og Haneke kan påstå det ikke er pointen til han bliver blå i hovedet, jeg synes det er smukt. Franz Rogowski trasker rundt som om han er med i en helt anden film, men det er en fremragende en af slagsen. Og at filmen er så grim, når man ved hvor smukt og æstetiseret Berger og Haneke gjorde det i Det hvide bånd, er smukt på sin egen sære måde. Det er en film fra en instruktør, der måske har sagt det meste af det vigtige han havde at sige. Men i denne efternøler af en greatest hits samling er der alligevel ret enestående momenter.
Haneke arbejder vist på endnu en film, så Happy End bliver ikke det sidste vi hører fra ham. Men det havde ellers på sin egen vis været interessant. Det havde været episk at runde af med Amour. Men Hanekes film er ikke episke, de giver ikke traditionelt mening, de er fyldt med indskud, digressioner, huller og pauser. Det er hans karriere faktisk også. Og derfor passer Happy End på sin egen vis også ind.