Palmesøndag del 352
(La Pianiste, Michael Haneke, Frankrig
Cannes 2001, Jury Grand Prix + Bedste Skuespilerinde (Isabelle Huppert) + Bedste Skuespiller (Benoît Magimel))
Bogen A Companion to Michael Haneke inddeler Hanekes karriere i tre perioder: Tv-filmene, de tysksprogede film (fra The Seventh Continent og til Funny Games) og de fransk-sprogede film (fra Kode ukendt og frem). Det var allerede lidt uheldigt da bogen udkom i 2010, eftersom Det hvide bånd (2009) jo igen er på tysk. Derudover er det en rent produktionsmæssig inddeling, der ikke siger ret meget om filmene selv, og heller ikke tager højde for hvor østrigsk en film Pianisten er.
Min egen inddeling splitter karrieren op i flere dele: Tv-filmene, den første trilogi (The Seventh Continent, Benny’s Video, 71 Fragments of a Chronology of Chance), de to centrale tematiske knudepunkter (Funny Games, Kode ukendt), et mellemspil (Pianisten, Ulvetider) de modne værker (Skjult, Det hvide bånd, Amour) og så Happy End som indtil videre en lidt overflødig efternøler, omend det kan ændre sig når Haneke får lavet flere film. Eller også skal den sammen med Amour kaldes før ‘aktiv dødshjælp’-filmene?
Pianisten og Ulvetider føles som et mellemspil, fordi det er gamle projekter, som Haneke tog op igen efter han havde etableret sig i den franske filmindustri. Pianisten er en filmatisering af Elfriede Jelineks bog af samme navn, og egentlig skulle Haneke bare skrive manuskriptet, men fik så selv mulighed for at instruere med Isabelle Huppert i hovedrollen. Ulvetider baserer sig på et gammelt manuskript som Haneke fandt frem igen.
Ingen af de to film er decideret dårlige, men det føles heller ikke som det niveau Haneke ellers var på i disse år. Pianisten er mindre tankevækkende, mindre eksperimenterende, mere bare en historie, fortalt med stort æstetisk overskud. Men lidt anonym, og i kombinationen af de to store tænkere Haneke og Jelinek også lidt usammenhængende.
Som nævnt er Pianisten en meget østrigsk film, der, selvom alle taler fransk, tydeligvis foregår på konservatoriet i Wien, hvor alle snakker om østrigsk musik og betaler i østrigske schilling – der i øvrigt også allerede var erstattet af Euro, hvilket også putter fortællingen nogle år tilbage i tid, men Jelineks roman er også fra 1983. Isabelle Huppert spiller Erika, der underviser i klaver på konservatoriet, og som stadig bor hjemme hos sin mor, i et komplet dysfunktionelt forhold. Da den unge Walter (Benoît Magimel) begynder at gøre kur til hende, og forsøger at få hende som lærer, udvikler det sig lige så dysfunktionelt, og generelt er filmen fyldt med kontroversielle scener med fellatio, voyeurisme, voldtægt, vold og selvskade.
Det er en ganske provokerende film, men Jelineks roman var nok værre. Måske fordi der er en forskel på hvad film og tekst kan: Vi kommer i filmen aldrig ind i hovedet på Erika, der ikke er nogen særligt åben person, og derfor kan vi lade som om hun bare er forvirret og ikke selv skyld i hvad der sker. Men romanen kommer ind i hovedet på hende, og fortæller bl.a. om hvordan hun bevidst overtræder andres grænser i det offentlige rum. Jelinek er faktisk yngre end Haneke, men tilhører alligevel nærmest en anden generation af østrigsk kultur, mest fordi hun brød igennem som forfatter så længe før Haneke gjorde. Hendes mest kendte romaner udkom i halvfjerdserne og firserne, samme periode som Peter Handke og Thomas Bernhard udgav deres største successer. Jeg er ikke ekspert i østrigsk litteratur, men finder i det jeg har læst af alle tre forfattere en intensitet, ukontrollable følelser og tankestrømme, gerne rettet mod det østrigske samfund. Intet af det tager Haneke med, hans filmsprog er som altid dybt kontrolleret, tålmodigt og køligt. Hvilket skaber en fascinerende kontrast.
I gamle dage ville man have kaldt en film som Pianisten for ‘europudding’. Det var det man kaldte europæiske co-produktioner, hvor alt blev så fælles europæisk at al specificitet kunne gå tabt. Se f.eks Luchino Viscontis sene film, en italiensk instruktør der lavede en dybt idiosynkratisk trilogi om tysk historie (De lange knives nat, Døden i Venedig, Ludwig) fyldt med skuespillere fra hele kontinentet plus USA. Det var en stil der hurtigt blev ildeset, men Haneke får det til at virke igen, desuagtet at det er lidt distraherende tyske Susanne Lothar er blevet dubbet til fransk.
Det giver nemlig filmen noget, at den bliver langt mindre østrigsk. Det bliver ikke en kritik af østrigsk mentalitet, men kommer til at ramme langt bredere. Alle filmens pianister spiller lidt for meget tysk/østrigsk musik til at virke franske, men det kommer alligevel til at virke europæisk. De forvalter en af de højeste europæiske kulturtraditioner, og samtidig er de så umådelig forkvaklede. Erika og hendes mor er naturligvis de værste eksempler – moderen først og fremmest, som da romanen udkom i øvrigt også rent aldersmæssigt må have passet nogenlunde til at være vokset op og blevet voksen under nazismen – men Walter er også en overfladisk playboy, der vælger klaverspillet frem for alt muligt andet han kan af erotiske grunde, og de andre elever virker kuede, konkurrence-mindede, har ikke meget kunstnerisk over sig. Det klassiske miljø er blevet et kodet system snarere end en levende kunstform. Implicit ligesom så meget andet i de europæiske samfund.
Så langt, så Haneke’sk. Men alligevel bliver filmen lidt en mellemvare. Selvom emnevalg og tematik kan virke Haneke’sk, så skaber det ikke en stærk helhed. Der er flot kameraarbejde, der klippes lige så hårdt og opklippende som ofte hos den østrigske instruktør, men det kommer til at virke halvt. Der er mindre formål med at der f.eks klippes så voldsomt væk fra de indledende klavertimer, andet end at sådan er det ofte hos Haneke. Pianisten skildrer ikke noget fragmenteret eller halvfærdigt, den bliver det meste af tiden hos Erika, som alt andet lige virker som en hel karakter. Det kommer til at virke postuleret, og fordi det virker postuleret virker de tematiske pointer også svagere, og så kommer de provokerende elementer til at virke tomme, på en måde de ikke gør i f.eks Funny Games.
Pianisten er den eneste filmatisering Haneke har lavet til biografmørket – han har lavet en del til tv – og selvom det fungerer stærkt som fortolkning af Jelinek, og da sikkert var med til at slå hendes navn fast før hun vandt Nobelprisen i 2004, så er det mindre stærkt som Haneke-film. Den sidder mindre fast i min erindring, jeg tænker mindre over dens pointer. Den vandt hele tre priser i Cannes 2001 – hvilket heldigvis ikke kan lade sig gøre i dag, hvor film der vinder Juryens Grand Prix ikke kan vinde andet – men står ikke tilbage som en af Hanekes stærkere. Den står på trods af dens hårde og provokerende indhold tilbage som en af hans nemmeste film. Hvis bare man kan tåle at se på en kvinde der skærer i sine kønsdele med et barberblad, eller et blowjob der ender i at kvinden kaster op, så kan man fint være med. Du vågner ikke op dagen efter, fordi du er blevet hjulpet til at indse noget nederen om Europa. Den er for nem at kaste fra sig igen.