Palmesøndag del 350
(Michael Haneke, Østrig
Cannes 1997)
Den østrigske instruktør-legende Michael Haneke er blevet anklaget for mange ting. For at være postmoderne. For at være kyniker. For at være manipulerende. Og Hanekes film er da helt klart lavet så de manipulerer med publikum – det har han været helt åben omkring. Men det er ikke fordi han er kynisk postmodernist, snarere lige omvendt. Den helt store styrke ved Haneke, som jeg ser det, det er, at han altid har noget på hjerte. Han er god gammeldags humanist, og det er netop derfor han bruger alle tricks, inklusive dem der virker kyniske og manipulerende, for at få sine budskaber igennem.
Egentlig burde jeg være stor fan af Haneke, for hans filmografi understreger en af mine egne kritiker-pointer: At vejen frem til stor æstetik ganske ofte går over indhold og politik, frem for bare at lave kunst for kunstens skyld. For netop fordi Haneke er så intenst fokuseret på at få sine pointer ud over rampen, så har hans filmsprog rent æstetisk eksperimenteret, taget chancer, skabt nye billeder. Hvilket som regel altid er en fryd. At hans intenst pointerende filmsprog så også kan blive ret træls de gange hans pointer måske ikke er så voldsomt intelligente, det må man så tage med. Det bliver aldrig mindre end unikt Haneke’sk.
Michael Haneke var 55 da han debuterede i Cannes, og havde da også en ganske lang karriere bag sig allerede. Først som instruktør af tv-film, der stadigvæk ikke er ret sete, men hans miniserie Lemmings (1979) i to dele bør nævnes, for dens ret ligetil fremstilling af Østrigs historie for den generation Haneke selv tilhører. Mange af Hanekes film skildrer en østrigsk middelklasse der synes gået fuldstændigt i stykker indeni – det gælder også lidt dem hvor karaktererne egentlig er franske – og Lemmings er en længere fortælling om hvad der kan have fået dem til at blive knust. Hans tre første spillefilm, The Seventh Continent (1989), Benny’s Video (1992) og 71 Fragments of a Chronology of Chance (1994) tog udgangspunkt i virkelige voldelige østrigske hændelser, mord og selvmord i middelklassen, men her er der ikke nogle nemme forklaringer, her er der i stedet fragmenterede årsagskæder og simrende livslede.
Funny Games er ikke baseret på virkelige begivenheder, men er i stedet demonstrativt uvirkelig og manipulerende, nærmest som en horrorfilm. Ægteparret Georg (Ulrich Mühe) og Anna (Susanne Lothar) – navnene går igen hos Haneke, hvis der er et ægtepar vælger han som udgangspunkt at de skal have de to navne – tager sammen med deres søn Georgie op til deres store feriehus, men kort efter ankomsten bliver de opsøgt at de to unge mystiske mænd Paul (Arno Frisch) og Peter (Frank Giering). Georg og Anna er først for høflige til at få dem sendt væk, og pludselig har de smadret Georgs ben med en golfkølle, og derefter piner og plager de den stakkels familie, indtil alle tre medlemmer er døde. Det er lige så meget psykisk tortur, ligesom Paul også taler til kameraet og kan siges at udøve psykisk tortur på seerne, der får vendt genrekoderne for gyserfilm på hovedet, så det på ingen måde er rart at se på.
Men selvom Funny Games ikke handler om noget virkeligt, så havde Haneke mildest talt stadig noget på hjerte. Op til premieren i Cannes havde Haneke skrevet en tekst der hedder Violence and the Media, der kan findes i A Companion To Michael Haneke. I den fortæller han om hvordan grænserne mellem virkelighed og tv/film bliver udvisket, bl.a. fordi vold i tv-serier skal konkurrere med den meget virkelige vold i nyhederne kort forinden. Den overvældede bruger af mediernes anti-refleksive indhold er degenereret til en: ‘spineless consumer of empty, interchangeable forms’ og det kræver hårde midler at få hjulpet ham igen, som Haneke skriver: ‘How do I give the viewer the chance to recognize this loss of reality and his own implication in it, thus emancipating him from being a victim of the medium to its potential partner?’
Jeg har et enkelt problem ved den plan: Den er nærmest fuldstændig forfejlet. Det er en meget nedladende fremstilling af den stakkels tv-seer, og derudover, så havde Haneke netop lavet en smal kunstfilm til en filmfestival, chancen for at den skulle kunne hjælpe de hårdest ramte tv-seere var vel minimal. Selv da han genindspillede Funny Games i Hollywood i 2007 – om ikke andet, så vel bevis for at han vitterligt mente det var en vigtig film for folk at se – så blev den et stort flop, der denne gang ikke engang blev set af hans vanlige cineast-crowd, som jo havde set originalen. Men det er lidt en af hemmelighederne ved Haneke: Han tager fejl om ret meget af det han siger. Set her fra 2023 brugte han før i tiden virkelig mange kræfter gennem karrieren på at diskutere tv og video og hvordan det påvirkede mennesker, på en måde der virker virkelig 90’er-agtig, særligt efter internettet kørte den gamle teknologi fuldstændig over – og interessant nok har Haneke nærmest intet haft at sige om internettets konsekvenser for det moderne samfund.
Men når Funny Games alligevel er en klassiker, også i min bog, så skyldes det, at det er blevet en fuldstændig unik film. Og det skyldes jo i høj grad Hanekes insisteren på at lave en anden type horror-film, desuagtet hvorfor han gjorde det. Men selvom Pauls snak til kameraet ikke fremprovokerer geniale refleksioner hos mig, så er det stadig et vildt greb, og selvom scenen til sidst hvor Anna har held med at skyde Peter, hvorefter Paul får fat i en fjernbetjening og simpelthen spoler filmen tilbage, måske virker lidt fjollet nu, så er det igen et virkelig unikt og opfindsomt greb. Store dele af Funny Games er faktisk en virkelig velfungerende gyser – f.eks sekvensen hvor Georgie forsøger at gemme sig ovre i naboernes hus – der gøres endnu bedre fordi den har de her helt særlige øjeblikke. Og selvom f.eks Christian Tafdrup har planket flere elementer herfra – kiggen ind i kameraet i En frygtelig kvinde, de uforståeligt morderiske fremmede i Speak No Evil – så er Hanekes film sin helt egen konstruktion, fordi den vil så meget mere end langt de fleste andre film.
Der er også ét klip, som løfter filmen op på et helt andet niveau for mig. Det er det notorisk lange klip, lige efter Georgie er blevet myrdet, hvor Paul og Peter forlader det sørgende ægtepar i den blodige stue. Det er naturligvis kendt fordi det er så langt og hårdt at komme igennem, men prøv også at læg mærke til hvor umanerlig flot og stemningsfyldt et klip det er. Brugen af lys og skygge får det nærmest til at ligne noget af Edward Hopper, hvis man lige abstraherer fra alt blodet og liget af den lille dreng. Men det er som et langsomt bevægeligt maleri af to middelklasse-mennesker fanget i ruinerne af deres liv. Uden at de forstår hvorfor. Først til sidst skriger Georg sin smerte ud, et såret dyr fanget i et mareridt.
Det er et billede! Et billede der måske stærkest af alle Hanekes billeder fanger et af hans helt grundlæggende temaer: Den øvre middelklasse der er gået i stykker indeni. Siden et andet ægtepar ved navn Georg og Anna tog livet af sig selv i The Seventh Continent og frem til demente Georges forsøger at drukne sig selv mens hans datter Anne forsøger at redde ham i Happy End har Haneke skabt de her billeder af rige privilegerede mennesker, der af den ene eller den anden grund ikke længere er hele individer. I Funny Games er grunden bag ganske klar – det er fordi to mærkelige unge mænd slår dem ihjel – og meget af det tankespind der lå bag den del af filmen holder måske ikke hundrede procent. Men der er øjeblikke af voldsomme følelser i Funny Games, og derudover er det en helt unik over-refleksiv horrorfilm, der med eftertryk markerede, at en ny stor instruktør var trådt ind på scenen i Cannes.