Palmesøndag del 364
(Kauas pilvet karkaavat, Aki Kaurismäki, Finland
Cannes 1996, Økumenisk pris – Special Mention)
Alle cineaster kender Aki Kaurismäki. Han er den store finske auteur, han har lavet en stribe film som de fleste nok i det mindste kender til, selvom man ikke har set dem. Han er lavmælt komisk, langsommelig, æstetisk, der drikkes meget alkohol. Man ved hvor man har ham. Jeg er også vokset filmisk op med Kaurismäki. Han udgav sin største kritiker-succes, Manden uden fortid, i 2002, samme år jeg begyndte i gymnasiet og virkelig begyndte at interessere mig for film. Vi lærte om ham i Film og TV som postmodernist, sammen med folk som Jim Jarmusch. Jeg vidste han havde lavet både rock’n’roll film som Leningrad Cowboys og så altså meget anerkendte komiske dramaer som førnævnte Manden uden fortid. Det føltes som en jeg burde sætte mig ind i.
Men i virkeligheden blev det aldrig rigtig til så meget. For det første gik der ni år fra Manden uden fortid til Kaurismäki igen for alvor fik opmærksomhed med Le Havre, så jeg tænkte ikke så meget på ham. Det var heller ikke så nemt at se hans gamle film, de blev ikke vist så meget i fjernsynet, og eftersom der var rigtig mange af dem var det ikke helt nemt at få styr på hvad der var hvad. Til sidst blev han lidt en af de filmskabere, som jeg godt vidste hvem var, men som jeg reelt ikke anede hvad stod for. Sådan tror jeg måske mange har det.
At dykke ned i hans filmografi igen, i forbindelse med at ville skrive de her tekster op til premieren på Faldne blade, hans første film i seks år, har derfor været lidt mærkeligt. Hold da fast, hvor er han bare en mærkelig instruktør, som det er svært at få hånd om. Men hvis man skal starte et sted, så er der ikke mange bedre steder at starte end med Drifting Clouds, der som jeg ser det i 1996 satte gang i et kæmpe skift i den store finske instruktørs filmografi.
Kaurismäkis karriere starter meget hurtigt. Han er født i 1957, og som ung søgte han ind på den finske filmskole, men blev afvist, og arbejdede i stedet på storebror Mika Kaurismäkis første film. I 1981, da Aki var blot 24 år gammel, var han med til at skrive Mikas film The Liar, som han også spillede hovedrollen i. Samme år instruerede de to brødre musikdokumentaren The Saimaa Gesture om tre finske rockbands på tur, og over de næste femten år lavede de sammen og hver for sig og med deres fælles produktionsselskab Villealfa et væld af film – ifølge Senses of Cinema var de to på et tidspunkt involveret i 20% af samtlige finske film. Akis film fra den her periode – wikipedia siger 12 spillefilm på femten år – inkluderer filmatiseringer som solodebuten Forbrydelse og straf (1983), Hamlet Goes Business (1987) og Bohemeliv (1992) – baseret på samme bog som den kendte opera La Boheme. Det inkluderer musikfilm som de to film om Leningrad Cowboys (1989 og 1994) samt Calimari Union (1985) hvor en række rockstjerner spiller femten mænd, der alle hedder Frank, der forsøger at forlade Helsinki. Og det inkluderer semi socialrealistiske film som ‘proletar-trilogien’ Skygger i Paradis (1986), Ariel (1988) og Pigen fra tændstiksfrabrikken (1990). Der er så mange ting som går igen – rock’n’roll, et bramfrit forhold til den store kultur, socialistisk empati med samfundets bund – at det skaber en helt egen Kaurismäki’sk ‘verden’, som så samtidig er så rummelig og altædende at der f.eks er plads til at nouvelle vague legenden Jean-Pierre Léaud kan spille hovedrollen i noir-filmen I Hired a Contract Killer, og i en scene overvære en koncert med Joe Strummer fra The Clash. Eller at Leningrad Cowboys kan møde selve Moses, og ende deres rejse på et kollektivt landbrug i Sovjet. Religion, politik, musik, film, alt kunne gøres ikonografisk og blandes ind i det helt særlige univers Kaurismäki fik stykket sammen som ung og hyperproduktiv kunstner.
Der skete to vigtige ting for Kaurismäkis univers i midthalvfemserne. For det første er der koncertfilmen Total Balalaika Show (1994), en lidt overset af Kaurismäkis film. Den dokumenterer en koncert som Leningrad Cowboys holdt i det centrale Helsinki sammen med Alexandrov Ensemblet, den Røde Hærs kendte orkester / kor / dansetrup. Den koncert blev overværet af ca 70.000 mennesker. Der er mange andre instruktører, der som Kaurismäki har formået at skabe deres helt egne verdener – f.eks Wes Anderson, Jim Jarmusch, Hong Sang-soo – men hvor mange af dem har kunnet omsætte deres filmverdener til en liveevent med over hundrede optrædene foran 70.000 mennesker? Det er svært at se det som andet end en kulmination på første del af Kaurismäkis karriere. Men så, som et lavpunkt, døde skuespilleren Matti Pellonpää, der var med i stort set alle Akis film, og var en af hans bedste venner og efter sigende drukkammerater. Blot 44 år gammel.
Jeg ved ikke om de to ting har været udslagsgivende, men Aki Kaurismäki skiftede i hvert fald arbejdsmetode derefter, begyndende med Drifting Clouds i 1996. Herefter blev det højst til en film hvert tredje år, og foruden stumfilmen Juha (1999), baseret på en kendt finsk roman, var det relativt normale Kaurismäki-dramaer, der ikke så meget etablerer nye verdener, som de foregår i den veletablerede Kaurismäki-verden, omend hevet et stykke tættere på virkeligheden. Drifting Clouds er blevet kaldt for første del af en ‘Finlands-trilogi’, og følelsen er lidt, at Kaurismäki finpudser og drejer den fiktive verden han allerede har etableret, for at kunne fortælle og fortolke på den virkelige verden. Det kan måske godt virke lidt kedeligt i forhold til de mere vilde film han havde lavet førhen, men når resultatet er så stærkt som i Drifting Clouds er det svært at brokke sig.
Filmen er Akis mest afdæmpede fortælling hidtil. Selv filmene fra proletar-trilogien indeholdt gerne lidt kriminalitet og melodrama, men Drifting Clouds er på kanten af det socialrealistiske. Ægteparret Ilona (Kati Outinen, der næsten altid er med hos Kaurismäki) og Lauri (Kari Väänänen) mister begge to deres job, og er ved at gå i hundene i forsøget på at finde et nyt. Men så lysner fremtiden lige så stille. Det er egentlig det. Filmen lever bare af den altid empatiske omend også lavmælt komiske skildring af deres desperation, samt i det varme forhold mellem de to, desuagtet at de nærmest aldrig snakker sammen.
Foruden at Drifting Clouds er Aki Kaurismäkis mest afdæmpede film er det også en af hans smukkeste. Scenografien og Akis faste fotograf Timo Salminen får skabt en verden af stærke nærmest tresseragtige farver, med alt for meget lys og deraf følgende mærkværdige skygger. Det er hyperromantisk som i et halvtredser melodrama, en anelse uvirkeligt, men kommer sammen med plottet til at virke som en forsvarsmekanisme, som om Finland er bygget op som en fantasiverden, hvor samfundets tabere og arbejdsløse ingen plads har hjemme. Kombineret med karakterernes stenansigter og manglende vilje til at se virkeligheden i øjnene – Lauri kan ikke fortælle han er blevet fyret før en måned efter, Ilona taber støvsugeren da hun i fjernsynet konfronteres med at Nigeria har henrettet nogle miljøaktivister – skaber det en helt særlig slags socialrealisme. Det er ikke Ken Loach’sk. Det er måske lige knap realisme. Det er en æstetisk verden, nænsomt bygget op, fyldt med vidunderlige sekvenser – som f.eks når Lauri og Ilona sammen kører gennem byen i Lauris sporvogn – hvor en langt mørkere verden kun lige er skitseret, selvom den truer med at opsluge alt. Det er en ret vidunderlig måde en stilist også kan være politisk på.
Det har været kendetegnende for Kaurismäkis karriere siden da, at han er blevet mere rolig og velovervejet. Han var kun 39 år da han lavede Drifting Clouds, men den føles som film lavet af en ældre instruktør – og omvendt var Rainer Fassbinder kun 37 da han faldt død om efter en endnu mere hektisk karriere end den unge Kaurismäkis. Der er ikke kommet særligt mange Kaurismäki-film siden da, og ikke dem alle er så gode at man ikke savner hans mere hektiske arbejdsmetode. Men med Drifting Clouds skabte han noget helt særligt.