Goodbye to Language

Palmesøndag del 3
(Adieu au langage, Jean-Luc Godard
Cannes 2014, Jury Pris)

Der var mange gamle nisser i Cannes 2014, sådan var kritikken på festivalen, og det kommer til at være et gennemgående tema i de her posts. Men det er ikke altid helt retfærdigt hvem der ryger på nisse-holdet. En af dem der fik hårdest kritik var Michel Hazanavicius, som var i konkurrence for kun anden gang med The Search. Men det var åbenbart en skodfilm, som folk kun mente kunne være kommet med på grund af successen med The Artist. På den anden side blev Jean Luc Godard frikendt for favoritisme, selvom det var hans syvende gang i konkurrence (inkl. en gang med omnibus-filmen Aria i 87). Den 83-årige instruktør har en legendarisk karriere, men der er nok alligevel ingen tvivl om, at han først og fremmest vil blive husket for de nouvelle vague film han lavede i tresserne. Ud af hele seks Godard-film på Sight & Sound’s top 250 fra 2012, så var de fem fra perioden 60-67. Herefter udviklede hans karriere sig i den ene periode efter den anden, der kunne være ret så sære – kollektivistiske maoistiske film i halvfjerdserne, montage-video-essays i halvfemserne – så det er ikke altid han har haft publikum med sig. Men omvendt har han ikke blot gentaget sig selv, som så mange andre gamle instruktører – som ofte kan være 20-30 år yngre end den gamle mester. Goodbye to Language blev endda hans største publikumssucces i ualmindelige tider – ikke at det siger så meget. Som altid eksperimenterer Godard vildt og voldsomt med billedsproget, men han ramte tidsånden ved at tilføje et spritnyt visuelt element: 3D!

3D virker ikke ret godt på mig. Jeg har briller og bliver hurtigt træt i øjenene. At se Hugo og Gravity var cool, men også en smule hovedpinefremkaldende. At se Kraftwerk 3D show på Roskilde, ret meget til venstre på lærredet, var et show mine øjne kun kunne arbejde med halvdelen af tiden. At se Goodbye to Language, som jeg nu har set to gange, er at se en halv 3D film, resten af tiden bliver det billeder med grønne og røde klatter, eller gennemsigtige ting i forgrunden, eller ting jeg ikke aner hvad er. Men det fascinerende er, at det bestemt ikke var den samme halve film jeg så de to gange. Godard arbejder bevidst med det. Som én af de få instruktører har han indset, at 3D ganske enkelt ikke virker. Folk bliver trætte i øjnene, eller brillerne er for store/små, eller dele af publikum sidder for skævt i forhold til lærredet. En instruktør kan være nok så omhyggelig med billedernes dybdeeffekter, publikum kommer ikke til at få det hele med. Det ved Godard. Så i stedet kaster han en milliard muligheder i hovedet på os, og så må vi stykke filmen sammen af det vi fik fat i.

Der er nu en vis struktur i filmen, som blev mere klar for mig anden gang. Filmen er i fire dele, der spejler sig i to akser som en firkant. To dele hedder ‘Nature’ og ‘Metaphor’, og i hver del indgår mange af de samme scener for en mand og en kvinde. Noget med et skib, noget med bøger, de ser en film, de går nøgne rundt i huset, noget med en pistol. Først får vi halvdelen med det ene par, så det andet par, og så får vi den anden halvdel af historien først med det ene par, og så det andet. Et par gange til, så tror jeg jeg har den. Filmens første del gør sig meget i politik og Godard’s typiske montage af krigsbillleder blandet med filmklip. Anden del er mere lyrisk, blandet op med diskussioner om kunst og billeder af Godard’s hund Roxy Mieville i naturen. Der er en vis logik over det, tror jeg. Det er til at tage fat på. Folk er også begyndt at katalogisere citater og klip og henvisninger i filmen, det kan der dykkes ned i her. Det er kompliceret, men det er teoretisk muligt at få ALT med. Problemet er så blot, at Godard arbejder med montage, så spørgsmålet er aldrig blot hvad der sker, men hvordan det virker i forhold til alt det andet. Og med det hvirvlende tempo Godard har gang i, og fordi filmen er i fire dele der spejler sig i hinanden, så er det komplet umuligt at holde styr på. Hvilket betyder, at man ser en ny film hver gang.

Et simpelt eksempel: Der er et klip af Hitler der hyldes, og så straks en cykkelrytter der også hyldes. Det er ikke svært at se sammenhængen, men jeg fangede det først anden gang. Men hvad betyder det? At populisme er slemt om det er sport eller fascisme? Eller at verden er kommet videre, at vi nu hylder det ligegyldige, frem for det farlige? Det er en gammel idé i Godard’s montagefilm, at Hollywood var med til at afpolitisere til fordel for idoldyrkelse, og dermed hjalp Hitler’s karismatiske dødekult til magten. Men der er noget blødere over klippet den her gang, som om det måske ikke er så slemt, så længe über-menneskerne holder sig på cyklerne. Men det er blot min holdning, ved den her gennemgang af filmen. De to klip hænger sammen, men de hænger også sammen med alt det andet omkring det, og jeg kan ikke huske hvad der kommer før og efter. Måske hvis jeg i stedet huskede en anden sammenhæng, en replik, musikken, så ville jeg have læst noget andet af det. Jeg tror første gang jeg så den jeg gik meget op i de voldsomme billeder og nøgenheden og pistolerne og alt det der. Anden gang, fordi jeg ikke længere blev så chokeret af voldsomme ting, fokuserede jeg i langt højere grad på alt det smukke, det finurlige, det eksperimenterende. Og så er det en anden film man ser.

I sidste ende er filmen så stærk fordi den er så visuelt ulig noget som helst andet. Godard udforsker virkelig hvad i alverden man dog kan bruge det der 3D til. Han kombinerer det med billige kameraer, hvor tingene til tider er nærmest reduceret til farveklatter, der så hænger på må og få. Han filmer skråt ned på en vandkant, og måden vandet fordrejer lyset bliver til en fordrejning af rum, når 3D bliver tilføjet. Der er helt fundamentale ting jeg ikke forstår, som jeg aldrig havde tænkt over med 3D. F.eks. filmer han inde fra en bil, hvor vinduesviskerne pisker frem og tilbage, og jeg blev overrasket, fordi jeg tror implicit vi altid forventer i en 3D film at vi får et større overblik af dybdeeffekterne, mens vi nu her pludselig bliver smidt ind i en metalboble. Jeg tror også kun normalt 3D film bruger meget simple forsvindingspunkter, så dybderne ikke skal blive for komplekse, mens Godard vender kameraet på skrå og på hovedet, og dermed skaber fuldstændig mærkværdigt trapezoide rum. Jeg kan overhovedet ikke forklare det endnu. Det er vitterlig nogle helt fundamentale idéer om film og rum der bliver udfordret i den her film. Andre gange er der en helt enkelt glæde ved billedskabelsen, som i et klip hvor kameraet forsøger at få flest mulige kviste og grene med, så der rigtig kommer forskellige planer i billedet, og til sidst drysses der et par plade ned. Jeg elsker idéen om, at 83-årige Godard har kravlet rundt ude i en skov og kastet med blade for at tjekke hvordan det her nye legetøj fungerer.

Det er vildt at den her film skulle laves af en instruktør på 83. Der går rygter om, at det ville blive Godard’s sidste film, og i så fald har han virkelig stoppet på toppen. Med et sidste populært punktum, i en lang og kringlet karriere.

Godard i Cannes

Som nævnt, så var det Godard’s syvende gang i Cannes, efter Sauve qui Peut (la vie) (1980), Passion (1982), Détective (1985),  som en ud af ti instruktører på omnibus-filmen Aria (1987), Nouvelle Vague (1990. Den kommer jeg til!), og Éloge de l’Amour (2001). Det virker helt mærkeligt på mig, at Godard aldrig skulle have været i Cannes i 60’erne, men jeg har kigget nomineringerne igennem på wikipedia, og den skulle være god nok. Det er sådan lidt pinligt for Cannes, på en måde. I stedet vandt han to Sølvbjørne og en Guldbjørn i Berlin, for henholdsvis Åndeløs, Une Femme est une Femme og Alphaville. Også Venedig var mere venlig, med fire nomineringer i tresserne, og en Guldløve i 83 for Fornavn: Carmen. Så selvom han er en gammel nisse, så er han måske ikke en Cannes-nisse.

Fortjent Placering?

Ja, en jury-pris virker meget rigtigt. Det var synd han ikke fik den alene, men måtte dele med Xavier Dolan, også fordi det giver indtryk af, at Dolan’s film skulle være lige så relevant og fremsynet som det her. Og det siger jeg helt uden at have set Mommy, udelukkende på baggrund af hvor kedelig Tom at the Farm er. Så her må jeg sikkert æde mine ord i mig igen, når jeg får tid til at se Dolan’s film, som går i biografen lige nu.

Men det bliver nok ikke næste uge. PIX er stadig igang, og der er endnu et par Cannes-film jeg forhåbentlig kan nå. Næste søndag bliver det Olivier Assayas’ Clouds of Sils Maria eller Bertrand Bonello’s Saint Laurent eller måske dem begge to. Håber du har lyst til at læse med. Husk at like kronoper.dk på facebook, hvis du vil være sikker på ikke at misse det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *