Palmesøndag del 3
(Adieu au langage, Jean-Luc Godard
Cannes 2014, Jury Pris)
I 2010 gjorde Godard sig vist ret upopulær da han var i Un Certain Regard med Film Socialisme. Jeg har aldrig helt kunnet regne ud hvad det var det var der skete, men eftersigende præsenterede han filmen i en udgave, hvor underteksterne var på navajo. Så altså, publikum kunne overhovedet ikke følge med i en film, der selv med rigtige undertekster ikke var helt nem at finde rundt i. Og måske heller ikke giver 100% selv på sine egne præmisser, det er måske bare ikke verdens bedste film. Men med Navajo-teksterne, så virkede det lidt som om Godard bare gerne ville være kontrær og anderledes. Var han endegyldigt blevet en parodi på sig selv?
Nej. Det var han ikke. Det er blevet sagt rigtig mange gange, at nu må Godard da også have stødt de sidste af hans fans fra sig, men han bliver ved med at have fans. Og med opfølgeren til Film Socialisme, så fik Godard faktisk sin største kommercielle succes i mange mange år. Ikke at det siger så meget. Men Goodbye to Language blev en kæmpe succes, og skabte stor opmærksomhed, vel især fordi den tog livtag med filmkunstens store samtidige fænomen: 3D! Det er som om det allerede er dødt, men for ikke ret mange år siden kom næsten alle blockbustere i 3D udgaver, og instruktører som Martin Scorsese, Alfonso Cuaron og Werner Herzog forsøgte at bruge effekten mere kunstnerisk.
Der er dog ingen der har lavet noget som Goodbye to Language. Den film er ikke bare kunstnerisk, den er avantgarde, men på en virkelig medrivende og fascinerende måde. Der findes intet som den, og det må siges at være en ret kæmpe triumf for en instruktør i firserne.
3D virker ikke ret godt på mig. Jeg har briller og bliver hurtigt træt i øjenene. At se Hugo og Gravity var cool, men også en smule hovedpinefremkaldende. At se Kraftwerk 3D show på Roskilde, ret meget til venstre på lærredet, var et show mine øjne kun kunne arbejde med halvdelen af tiden. At se Goodbye to Language 3D er at se en halv 3D film, resten af tiden bliver det billeder med grønne og røde klatter, eller gennemsigtige ting i forgrunden, eller ting jeg ikke aner hvad er. Men på fascinerende vis virker det alligevel! Godard arbejder bevidst med det. Som én af de få instruktører har han indset, at 3D ganske enkelt ikke virker. Folk bliver trætte i øjnene, eller brillerne er for store/små, eller dele af publikum sidder for skævt i forhold til lærredet. En instruktør kan være nok så omhyggelig med billedernes dybdeeffekter, publikum kommer ikke til at få det hele med. Det ved Godard. Så i stedet kaster han en milliard muligheder i hovedet på os, og så må vi stykke filmen sammen af det vi fik fat i.
Der er nu en vis struktur i filmen. Filmen er i fire dele, der spejler sig i to akser som en firkant. To dele hedder ‘Nature’ og ‘Metaphor’, og i hver del indgår mange af de samme scener for en mand og en kvinde. Noget med et skib, noget med bøger, de ser en film, de går nøgne rundt i huset, noget med en pistol. Først får vi halvdelen med det ene par, så det andet par, og så får vi den anden halvdel af historien først med det ene par, og så det andet. Filmens første del gør sig meget i politik og Godard’s typiske montage af krigsbillleder blandet med filmklip. Anden del er mere lyrisk, blandet op med diskussioner om kunst og billeder af Godard’s hund Roxy Mieville i naturen. Der er en vis logik over det. Det er til at tage fat på. Folk er også begyndt at katalogisere citater og klip og henvisninger i filmen, det kan der dykkes ned i her. Det er kompliceret, men det er teoretisk muligt at få ALT med. Problemet er så blot, at Godard arbejder med montage, så spørgsmålet er aldrig blot hvad der sker, men hvordan det virker i forhold til alt det andet. Og med det hvirvlende tempo Godard har gang i, og fordi filmen er i fire dele der spejler sig i hinanden, så er det komplet umuligt at holde styr på. Hvilket betyder, at man ser en ny film hver gang.
Et simpelt eksempel: Der er et klip af Hitler der hyldes, og så straks en cykkelrytter der også hyldes. Det er ikke svært at se sammenhængen, men hvad betyder det? At populisme er slemt om det er sport eller fascisme? Eller at verden er kommet videre, at vi nu hylder det ligegyldige, frem for det farlige? Det er en gammel idé i Godard’s montagefilm, at Hollywood var med til at afpolitisere til fordel for idoldyrkelse, og dermed hjalp Hitler’s karismatiske dødekult til magten. Men der er noget blødere over klippet den her gang, som om det måske ikke er så slemt, så længe über-menneskerne holder sig på cyklerne. Men det er blot min holdning, ved den her gennemgang af filmen. De to klip hænger sammen, men de hænger også sammen med alt det andet omkring det, og jeg kan ikke huske hvad der kommer før og efter. Måske hvis jeg i stedet huskede en anden sammenhæng, en replik, musikken, så ville jeg have læst noget andet af det. Jeg tror første gang jeg så den jeg gik meget op i de voldsomme billeder og nøgenheden og pistolerne og alt det der. Anden gang, fordi jeg ikke længere blev så chokeret af voldsomme ting, fokuserede jeg i langt højere grad på alt det smukke, det finurlige, det eksperimenterende. Og så er det en anden film man ser.
I sidste ende er filmen så stærk fordi den er så visuelt ulig noget som helst andet. Godard udforsker som ingen andre hvad man dog kan bruge det der 3D til. Han kombinerer det med billige kameraer, hvor tingene til tider er nærmest reduceret til farveklatter, der så hænger på må og få. Han filmer skråt ned på en vandkant, og måden vandet fordrejer lyset bliver til en fordrejning af rum, når 3D bliver tilføjet. Der er helt fundamentale ting jeg ikke forstår, som jeg aldrig havde tænkt over med 3D. F.eks. filmer han inde fra en bil, hvor vinduesviskerne pisker frem og tilbage, og jeg blev overrasket, fordi jeg tror implicit vi altid forventer i en 3D film at vi får et større overblik af dybdeeffekterne, mens vi nu her pludselig bliver smidt ind i en metalboble. Jeg tror også kun normalt 3D film bruger meget simple forsvindingspunkter, så dybderne ikke skal blive for komplekse, mens Godard vender kameraet på skrå og på hovedet, og skaber dermed fuldstændig mærkværdigt trapezoide rum. Jeg kan overhovedet ikke forklare det. Det er vitterlig nogle helt fundamentale idéer om film og rum der bliver udfordret i den her film. Andre gange er der en helt enkelt glæde ved billedskabelsen, som i et klip hvor kameraet forsøger at få flest mulige kviste og grene med, så der rigtig kommer forskellige planer i billedet, og til sidst drysses der et par plade ned. Jeg elsker idéen om, at 83-årige Godard har kravlet rundt ude i en skov og kastet med blade for at tjekke hvordan det her nye legetøj fungerer.
Det er vildt at den her film skulle laves af en instruktør på 83. Men nogle instruktører holder bare aldrig op med at udforske mediet. Det er i sidste ende derfor Godard hører til blandt filmkunstens absolut største instruktører. Ingen har som ham haft så store ambitioner, så længe. Han har fejlet med rigtig, rigtig, rigtig, rigtig meget, men han er altid kommet op på hesten igen. Om hans politiske visioner nogle gange falder fra hinanden, så kan hans glæde ved filmskabelsen altid igen vise en vej frem.