Jo mere man lærer om musik, jo værre bliver kronoperne. Det lyder vrøvlet, og det er også kun delvist sandt. Men jo mere tid man bruger på at høre musik, jo oftere vil kronoperne tale til en, ikke fordi de taler om livet, om følelser, om verden, men fordi de minder en om andet musik. Jeg elsker J-pop og K-ditto, ofte fordi det er så ekstatisk, naivt, velkomponeret. Men nedenstående nummer fra 2010 med det japanske pigeband Perfume elsker jeg først og fremmest fordi de, Japans mest populære pigeband det her årti, med tre albums i streg som nummer et på hitlisterne, kopierer den engelske undergrunds musiker Max Tundra.
Max Tundra. Det er efterhånden 11 år siden jeg faldt over hans album Mastered by Guy at the Exchange, som allerede var et par år gammel på det tidspunkt, og han har kun udgivet et enkelt album siden da, Parallax Error Beheads You fra 2008. Ikke ret produktivt, men han har også hævdet at det tog ham seks måneder blot at lave ‘Orphaned’ og når man lytter til den hyper-overlæssede og konstant skiftende produktion, så lyder det næsten troværdigt. Perfume’s nummer er så meget inspireret af singlen Which Song, at det nærmer sig at være en kopi.
Max Tundra’s overstadige pop har aldrig slået igennem i England eller USA eller Danmark for den slags skyld, og har heller ikke affødt mange imitatorer. Sådan er det så ofte med kunst: En poet er sjældent anerkendt i sit fædreland. Men det passer til Japan, ikke blot til undergrunden, men til det aller mest poppede. Det luner, ligesom at det luner at Perfume så småt er ved at gøre klar til et vestligt gennembrud, som man så det tidligere på året til SXSW. Videoen her er tydeligvis skabt af et band, der har god erfaring i pop-optræden, og som har et team der kan redigere og tilføje effekter for at få det hele til at se endnu mere lækkert ud.
Det er ganske enkelt vildt godt lavet. Og det ville være forkert at jeg kun kan lide det af ‘ideologiske’ årsager, at jeg kun kan lide det fordi det giver et løfte om en mere global, mere energisk, og mere idérig popverden. Men omvendt kan jeg ikke helt komme uden om, at det er lidt abstrakt. Jeg forstår ikke teksten i ‘Natural ni Koishite’, men jeg mener at have forstået på wikipedia, at det oprindeligt er blevet lavet til at indgå i en kampagne for tøjfirmaet Natural Beauty Basic. Hvilket er sådan lidt mindre sejt. Men sådan er det jo også med kultur og kronoper, engang imellem hiver man fast i ting som er helt anderledes end det, der var tiltænkt fra skabernes side.
Som oftest skal de her tirsdagssange gerne være mere aktuelle end en sang fra 2010, men der er nu lidt aktualitet at komme efter. Perfume kommer nemlig snart med deres nye album, og har netop udgivet singlen ‘Pick Me Up’. Vi venter stadig på syvende år på nyt fra Max Tundra, men han har såmænd netop produceret et album med pop-gruppen Daphne And Celeste, så lidt kan man høre hans lyd for tiden.
Puha, det blev et video-dump den her uge. Håber det måske gav smag på at dykke ned i noget J-pop, Perfume har flere glimrende albums ude.