Palmesøndag del 257
(Le livre d’images, Jean-Luc Godard, Frankrig
Cannes 2018, Special Palme d’Or)

The Image Book bliver formentlig ikke Godards sidste film. Han har annonceret at han er i gang med at lave flere. Så meget jeg end elsker Godard-film, så er det en lille smule skuffende, for The Image Book havde været en fantastisk måde at slutte af med. Efter med Goodbye to Language at have vist han stadigvæk var en af de mest spektakulære eksperimenterende filmskabere, så var The Image Book en måde at se tilbage, kaste et sidste blik på det samlede værk.

Og det helt særlige ved The Image Book er, at det virker som en virkelig kritisk gennemgang af Godards tidligere værker. Det er som om han siger tre ting: 1) Det jeg har lavet har ikke nyttet noget. 2) Jeg kunne lige så vel have lavet alt muligt andet. 3) Det er der andre der også kan, så mit arbejde var nærmest alt sammen lige gyldigt.

Alligevel virker The Image Book overraskende positiv og håbefuld. Måske især på grund af den sidste pointe. For her virker den afslappede filmskaber nærmest glad for at slippe for presset.

The Image Book er endnu en historisk essay film ligesom storværket Histoire(s) du Cinéma, men det er en langt mere fragmenteret film, der på ingen måde forsøger at fortælle en typisk ‘Historie’, som i et typisk narrativ. Første del af fem hedder således ‘Remakes’, hvilket senere bliver til ‘Rim(ak)es’, fra remake til rim, som i ‘History doesn’t repeat itself, but it often rhymes’. I stedet for at lave en kronologi bruger Godard her klip til at vise hvordan billeder og scener går igen. I særlig grad bruger han materiale fra nyheder og Youtube til at vise hvordan situationer i Mellemøsten ligner billeder vi kender fra gamle film. Så ja, et klip af henrettelsen af partisaner fra Rossellinis legendariske Paisan bliver klippet sammen med ISIS propaganda hvor de myrder deres fanger. Det er lidt hård kost.

I anden del ‘Les soirées de St. Petersburg’ kommer der hvad man kan kalde en Historisk forklaring på de her gentagelser. Den bærende stemme i det her kapitel er en vis Comte de Maistre, en adelsmand og ambassadør fra småstaten Savoyen, der var udsendt til Rusland under Napoleonskrigene, hvorfra han skrev bøger om hvordan man skulle omgøre Revolutioner og omvæltninger og få ting til at blive som de var før. Hvilket lykkedes! Da Napoleon til sidst tabte, så blev næsten alle de væltede kongefamilier gjort kongelige igen, og langt de fleste ting blev som før. Godard giver i den her bid altså ordet til den reaktionære, til modrevolutionen, og fortæller, at det ofte er dem som bestemmer Historiens retning. Hvilket er ret nyt! Der har bestemt været mange onde i Godards Historie-skildringer (med Hollywood ofte som nærmest Satan selv), men her er det reaktionære ikke en stabil struktur der skal overvindes med revolution og politik, men en modrevolutionær bevægelse, der kæmper sine egne kampe. Og vinder! Til tider endda på ret heroisk vis.

Hvis altså ‘plottet’ er mere cirkulært og retningsløst end det plejer, så har æstetikken også på tilsvarende måde ændret sig. Godards montage-værker har aldrig bare bestået af ‘filmbilleder’, nej, det var altid en pointe at det var ‘videoværker’, at han brugte de ypperste kunstneriske muligheder man kunne få ud af at arbejde med vhs-bånd i firserne og halvfemserne, hvilket altid gav det et helt særligt look. Men i The Image Book er han gået all in på digital æstetik, og han bruger nærmest alle tricks til at få det til at se forfaldent ud på forskellige måder. Til tider ændrer billedformatet sig pludselig. Der er akavede slow-mo bevægelser. Mange af klippene ser fuldstændig smadrede ud, hvor farverne står helt forkert, eller hvor pludselig der bliver byttet rundt på sort og hvidt, så karaktererne bevæger på en helt hvid baggrund. Det giver en helt særlig fornemmelse. Det føles ikke som om han stykker en film sammen af filmhistorien, men af ruinerne af filmhistorien, som om han undersøger hvad den columbianske forfatter Juan Gabriel Vásquez har kaldt The Shape of the Ruins, alle de forfærdelige og traumatiske og forfejlede ting i forhistorien, som man på en eller anden måde er nødt til at stykke en fremtid sammen af. Det er visuelt helt unikt. Også for Godard, som ellers har lavet timevis af kollagefilm før.

Det er derfor The Image Book er en film som jeg kan se mange gange. Ja, den er ekstremt krævende og mærkværdig, med mange referencer og tesktbidder, og nej, jeg kan ikke følge med, og jeg bliver især sat af i kapitel tre og fire. Men det hele er så mærkværdigt smukt, at man tager det med sig. Kendte er især klippene hvor farvelægningen går amok. Hvor farvekontrasterne stikker af, og laver nogle uvirkelige billeder fra særligt Mellemøsten. Jeg elskede et kort klip, hvor det virkede som om pc-programmet gik i stykker, og en togtur pludselig kun har farverne cyan, magenta og grøn. Det er komplet håbløst, men også virkelig smukt. Læg dertil også de smudsede og for meget indzoomede portrætter der dykker op kun i sort og hvid, de andre sort-hvide passager der er så slidte at en helt særlig slags chiaroscuro spiller ind, og det særlige lydbillede, der som så ofte hos Godard er en multispors-symfoni af oplæsning, lydeffekter og musikbilleder, men som synes endnu mere fragmenteret og klippet i smadder end nogen sinde før, og The Image Book er ganske enkelt en stærk æstetik oplevelse, om man forstår noget af den eller ej. Hvilket er heldigt, for nej, jeg forstår ikke rigtig hvad manden siger længere. Det er måske også lidt nyttesløst efterhånden.

Men så er det, i filmens femte og længste del, at Godard giver ordet til nogle andre. Fokuserer på Mellemøsten lige pludselig, der ellers ikke har spillet den store rolle i hans andre historiske værker. Men nu får ‘La Region Centrale’ som han kalder den pludselig hovedrollen. Det giver plads til en mængde klip fra film der ellers har været meget dårligt repræsenteret i hans historiske fletværk, hvilket fremstår som en klar selvkritik. Der er også på lydsporet lange citater fra Albert Cosserys roman Une Ambition dans le Désert, en egyptisk bog om politik og revolution i en fiktiv ørkenstat. For måske en egypter var lidt mere kvalificeret end en franskmand til at fortælle om den slags? Det bliver mærkværdigt håbefuldt, at Godard på den måde bare ganske enkelt er i stand til at give ordet videre.

Så længe andre kan fortsætte kampen, så er der vel håb endnu. Det understreger Godard med filmens sidste citat, fra den tyske forfatter Peter Weiss’ roman Die Ästhetik des Widerstands (modstandens æstetik, det kunne nærmest være titlen på en monografi om sen Godard). På engelsk lyder starten: [E]ven if nothing would become as we had hoped that would change nothing about our hopes. Our hopes would remain. Utopia would remain necessary. Godard læser op om håb og modstandskamp med sin efterhånden godt hærgede stemme, og til sidst kan han ikke mere, hans stemme bukker sammen i hosten. På billedsiden har vi kunnet se et berømt klip fra Max Ophüls Le Plaisir, af en gammel mand der bliver ved og ved og ved med at danse, indtil han ikke kan mere og falder om. Det er en melankolsk måde at slutte af med, billeder af en mand der er blevet for gammel, alt imens en gammel mand forsøger at læse en pointe op, men ikke formår det. Det er også, som så meget andet hos Godard, morsomt, opfindsomt, perfekt. Det havde været den perfekte måde at slutte på, hvis hans karriere her havde været forbi. Men når nu han stadigvæk er så æstetisk unik og teoretisk inspirerende, så bliver den næste film sikkert også vital.

Serien om Jean-Luc Godard begyndte med Sauve qui Peut (la Vie)