Palmesøndag del 34
(Bennett Miller, USA
Cannes 2014, Bedste Instruktør)
Foxcatcher bygger på virkelige begivenheder, og den har været ude i noget tid. Jeg bekymrer mig derfor ikke om at spoile plottet overhovedet. Men hvis du har gemt filmen til at se den on demand eller noget, så pas på.
Der hersker en forfaldstemning i Foxcatcher. Under overfladen af brydere og broderskab er det i høj grad en film om magt, rigdom, kapitalisme og forråelsen af USA i firserne og fremad. Det understreges ved en ret perfekt detalje henad mod filmens slutning: Efter at Mark Schultz er stoppet som bryder går han over til Ultimate Fighting, et skift fra regelrettet olympisk sport til ren og brutal vold, og et skift der tidligere i filmen er blevet kaldt uværdigt af hans medbrydere. Over den eneste scene fra hans nye kamp-arena spiller noget ret markant musik: Et klagende og neo-klassisk cover af Bob Dylan’s ikoniske The Times They Are A-Changing. Tiderne skifter, sæderne forfalder. Hele verden trækker væk fra det kulturelle og over mod det primalt underholdende. Et værdigt tema for en ‘independent’-film.
Hvordan står det til med den alternative amerikanske film-scene? Jeg skrev sidste uge om et par film fra en nedgangs-periode i amerikansk film (links her og her) og tænkte jeg ville følge op på hvordan det så ser ud for tiden. Og lytter man på vandrørerne, så lyder det som om det går rigtig skidt. Pengene tilflyder franchises, og der laves ikke de mellem-budget film der plejede at blive lavet. Steven Soderbergh pensionerede sig selv fordi han ikke gad den nye filmbranche, og instruerer i stedet The Knick på tv. Hvad der er som ikke er franchises er oscar-bait og genre-film. Nye instruktører debuterer med bittesmå film, som dog blot er billigere udgaver af kæmpestore film, i håb om at få lov til at instruere kæmpestore film. Se skrækeksemplet Josh Trank, der instruerede Chronicle i 2012 for 12 millioner, en film om unge mennesker der får superkræfter, og derefter fik lov til at køre Fantastic Four fuldstændig i grøften. Men Cannes havde også et glanseksempel i år, hvor de inkluderede Justin Kurzel’s MacBeth i hovedkonkurrencen, efter at hans thriller Snowtown havde været i Semaine de la Critique i 2011. Han fortsætter i det historiske spor, med en filmatisering af computerspillet Assasin’s Creed… De sidste par år har Cannes kæmpet med at skaffe amerikanske film. I 2014 var der blot to amerikanske instruktører, mod f.eks. tre canadiske, og i 15 fandt man blandt de ligeledes to amerikansk instruerede film Gus van Sant’s The Sea of Trees, der blev buet ud af festivalen. 2013 havde hele fem, men de fleste var gengangere som Coen-brødrene, Jim Jarmusch og Steven Soderbergh, og Soderbergh var symptomatisk med med en film finansieret af HBO. Det er svært at se nye auteurs springe frem, så de europæiske festivaler er fyldt med gamle travere, og stort set alle oscar-filmene kører i deres eget loop lanceret af Toronto-festivalen. Hvad der sker af fede ting i amerikansk film sker på mikro-plan, med instruktører som Alex Ross Perry, Josephine Decker og Andrew Bujalski, hvis ting er alt for små og uden stjerner i forhold til at optræde på de glitrede røde løbere. Det er svært at forestille sig en tilbagevenden til tiden omkring 1990, hvor Steven Soderbergh, David Lynch og Coen-brødrene hjemtog tre palmer i streg. The Times They Are a Changing.
Men i dette kulturelle krater-landskab klarer Bennett Miller det nu meget godt. Han har et gigantisk talent i amerikansk sammenhæng: Han er god til at skabe oscar-nomineringer til overraskende skuespillere. Hans Capote skaffede Philip Seymour Hoffman hans eneste oscar. Moneyball gav nomineringer til både Brad Pitt og mere overraskende Jonah Hill. Og i Foxcatcher leverer Steve Carell en fuldstændig forbløffende præstation som rigmanden John du Pont, og Mark Ruffalo – der også blev oscarnomineret – og Channing Tatum som de to bryderbrødre Dave og Mark Schultz er ikke meget værre. Miller har også visse glimrende auteuristiske træk, der går igen og igen i hans film. Han er god til at filme bygninger, og du Pont’s residens fotograferes lige så fint som Oakland Athletics stadion i Moneyball og de vindblæste småbyer i Capote. Han har også et tema om kultursammenstød, om det er flamboyante Truman Capote på glatis i midtvesten, Billy Beane’s kamp for statistisk baseret management mod de gamle talent-spejderes mavefornemmelser, eller kontrasten mellem de to afslappede brydere og den excentriske rigmand i Foxcatcher. Verdener mødes og metoder skal fastslås.
Foxcatcher virker til tider som den første rigtige Miller-film, den første hvor hans tematiske materiale vitterlig bliver foldet ud i fuld flor. Det kan til tider undre at den er baseret på virkelige hændelser, så tematisk skarpskåret som den fremstår. Som i Moneyball drejer det sig om sport, om forudsætningerne for at vinde, og om nye metoder i gamle sportsgrene, men brydning er så langt mere en Miller’sk sportsgren end baseball. Allerede i en af filmens første scener ser vi Mark og Dave øve greb på hinanden, metodisk og rutineret, men hurtigt sniger volden og kampen sig ind i det. Den absurd reglementerede voldsudøvelse er den perfekte Miller’ske metafor for samfundet, og det er ingen overraskelse at Mark til sidst overgår til Ultimate Fighting og at Dave, ja, det der nu sker for Dave. Men at du Pont familiens formue er baseret på ammunitions-produktion, i sidste ende på død og krig, det er næsten for perfekt til at være sandt. Formuen fra krigene sætter du Pont i stand til at iscenesætte sig selv som leder, som faderfigur, i sidste ende også som bryder, og folk er nødt til at tale ham efter munden. Stedet er opkaldt efter rævejagt, og i filmens korte indledning ser vi netop grynede billeder af rævejagt, overklassens ritualiserede dyredrab.
I sidste ende handler det om magt. Det ser man også i filmens fremragende dialog, hvor personerne reelt sjældent siger noget som helst. De kommunikerer ikke, de taler, og magtforholdende bestemmer hvad der skal ske. Du Pont snakker i én køre, og alle nikker blot af hans mange tangenter. Om nationalisme f.eks.: ‘Mark, we as a nation has failed to honor you. And that’s a problem. Not just for you, but for our society. When we fail to honor that which should be honored, it’s a problem. It’s a canary in a coal mine. Do you birdwatch? You can learn a lot from birds. I’m an ornithologist. But more important, I’m a patriot. And I want to see this country soar.’ Når folk siger ham imod, forsøger at diskutere med ham, kigger han blot ud i luften, og bestemmer så hvad der skal ske. Indadvendte Mark siger heller ikke meget, hans forhold til både Dave og John er umanerlig passivt-agressivt. Og storebror Dave taler til ham som man taler til et lille barn. Især en enkelt scene, efter al kommunikation mellem Mark og John er brudt sammen, er ubærlig. ‘Wanna tell me what’s going on with you and du Pont?’ siger Dave, mens Mark sidder mut og tavs foran fjernsynet. Du Pont familiens penge er baseret på vold, John Du Pont’s magt er baseret på hans penge, ergo er hans magt baseret på vold. Så langt så kapitalisme-kritisk. Men forholdet mellem brødrene er ikke en kontrast, det er aldrig et lige forhold. John påstår at Mark altid vil blive set som den lille i forhold til Dave, og den nihilistiske tragedie i filmens tematik er, at han har ret. Kapitalismen skaber forskel mellem folk, i sidste ende baseret på vold. Men uden kapitalisme… Så er der stadig forskel.
Og så foregår det hele i midt-til-slutfirserne, med Reagan, neo-liberalisme og fornyet patriotisme i baggrunden (den virkelige historie strakte sig over noget længere tid, men det er som om filmen trækker tiden lidt sammen henimod slutningen. Selvom det aldrig skæres ud i pap, at det er det som sker). Som sagt, det er subtilt, men det er et fantastisk tidsbillede der gemmer sig i filmen. Et portræt af en tid, hvor fernissen blev skrællet af samfundet, til fordel for ren og skær udbytning. Og efter at have set den på repeat: Slutscenen er fuldstændig forrygende. Til sidst er der vitterlig ikke andet end melankolsk The Times They Are A-Changing, og en folkemængde der jubler ‘USA! USA!’ mens en tidligere olympisk mester i brydning gør sig klar til at banke en russer til blods.
Fortjent Pris?
Foxcatcher er en af de absolut bedste amerikanske film der har været i Cannes indtil videre dette årti. Sammen med Wes Anderson’s Moonrise Kingdom og Terence Malick’s The Tree of Life er den i min top-tre. Men der var alligevel bedre film i konkurrence, og ikke mindst rent filmisk skete der mere interessante ting i andre film. Så det overrasker lidt, at Bennett Miller vandt prisen som Bedste Instruktør. Måske var det for at hylde personinstruktionen, når nu Timothy Spall dominerede al snak om Bedste Skuespiller? I hvert fald havde filmen nok måtte nøjes med en thumbs up fra min side, desuagtet at jeg ret godt kan lide den.
Næste uge skal vi tilbage til 1990, og en film om amerikansk historie, dog instrueret af en brite. Alan Parker’s Kom og Se Paradis.