Palmesøndag del 55
(The Lost Weekend, Billy Wilder
Cannes 1946, Grand Prix + Bedste Skuespiller (Ray Milland))
Cinemateket har gang i en kavalkade om Billy Wilder for tiden. Jeg er ikke den store ekspert – jeg elsker Ingen er Fuldkommen og det er nogenlunde så meget jeg ved om ham – men jeg tænkte at benytte lejligheden til at skrive om hans Forspildte Dage, eftersom den var en af de 11 film der delte Grand Prix på den første Cannes festival i 1946.
På wikipedia kaldes filmen et ‘film noir drama’, en lidt mærkelig betegnelse til en film uden kriminal-plot, men i stedet en indgående beskrivelse af en alkoholikers episke fem-dages druktur. Filmen føles dog alligevel som en krimi-film. Visse scener udspiller sig som en thriller, når Don Birnam (Ray Milland) sniger, gemmer og kravler af sted for at undgå at blive opdaget mens han er mest fordrukken. Og der er en grundlæggende krimi-logik i filmen, som konstant drejer rundt om tegn, spor, ledetråde, osv. I starten skal ‘ledetråd’ forstås ganske bogstaveligt, da Don har hængt en flaske whisky i en tråd ud af hans vindue, for at skjule den for hans bror Wick (Phillip Terry). Et cigaret-skod henleder Wick’s opmærksomhed på vinduet, og ved vinduet opdager han tråden, og for enden af tråden opdager han flasken. Sådan er filmen hele vejen igennem, det er sjældent den viser direkte, men indirekte via tegn. At Don har drukket står klart ud fra de mange glasmærker i bardisken, f.eks. At han er ude af sig selv kan ses ved at han ikke engang hiver mælkeflaskerne ind. Og at han ikke barberer sig. Don gemmer flasker for Wick, Wick gemmer dem for Don’s kæreste Helen (Jane Wyman), og Don forsøger desperat at finde dem igen. Rundt og rundt går det, det ene spor efter det andet.
Tydelige druk-spor
Historikeren Carlo Ginzburg har skrevet et glimrende essay om hvad han kalder ‘spor-logik’ (‘Spor : indicie-paradigmets rødder’ som findes i samlingen Spor: Om historie og historisk metode) hvori han forbinder historikerens metode med krimi-forfatterens, med lægens og med psykoanalytikeren. Den sammenhæng synes filmen enig i, hvorfor det giver fint mening med krimielementer i en fortælling om alkoholismens psykologiske årsager. Gennem flashbacks og monologer og monologer i flashbacks stykkes en fortælling sammen om de personlige årsager bag. Som var det analytisk terapi – med en bartender som analytiker – for vi fortalt forhistorier, hallucinationer, indtil vi kommer ind til kernen som jeg ikke skal afsløre her. Sådan hvad jeg har læst af Freud og andre analytikere, så tror jeg nu heller ikke de ville være stoppet her, og vi kan da også notere os at Dons store monolog fremføres i en scene hvor et portræt af hans mor er prominent synligt, og mon ikke det i virkeligheden handler om impotens, kastraktionsangst og latent homoseksualitet? (Det gør det faktisk efter sigende i bogen filmen er baseret på, men det blev skåret fra til filmen)
Mor!
Den slags skabelon-psykoanalyse har givet hele teorien et lidt dårligt ry. One size fits all. Men når jeg ser en film som Forspildte Dage synes problemet at være dybere. Der er noget grundlæggende ved semiotikken som synes forældet. Til tider synes det overdetermineret, som når Don ser La Traviata og fantaserer om hans overfrakke, hvori der ligger en flaske whisky. Frakke betyder flaske, men det ser fjollet ud, og bliver afvist af et moderne publikum. Andre gange virkede det i publikums øjne mærkeligt underdetermineret, som når Don er på fin bar, hvor kun hvide mennesker sidder, men hvor medarbejderen på toilettet er sort. Der lød en lille latter i salen, jeg var ikke den eneste som med det samme så et spor på råd, på samfundssyge, men filmen synes ikke at være opmærksom på det. Det er problemet med den enstrengede spor-logik: Den kræver tiltro til filmens autoritet, og til autoriteter generelt, som er undermineret i vore dage. Hvorfor skulle en film der er så blind om racisme, og hvor kvinderollerne ærlig talt ikke fungerer ret godt, være specielt vidende om noget som helst andet?
Spor-logik-filmen over dem alle må være Citizen Kane (vi har ordet ‘Rosebud’, vi ved ikke hvad det hentyder til, men på en eller anden måde må det forklare Kane’s inderste indre), men her var Orson Welles forud for sin tid, for pointen med filmen er ikke blot, at Charles Foster Kane savnede sin slæde, nej, det er i lige så høj grad pointen at journalisten ikke opdager det, og at slæden bliver brændt. Her kommer en bevidsthed om at visse spor-rækker vil forblive uforløste, at jagten på sandheden ikke altid lykkes. Den idé er måske den vigtigste forskel på første og anden del af det tyvende århundrede, eller på modernismen og postmodernismen. Den anden film jeg så i cinemateket sidste uge, Jacques Rivette’s Paris Tilhører Os, var også en sær noir-agtig sag, men med en helt anden spor-logik. En konspirativ logik, hvor et eller andet i udkanten af fortællingen syntes på grænsen til at tage livet af samtlige unge mænd. Noget ondt, noget mystisk, noget groteskt. Der er ikke noget klart svar på hvad, og der er heller ikke nogen lettilgængelig psykologisk forklaring på det. Der er en femme fatale, men det synes nærmest parodisk. Selv når der synes at være et spor sidder man som publikum og tvivler.
Men det gør man sådan set også i Forspildte Dage. Filmen føles ikke troværdig som forklaring på alkoholismen længere, for dens determinisme tror vi ikke længere på. Men. Netop fordi tiden er anti-autoritær, netop fordi vi ikke længere tror på filmskaberen som den store meningsdanner, netop derfor lever filmen stadig, selvom dens hensigt med at sætte et problem til debat falder fra hinanden. Vi tror ikke på dens forklaringer, på dens logik, men derfor kan vi stadig nyde den som en film noir. Som med f.eks. en krimi som Kvinden i Buret, vi tror egentlig heller ikke på kriminal-plottet i den film, men derfor kan man stadig more sig over opklaringen. Forspildte Dage er til tider decideret suspense-fyldt: Vi ved f.eks. at der er en flaske whisky et sted, selvom Don har gemt det, og som en tikkende bombe er vi bange for at han skal finde den og gøre yderligere skade. Og selvom vi ikke altid følger de spor som instruktøren har tiltænkt, så siger filmen stadig en del om samfund, mandlighed og sygdomssyn i fyrrernes USA.
Læs Mere:
To af de andre film fra Cannes 46:
Berygtet (Alfred Hitchcock)
Gaslys (George Cukor)