Fægteren

Der sker virkelig meget i skandinavisk film for tiden. Norge har den literære satiriske bølge med instruktører som Joachim Trier, Eskil Vogt og Yngvild Sve Flikke. Sverige har den bedste nye skandinaviske instruktør længe i Ruben Östlund. Og Island er eksploderet rent filmisk, med prisvindere som Om Heste og Mænd, Blandt Mænd og Får og Virgin Mountain. Mens Danmark… Og ja, så er der altså Finland. Hvad sker der i finsk film for tiden? Ikke helt det samme. Hvis de tre andre nordiske lande – eksklusiv Danmark – synes inde i en rivende auteuristisk udvikling, så synes Finland, som længe har været kendt for Aki Kaurismäki, måske Pirjo Honkasalo, og så egentlig ikke ret så meget andet, at være mere i gang med at opbygge en industri, med alt hvad det medfører af genre-film (f.eks. de to Iron Sky film om nazister på Månen, og Big Game med Samuel L Jackson), genindspillede komedier (et remake af danske Klassefesten kaldet Luokkakokous var sidste års helt store succes) og historiske dramaer med klart oscar-potentiale. Og i den genre er der nok ingen så stærk som Klaus Härö, instruktøren af Fægteren.

Klaus Härö laver historiske film, med undtagelse af halvfjerdserfilmen Letters to Father Jacob foregår de alle sammen i slutfyrrerne/starthalvtredserne. Han laver nordiske co-produktioner, og debutfilmen Elina – Som om jeg ikke fandtes skildrede problemer hos det finsk-sprogede mindretal i Norbotten i Sverige. Den var nomineret til bedste nye nordiske film ved de norske Amanda-priser, og vandt en pris herhjemme på Buster-festivalen. Han har været nomineret til både den finske Jussi og den svenske Guldbagge for Bedste Film. Fægteren var anden gang han vandt den store Jussi. Han forstår at spille spillet, skaffe investeringer på tværs af grænser, men det bliver aldrig til typisk dårlig euro-budding. Det er ikke blot finansieringen som er grænseløs, han skildrer ofte problemer i det store svensk/finsk/estiske/russiske område, hvor grænserne har flyttet sig en del gennem århundrederne. Og der er andre ting som går igen, som nævnt ofte tidsperioden, men også f.eks. fokus på samspillet mellem børn og voksne. Han er med andre ord rimelig perfekt oscar-instruktør, og Fægteren blev da også nomineret til en Golden Globe og var shortlistet blandt de ni sidste film til en Oscar, men blev sorteret fra da de fem nominerede blev offentliggjort.

Fægteren er baseret på virkelige begivenheder (naturligvis). Den handler om den i sit hjemland legendariske estiske fægter Endel Nelis, og det fægteakademi han grundlagde i Haapsalu på den estiske vestkyst. Filmen skildrer ikke blot hans arbejde med at opbygge en fægteklub, imod ønskerne for den lokale administration, der ser fægtning som en feudal sport uegnet for børn af proletariatet, men også hans forsøg på at holde sig ubemærket i det lille samfund fjernt i yderkanten af det daværende Sovjetunionen. Området var hårdt ramt af udrensningerne i Stalins sidste år, eftersom de estiske unge mænd havde svært ved at komme ukompromitterede gennem Verdenskrigen, fanget som de var mellem to fremmede stormagter. Det er med andre både en typisk lærer-film om kampen for at fange børns entusiasme, en sportsfilm om fægtning, og en paranoid samfundsskildring. Det er egentlig en lidt mærkelig konstruktion, og der er da også ting som fungerer bedre end andet.

fencer_05

Det er et fantastisk frygtsomt stemningsbillede. Der bliver ikke vekslet mange ord direkte om hvad der er sket, men det behøver vi heller ikke for at forstå det meste. I alle skole-film bliver den unge mand en faderfigur for børnene, men her er det så meget mere ekstremt, for der er ganske enkelt nærmest ingen andre unge mænd i området. De er næsten alle sammen væk. Til gengæld flyver der militær-fly over byen med jævne mellemrum. Alle frygter hvad det betyder når der kommer henvendelser fra fremmede mænd; i en scene er der nogen som vil snakke med Nelis, og børnenes ansigtsudtryk i baggrunden siger meget mere om det at leve under et diktatur end nok så mange dialogscener kunne have gjort. Det er ikke første gang det er sket, og det plejer at ende meget værre. Det er præcis dette man håber på i en oscar-film, en dispatch fra en tid og et område man ellers ikke kender meget til. Jeg har aldrig set Haapsalu før, jeg har sjældent tænkt meget over områdets historie, men nu har jeg billeder af dets indbyggere, af dets børn, af dets frygter og glæder på nethinden. Den fornemme og afdæmpede Jussi-belønnede cinematografi fanger fint området, og udnytter glimrende det filmiske materiale i fægteøvelserne, trinene, posituren, skridtene frem og tilbage. Meget mere kan man ikke håbe på.

Så er der så ting som er lidt mere svære. Visse af personerne er taget ud af kliché-håndbogen uden at der er gjort det store ud af at bringe dem til live som selvstændige individer, f.eks. de onde skole-administratorer, som hurtigt er glemt. Der går bestemt også sports-kliché i den til det afgørende fægtestævne; uden at ville spoile for meget, så er der virkelig ikke mange ting den holder sig for fin til i sidste ende, og de små børn er ikke helt atletiske nok til at det på nogen måde virker realistisk. Men whatever. Det er ikke derfor filmen lever, den lever i bevægelserne, ansigterne og det uudsagte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.