Palmesøndag del 30
(Gaslight, George Cukor, USA
Cannes 1946)

Den første Cannes blev holdt i september 1946, lige efter krigen. Den skulle have være afholdt i september 1939, som et erklæret internationalt og neutralt modstykke til den dengang mere og mere fascisme-inficerede Venedig-festival, men september 1939 var præcis samme tid at Tyskland invaderede Polen, og England og Frankrig erklærede krig, og så blev hele arrangementet aflyst. Først syv år senere forsøgte man igen, og denne gang forløb september uden krig.

Da man forsøgte igen efter krigen holdt man derfor første festival som en fejring af sammenhold og kulturel formåen, snarere end som en konkurrence. Der blev uddelt 11 hovedpræmier – bl.a. til De røde enge af Bodil Ipsen og Lau Lauritzen – hvilket betød en pris til næsten hvert eneste deltagende land – dog ikke Portugal, Rumænien og Egypten, så vi slog de tre lande, hvilket border et ‘Heja Danmark’. Og alle de store filmlande fik lov til at vise et bredt udvalg af hvad de havde at byde på, så der var et bredt udvalg af kvalitetsfilm fra f.eks USA, hvilket gav plads til George Cukors over to år gamle Gaslys.

Fra USA blev der vist mange forskellige ting som Disney’s Make Mine Music, musicalen Rhapsody in Blue om Gershwin, og Rita Hayworth’s glansrolle som sex-bomben Gilda. Og et par oscarvindere: Billy Wilder’s Forspildte Dage havde nærmest ryddet bordet ved uddelingen i marts 1946, og vandt også en Grand Prix for USA. Og Gaslys havde været rigtig godt med året før, med syv nomineringer inkl Bedste Film, Bedste Adaption, Bedste Cinematografi, Bedste Art Direction og tre skuespiller-nomineringer, og den vandt to af dem: Bedste Art Direction og Ingrid Bergman’s første oscar for Bedste Skuespillerinde.

Hvis vi starter med Art Direction, så er det fuldt fortjent. Som navnet på filmen antyder, så foregår historien før elektricitetens indførelse, så gaslyset spiller en stor visuel rolle, især sammenlagt med den tygge og skumle London-tåge. Også inde i det centrale hus spiller gaslyset en stor rolle, de flimrende skygger falder på væggene, der er aldrig helt oplyst, det er aldrig helt klart hvad der foregår. Det er brugen af kulisser, lys og scenografi, der først og fremmest gør filmen værd at se. Den kvælende stemning gør op for hvad der vitterlig er nærmest blot skelettet af et plot: Den smukke og charmerende Gregory Alton gifter sig med den unge Paula Alquist, og forsøger at overbevise hende om at hun er sindsyg, så han kan overtage hendes hjem, arvet efter hendes myrdede tante, hvor der er gemt nogle dyrebare diamanter. Der er ikke så voldsomt mange twists og skift, vi ved ret hurtigt at Gregory er en skidt fyr og Paula ikke er sindsyg, så det meste af filmen er suspense over en situation, der bliver værre og værre og mere og mere omklamrende. Da jeg som udgangspunkt ikke går ret meget op i plot passer det mig så udmærket, at stemningen er så meget højere prioriteret.

Og her kommer vi så til skuespillet. Ingrid Bergman er et ikon, har spillet fantastiske roller, og insisterede på sin egen karriere. Men i fyrrernes Hollywood var der bare ret sjældent stærke roller til kvinder, og rollen som Paula Alquist er, Oscar eller ej, bestemt ikke én af dem. Paula er fra start traumatiseret efter mordet på tanten, og snart bliver hun viklet ind i et spind af løgn og manipulation. Hun er et offer i første minut, og hun er et offer i langt størstedelen af filmen. Bergman spiller hende varieret, spiller hvordan den stormfulde forelskelse bliver til tvivl, bliver til nærmest sindsyge, men der er ikke ret mange forskellige toner i rollen som den er skrevet. Først til sidst, da løgnene bliver afsløret, får hun lov til at give den gas på alle pedaler, med en gnistrende monolog til den fangede Gregory, om alt det han har gjort mod hende og hvorfor hun ikke kan tilgive ham: ‘If I were not mad I could have helped you. Whatever you have done I could have pitied and protected you. But because I am mad I hate you. Because I am mad I have betrayed you, and because I am mad I’m rejoicing in my heart without a shred of pity, without a shred of regret, watching you go with glory in my heart!’ Det ville være den monolog der blev vist under Oscar-uddelingen hvis det havde været i dag, og publikum ville have klappet behørigt. Bergman giver den hele armen, stiger langsomt i intensitet, men sekunder efter står hun igen og græder op af en dørstolpe. Det er et glimt af styrke, et håb om fremtiden, men samtidig også et skræmmende udbrud, fra en utroligt skadet karakter.

Bergman var den eneste skuespiller der vandt en Oscar, men ikke den eneste nominerede. To andre fik nomineringer uden at vinde: Charles Boyer er fornem som Gregory, som Bergman en tilkommen til USA, oprindeligt fra Frankrig, og hvad der tydeligvis skal forstås som hans centraleuropæiske skummelhed fremføres perfekt. Jeg kender ham ellers bedst som den rare ungarske professor i Ernst Lubitsch’s herlige Cluny Brown (‘Nuts to the squirrels!’) men han kan også spille psykopat så det basker. Filmens store gennembrud tilfaldt blot 18-årige Angela Lansbury, der spiller Nancy, herre-glad tjenestepige hvis åbenlyse flirt med Gregory isolerer Paula yderligere. Hun er nu fyldt 96, og er sikkert mest kendt herhjemme for hovedrollen i tv-serien Hun så et Mord, og så lagde hun den originale stemme til Ms Potts i Skønheden og Udyret.

Gaslys er en prestigefilm fra dengang det også kunne betyde genre-film med fantastisk mise-en-scene. Dengang forskellen på en A og en B-film handlede om skuespillere og budget, snarere end indhold. Det er ikke en film man ville tænke til Cannes eller Oscar i dag. Det var dengang Hollywood-filmene stadigvæk udfordrede filmsproget. Men til gengæld så absolut ikke udfordrede kønsroller eller samfunds-ditto. Der er strejf af skandale over Gaslys, Gregory og Paula går formentlig i seng sammen før de bliver gift, og Nancy har en moderne kønsdrift, men filmen kan så også læses som en cautionary tale mod præcis de ting. Paula var ikke omhyggelig nok med hvem hun gav sig hen til, og betalte prisen. Traileren giver en meget god beskrivelse af synet på mand og kvinde: A story that reveals a man’s secret and unholy desires. And probes into the strange emotional depths of one woman’s heart. Manden er så forblændet af juvelerne, at han myrder og manipulerer. Og den følelsesladede kvinde kan tydeligvis hverken se op eller ned.

Filmen er bestemt god, og ‘gaslighting’ blev et udtryk der bruges både generelt og i specialist-litteratur om denne form for psykisk misbrug. På den måde er i det mindste filmens titel nærmest gået over i historien, så det må vel siges at være meget godt set af Cannes. Men det er også en film der er meget fanget af tiden, snarere end åben over for fremtiden. Det var den slags man hyldede i 1946, hvor det gode netop havde vundet over det onde, og der derfor måske ikke var så megen behov for at se indad og fremad.