foraeldre-galleri11

Forældre

Der er for lidt rum i dansk film. Eller snarere: Der er for få rum i dansk film. Eller måske snarere: Der er for få film der filmer rum så fint som Christian Tafdrup’s fornemme første film Forældrer filmer rum. Efter Kjeld og Vibeke’s søn Esben er flyttet ud får vi flotte klip fra de pludseligt så tomme værelser, stuer. Vi ser de to voksne mennesker lave mad med ryggen til hinanden i samtale-køkkenet, vin i hånden og TV2’s ‘Hele Verden fra Forstanden’ på anlægget, naturligvis. Allerede her er der noget uvant for dansk film på færde: En film der forsøger at kommunikere en følelse, en tilstand, ved at skildre sted og omgivelser. Ok, det er det såkaldte ’empty nest syndrome’, og det bliver kommunikeret ved at skildre huset som tom rede, måske ikke den mest komplicerede ting, men alligevel.

Det bliver kun bedre. Kjeld og Vibeke beslutter sig til at flytte ud af deres nu for store hus, og ind i deres gamle lille kvistlejlighed, som hurtigt bliver sin egen karakter i filmen. Kjeld forsøger at omdanne den som den så ud i 80’erne, med grammofon og læsekrog, ølkasser at sidde på, gamle tæpper på gulvene. Da det ikke helt lykkes, den nyistandsatte lejlighed er stadig for pæn, begynder han at gøre op med reparationerne, og snart driver vand ned af vægge, skidt står og fylder, og rummet fremstår som manifestationen af en midtvejskrise.

foraeldre-galleri1

Det skal nu siges, at Forældre ikke fortæller sin historie ved rum alene, det ville være uretfærdigt overfor de fremragende skuespillere. Søren Malling og Bodil Jørgensen forener ubesværet komedie med drama i hovedrollerne som Kjeld og Vibeke, Malling med en brysk humor og stenansigt der skjuler frustrationer over aldring, mens Jørgensen kombinerer en følsom distræthed med vedvarende glimt af ungdommelig livsglæde. Man kan altid fornemme den unge Vibeke i Jørgensen’s præstation, hvorfor Kjeld’s vedvarende forsøg på at genvinde hende, motivationen for hele filmen sådan set, aldrig kommer i tvivl. Uden at ville afsløre filmens struktur og twists får Elliott Kruse Hove og Miri Ann Beuschel mulighed for at spille unge udgaver af Kjeld og Vibeke, Malling og Jørgensen. Kruse Hove, også for nylig fremragende i I Blodet, skaber en egen figur, så vi ser hvor meget Kjeld har måtte ændre sig over årene, og efter faderskab, mens Beuschel med filmens måske bedste præstation spiller op af Jørgensen’s udtryk og spillestil, så det til tider er helt skræmmende. Anton Honik som Esben, mest kendt for sin musikkarriere, har mindre at skulle gøre, men gør det også glimrende.

foraeldre-galleri7

Men godt skuespil, det er der så mange danske film som har. Et overraskende, morsomt manuskript, det ses også andre steder. Men fornemmelsen for sted, for stil, for æstetik, den er ret sjælden. Til tider virkede filmen helt svensk, Tafdrup bruger parcelhus og lejlighed som en Ruben Östlund bruger hotel og stormagasin i henholdsvis Force Majeure og Play. Når forholdet mellem nutid og fortid begynder at blive anspændt, når Kjeld og Vibeke begynder at miste kontrollen over deres liv, så går Tafdrup over til i høj grad at bruge håndholdt kamera, en effekt der mindede mig om noget så eksotisk som iranske Jafar Panahi’s Closed Curtain, hvor instruktøren var nødt til at allegorisere sin sindstilstand via rummene i hans sommerhus, eftersom han sad i husarrest. Det er ganske udansk med så megen kunstfilm i en komedie – et sent klip synes endda nærmest at parodiere store Tarkovskij’s brug af rod i vand, som om Tafdrup lige vil sige at han ved hvad han laver.

foraeldre-galleri8

Al begyndelse er svær. Forældre er den bedste danske brug af rum siden Anne Sofie Hartmann’s Limbo fra PIX sidste år. Men det kan ikke helt måle sig med svensk, østrigsk, iransk, billedsprog. Det er lidt typisk, at en dansk film der arbejder med rumbrug tager udgangspunkt i et psykologisk problem der er opkaldt efter rum… Men! At det er en debut-film betyder jo at vi forhåbentlig kan se tilgange og arbejdsgange blive forfinede og selvsikre, Forældre er en af de mest spændende danske debuter længe. Lad der blive mere rum i dansk film. Lad der dog i det mindste blive rum til Christian Tafdrup i dansk film.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.