En mand flyder ude i havet og er ved at drukne. Så kommer en båd forbi: ‘Hey, godt vi fandt dig, skynd dig og kravl op heri!’ ‘Nej nej,’ siger manden. ‘Jeg er stensikker på Gud nok skal redde mig.’ Så kommer endnu en båd forbi: ‘Hvad i alverden, kom lad os hive dig op.’ ‘Det behøves ikke Gud skal nok redde mig.’ Til sidst kommer en helikopter flyvende: ‘Vi hørte fra to både der lå en mand og flød, nu skal vi nok samle dig op.’ ‘Hold nu op, jeg ved Gud vil redde mig.’ Efter manden er druknet og kommet i himmelen spørger han Gud: ‘Hvorfor reddede du mig ikke?’ Og Gud svarer: ‘Jeg sendte to både og en helikopter, hvad i alverden havde du regnet med?’ Dan Kwan og Daniel Scheinert’s debut-film Swiss Army Man genspiller langt hen ad vejen den joke, med Paul Dano som manden, Hank, og Daniel Radcliffe som hjælpen, i form af et pruttende, flydende, vandopbevarende lig.
Man må bruge de ting man har for hånden, også selvom det er et pruttende lig. Det er credoet for filmens plot og credoet for filmens stil. For USA er Swiss Army Man en utroligt billig film, 3 millioner dollars, og udover Harry Potter stjernen Daniel Radcliffe i den ene hovedrolle har filmen et hjemmelavet look. Analoge effekter, analogt udseende med masser af naturligt lys, eftersom den handler om at overleve i vildnisset masser af smukke og flotte naturbilleder. Men mest sigende for kreativiteten er soundtracket, skrevet af Andy Hull og Robert McDowell fra Manchester Orchestra. Langt de fleste sange starter med Dano og Radcliffe der nynner nemme melodier, som så langsomt bliver til triumferende temaer der post-rock agtigt bygger mod klimaks. Senere inkorporeres Cotton Eye Joe og temaet fra Jurassic Park og hvad Hank lige ellers har på hjernen.
Swiss Army Man havde premiere på Sundance festivalen tidligere i år, til en splittet reaktion. Ved de første visninger udvandrede folk, uvillige til at se Daniel Radcliffe’s prutter blive brugt som jet-motor, eller hans erektion som kompas, men samtidig fik filmen enorm opmærksomhed som en film der ikke ligner noget andet. Det er nu ikke helt rigtigt. Den ligner ret meget noget Michel Gondry kunne have fundet på. Faktisk ligner den så meget Gondry, at den nærmest er den bedste film Gondry aldrig har lavet. Efter Hank og liget, som han efterhånden døber Manny, skyller op på fastlandet render de ind i mere og mere skrald fra civilisationen, og Hank begynder at lave en kompliceret lejr med café, bus og alskens andre installationer, det minder ualmindeligt meget om en film som Gondry’s The Science of Sleep. De begynder at genopføre klip fra Hank’s tidligere liv, ligesom gamle film bliver amatøristisk genopført i Gondry’s Be Kind Rewind. Man kan faktisk sige Swiss Army Man, i indstilling og tematik, er fuldførelsen af Gondry’s diy indie-æstetik: Brugskunsten trænger helt ind i Radcliffe’s krop, der bukkes, bøjes og kastes på alle tænkelige måder.
Jeg holder meget af mange Gondry film. Be Kind Rewind, The Science of Sleep og The We and the I, som Gondry lavede i samarbejde med eleverne fra en New York teaterskole. Der er en fornemmelse af community, af fællesskab og fælles præstation, når Gondry er bedst. Jeg bryder mig mindre om mandens kendteste film: Evigt Solskin i et Pletfrit Sind. En stærk instruktør til at skildre fællesskab og filmkoder, mindre stærk når det kommer til psykologi. Rejsen ind i det pletfrie sind har altid slået mig som værende ret banal, og desværre begynder Swiss Army Man at være ligeså banal når den begynder at rejse ind i Hank’s psyke og traumatiske fortid. Jeg lærer nok heller aldrig at forstå hvorfor denne type film, der prædiker plads til at være sig selv, forståelse for hinanden, fokus på almen menneskelighed, altid går så meget i stå så snart en kvinde dukker op foran kameraet… Der er én kvinde i filmen, og hun har naturligvis rollen som drømmepige, hvis personlighed egentlig er ligemeget. Det skal siges, at instruktørerne synes klar over det problematiske, der opstår et mørke så snart sandheden om Sara bliver afsløret, men det er et mørke som filmen straks derefter forsøger at sno sig ud af, med mudrede, ulogiske passager til følge. Det er synd, det er ærgerligt. Men måske er tingene bare sværere end som så, måske kommer der ikke altid to både, en helikopter, og et pruttelig til at at redde os? Selvom Swiss Army Man kommer helt utrolig langt blot på idéerne og entusiasmen, så må selv det mest oppustede lig løbe tør for gas på et tidspunkt. Og så bliver det lidt mere trægt.