Dansk kunst har en forpligtelse overfor Danmark! For ikke at lyde alt for DF, så lad mig med det samme kvalificere det statement. Ikke den enkelte kunstner, men kunsten som helhed burde kunne afsøge hvem vi er. Men den forpligtelse bliver altid stillet alt for idiotisk op. Politikerne bliver involverede, og pludselig er der 173 millioner til et makværk der skulle belære os alle sammen om Anden Slesvigske Krig. Jeg snakker heller ikke om film der fortæller de danske historier, det være sig om en travhest eller et lavere middelklassepar i krise eller en idealistisk journalist eller måske et øvre middelklassepar i krise. De film kan for øvrigt være ganske suveræne. Men hvis dansk film skal højne anseelsen internationalt, så skal den i højere grad arbejde med det danske filmiske materiale: De danske rum, det danske lys, danske praksisser, danske ansigter* Når Anna Sofie Hartmann’s Limbo er så en berusende dansk debut, så skyldes det i hvor høj grad hun vrister sin film ud af dette danske materiale. Og når det alligevel er lidt trist, så skyldes det at hun har måttet finde tyske penge for at gøre det.

* Og lige for at gøre det klart, så inkluderer jeg naturligvis også folk født udenlandsk under betegnelsen ‘dansk’, og det gør Limbo for øvrigt også. Dansk film skal skildre DK anno 2015, ikke 1955. 

Hartmann har boet 10 år i Berlin, og er film-uddannet dernedefra. Der findes en hel stil der kaldes ‘Berlin-skole’, med instruktører fra den uddannelse, der går meget op i brug af rum og linjer og landskab. Film som Ramon Zürcher’s The Strange Little Cat der vandt PIX-prisen i 2013, eller Jessica Haussner’s Amour Fou, der også vises på PIX i år, og som er den bedste film jeg har set i 2015. Det føles næsten som et mirakel at se en dansk film lavet på den måde. Plottet er gevaldig minimalistisk, mestendels følger vi bare unge Sara i hendes hverdag som gymnasie-elev på Nakskov. Det spændende er, at hun er forelsket i hendes kvindelige dansk- og dramalærer Karen. Det fylder egentlig ikke så meget, ikke i forhold til hvor lang tid der bruges på at filme unge mennesker på cykler – der burde være så mange cykler i dansk film! – roe-høst og bearbejdning – sukker-fabrikken er sidste store arbejdsplads i Nakskov! – eller blot glide roligt langs vejene og filme huse, landskaber, mennesker. Unge mennesker i en dansk vinternat – det føles så ægte, at Sara alligevel blot har hotpants på, selvom sneen daler omkring hende i mørket.

Jeg ville ønske filmen havde et mere særligt navn end Limbo eller at den var mere populær, så jeg kunne finde langt flere billeder at putte på herinde. For det er vitterlig billederne som ætser sig fast. Linjerne, fladerne. Sara tager hjem til Karen for at male hendes vægge, og rummet er et rum jeg ikke mindes at have set på film før: Tomt og nys indtaget, med skarpe lys fra lamperne der spejler sig i plasten på gulvet og de nøgne hvide vægge. Og lamperne er nødvendige for at lyse op, for på sådan en dansk mørk vinternat, i et hus ude på det mørke land, der er der ingen gadelamper til at lyse op udefra. Jeg kan som sagt ikke huske at have set det rum før på film, jeg er ikke sikker på det kan eksistere andre steder der ikke er så højt op mod nord som her, og jeg følte jeg forstod det med det samme. Jeg fanger logikken: Det er normal dansk flytterutine tilsat de mørke nætter jeg kender fra min families sommerhus. Når et rum er bygget så præcist som det her, og når så kameraet fanger linjer og vægge og menneskene deri i så udsøgt en komposition som det her, så taler det til os, fortæller os noget om vores liv, ikke med ord, men med billeder. Og dét er film!

Hvis det blot var det filmen kunne, så havde det været mere end nok, men filmen skildrer også indfølt nuanceret tragedien ved at være anderledes i et lille samfund som Nakskov. Standarden for ung lesbisk kærlighed i provinsen i skandinavisk film er nok blevet sat med Fuking Åmål men Limbo skiller sig ud, og er nærmest komplet modsat. Der er ikke nogen klike der fornemmer noget er ‘galt’ med Sara, og mobber hende med det, hun er populær og der står nærmest drenge i kø for at være sammen med hende. Men der er heller ikke en anden lesbisk pige der kan forstå hende. Alle er sympatiske og velmenende, og fra glimt af Karen’s dansktimer kan vi se at selv de hårdeste drenge er progressive når det kommer til køn, og f.eks. gerne vil indrømme at de tuder til Titanic. Tragedien skal findes et andet sted, og den slår næsten hårdere fordi den er så banal: Verdenen er ganske enkelt for lille til at rumme den subkultur, som Sara skal bruge for at finde sig selv. Alle hendes venner og veninder ser ud til at acceptere moderne kønsnormer, ville sikkert også acceptere Sara som lesbisk, men det er på et abstrakt plan, i praksis bliver ting gjort på ganske få måder, fordi der ganske enkelt ikke er ret mange som gør noget. Der mangler de mennesker Sara leder efter. Som filmen skrider frem bliver det mere og mere et centralt tema: Hvordan man håndterer manglende mennesker. Til sidst har vi roetærskeren, stranden, heden, vejgrøfterne, og ikke ret meget andet. Til gengæld er der en følelse af længsel og afsavn, som bliver siddende i kroppen i lang tid derefter.

Det er så udansk en debut som sjældent set. Jeppe Rønde’s Bridgend er også suveræn, men dens miljøskildring kan ikke undgå at føles en smule fortyndet med lidt utroværdige plottwists, når man sammenligner med den rå og ubarmhjertige stil hos Anna Sofie Hartmann. Jeg hepper på hende, men ville dog ikke blive sur hvis Rønde i stedet får prisen. Det virker vigtigere at hylde, at vi har to så stærke debuter i konkurrencen i et og samme år – og så har jeg ikke engang set Thomas Daneskov’s Eliten endnu. Jeg håber rigtig mange ser den her film, for dansk film er sjældent set mere fastforankret dansk, men i internationalt format.