Det kommer sikkert ikke som en overraskelse for denne blogs trofaste læsere, at jeg i høj grad bruger filmmediet som geografisk hjælper. Film viser os landskaber og byer – hvor overraskende frodigt ser Kiarostami’s Iran ikke ud? – den viser os mennesker, påklædning, indretning, og den fortæller os om de problemer de enkelte nationer render rundt med. Derudover er der stilen, et områdes problemer, drømme, udfordringer sætter sig naturligvis ofte i den æstetik de bruger til at beskrive deres problemer med. Godless er den første bulgarske film jeg nogensinde har set, så jeg var ret spændt på at se hvordan den så ud – især fordi filmen har vakt en masse opsigt siden den vandt Guldleoparden på Locarno-festivalen tidligere i år. Jeg ved vitterlig ikke ret meget om Bulgarien – Hristo Stoijtkov, Hagia Sofia, den slags ting – jeg tror jeg altid har tænkt landet mindede om Rumænien, mest fordi de to lande blev optaget i EU på samme tid. Men Godless minder ikke om rumænsk film. Snarere mindede den mig om den ukrainske instruktør Sergej Loznitsa’s film My Joy fra 2010, måske den stærkeste film om østeuropæisk korrumperet tristesse indtil videre. Godless er dog også et godt bud, en impressionistisk billed-beskrivelse af et samfund i komplet opløsning.

Gana er sygeplejerske i en trøstesløs bulgarsk provinsby. Hun masserer ben, serverer mad, uddeler medicin, til områdets ældste med forknyt ansigtsudtryk, men køber samtidig deres ID-kort og sælger dem til områdets kriminelle, til brug i et omfattende, men løst defineret svindelnummer. Hendes kæreste er mekaniker, men udfører også muskel-arbejde, det lokale politi er korrupt, og dirigenten for det lokale kor, som Gana også passer på, kommer i klemme i svindelnummeret.

Da Godless vandt i Locarno læste jeg en irriteret kritiker beskrive den som typisk østeuropæisk stil. Jeg ved ikke helt hvad det vil sige, men Godless er derhenad. Nærmere bestemt er den et miskmask af film fra forskellige lande i øst- og centraleuropa. Holdt i 4:3 format, ganske kvadratiske billeder, filmet på 35 mm, og med dybe og klare farver, alt det minder om ungarske Lázsló Nemes’ Sauls Søn. Pga dybdefokus svæver ansigter ved nærbilleder ud og ind af fokus, som er de kun delvist til stede i deres trøstesløse hverdag, en effekt der også gik igen i Nemes’ Auschwitz-portræt. Jeg har allerede nævnt ukrainske Sergej Loznitsa, som den der i emne og stemning kommer tættest på. Og ok da, rumænernes system-portrætter er også lidt derhendaf. Og endelig er der en strøm af ortodoks religiøsitet i filmen, brug af russisk kormusik, inderlige moralske problemstillinger (og brug af vand som metafor), der kan lede tanken hen på en instruktør som Andrej Zvyagintsev. Men det skal ikke forstås sådan, at Godless er uselvstændig, snarere er den fri i stilen, måske for fri. Rumænske film handler om bueaukrati og autokrati, fra Cristi Puiu’s kafkaske hospitals-narrativ Hr Lazarescus Sidste Rejse til Corneliu Porumboiu’s portræt af politi-magt i Politi, Adjektiv. Den her bulgarske film handler om korruption, om anarki, om et magt- og kontrol-underskud som resulterer i at udnyttelse og vold konstant lurer om hjørnet. Det giver god mening at et bulgarsk filmsprog skulle være mere frit, mindre kontrolleret – omend ikke så vildt og kaotisk som serbiske Emir Kosturica, f.eks.

Således er Godless fantastisk som besked fra en verden vi ellers ikke ser noget til. Men også bare som æstetisk objekt er den fremragende, og på visse punkter må den siges at være ret velkendt for os danskere. Filmen er nemlig en bulgarsk-dansk co-produktion, og der har været danske folk på flere vigtige områder. Peter Albrechtsen har f.eks. lavet det fremragende lyddesign, hvor det konstant føles som om der foregår noget arbejde eller noget maskinelt i baggrunden. I et enkelt kort glimt ser vi under en korprøve f.eks. en person ved en træningsmaskine i baggrunden, koret har været nødt til at øve i en gymnastiksal, hvilket forklarer maskin-knirken der har ligget og støjet indtil da. At nøjes med at sammenligne den med østeuropæiske lande ville også være en fejltagelse, dels fordi det er en europæisk co-produktion, af en instruktør som fortalte efter filmen at hun var emigreret til England som ung, dels fordi Bulgarien som land er præget af mangt og megen. En af de gamle mennesker i filmen bliver ved med at fortælle om hvor glade de var dengang tyskerne kom i fyrrerne, de virkede så civiliserede. Der fortælles historier om oprørsgrupper engang hvor tyrkerne angreb – Bulgarien var under ottomansk overherredømme i hundreder af år – og om kommunistiske forbrydelser frem til 1962. Trøstesløsheden i samfundet kom fra den ubetænksomme liberalisering af samfundet i 90’erne. Det er mange kriser på én gang at forholde sig til, og den bulgarske film Godless forholder sig ikke til ét problem, med én stil, men forholder sig til mennesker i et kompleks af problemer, drømme, ønsker.