Palmesøndag del 413
(Bruno Dumont, Frankrig
Cannes 2021)
France begynder med et billede af Palais de l’Élysée, den franske præsidents residens, med trikoloren flagrende i vinden. Bruno Dumont plejede engang altid at lave film om Nordfrankrig, regionale film, men denne gang går han i kødet på hele den franske nation, som titlen på filmen også understreger. Det er en tilbagevenden til hans mere politiske film fra 00’erne, og det betyder desværre også tilbagekomsten af en hel masse svagheder fra den periode. France er måske Dumonts dårligste film, langtrukken, umorsom, fyldt med overfladiske politiske pointer, og derudover bizart grim digital.
Første gang jeg så den, for et år siden, hadede jeg den. Anden gang, efter jeg har set flere af Dumonts nyeste film, kan jeg mere se den i sin kontekst, som led i en udvikling i Dumonts projekt. Der er ting, der falder på jorden i France, som han lykkedes hundrede procent med i opfølgeren The Empire (2024). Jeg kan godt lide eksperimenterende film, netop fordi at selvom de nogengange fejler, så kan de lede kunstnerne frem til nye idéer, der sidenhen kan blive godt. Det ændrer dog ikke ved, at France i det store hele falder til jorden.
Filmen begynder i Palais de l’Élysée fordi filmens hovedkarakter, France de Meurs (Léa Seydoux), er journalist og skal til pressemøde med Emmanuel Macron. Scenen er lavet ved digitalt at stykke manipulerede klip fra et virkeligt pressemøde med Macron sammen med scener af Seydoux. Det ser herrens ud. Men det skal forsøge at præsentere filmens præmis: At France de Meurs er en overfladisk journalist, at hun repræsenterer en kynisk mediebranche, der i stedet for at oplyse borgerne, bare dyrker sin egen intellektuelle position, og den berømmelse den medfører. Filmen igennem rammes France så af den ene katastrofe efter den anden, og spørgsmålet er, om der er håb for hende til sidst? Det lyder plat og overfladisk. Og det er det såmænd også.
Nedturen starter med, at France kommer til at køre ind i en scooter, og sender den unge mand Baptiste på hospitalet. Det udløser på en eller anden måde en krise hos France, som hun aldrig rigtig kommer sig af. På et kursted har hun en affære med den unge charmerende Charles (Emanuele Arioli), men han er ikke hvad han giver sig ud for, så det hjælper ikke. Det skaber også yderligere problemer i forhold til manden Fred (Benjamin Biolay) og sønnen Jojo. Og selvom det nogengange virker som om Frances meget offentlige skandaler får hende til at tænke over mediernes rolle, så fortsætter hun ufortrødent sammen med hendes producer Lou (Blanche Gardin) at lave den ene manipulerede reportage efter den anden.
Blanche Gardin er åbenbart en kendt fransk standupper, og måske er det derfor Dumont bare lader hende turbosnakke i en uendelighed. Sjovt bliver det aldrig. Lidt sjovere er det at følge Frances rejser rundt i konfliktområder, og se hvordan hun instruerer lokale militsfolk, for at få klip hvor de ser tilpas skumle ud, så fransk udenrigspolitik kan komme til at virke tilpas problematisk over for seerne. Men for faen, hvor tager de scener også lang tid.
Der er rigtig meget i France, som tager rigtig lang tid. Filmen er 130 minutter lang, og det er aldrig rigtig klart, hvad det er den vil. Uvished er et grundvilkår hos Dumont, der altid svælger i paradokser, ironi og abstraktion. Men i France blander han en stor del drama og en endnu større del samfundskritik ned i gryden, og den blanding kommer aldrig til at fungere. Det er for mærkeligt, for abstrakt, samtidig for tungt og langsommeligt. Selv når man ved, at han gør det med vilje – som da France rammes af endnu en tragedie, i en scene der trækkes så langt ud i det melodramatiske, at alle må kunne se det er komisk – bliver det irriterende, fordi det simpelthen hverken er godt eller sjovt nok.
Filmen er som nævnt også utroligt grim. Men det har jeg dog tilgivet den lidt. France svælger i fransk ikonografi. Hver gang karaktererne kører rundt i en bil kan man se Eiffeltårnet eller Triumfbuen ud af bilruden, og hjemme hos France og Fred hænger der så mange malerier og gobeliner på væggen, at det virker som et museum. Alt det her er naturligvis lavet med cgi, og virkelig dårligt lavet, men det får det til tider til at virke som om France bevæger sig rundt i et Frankrig der er blevet så over-ikoniseret, at verden fremstår som en ørken af monumenter.
Det minder lidt om den måde Dumont altid brugte det nordfranske landskab på, som et mærkværdigt ladet bagtæppe for kampen mellem godt og ondt. Det er bare komplet omvendt, Frances digitale verden er overlæsset af symbolik, ikke som i tidligere film tomt men alligevel sært symbolskt ladet. Det er tydeligt at se forskellen i en sen sekvens, da France skal lave et indslag fra Nordfrankrig. Her er det pludselig som om hun træder ind i en gammel Dumont-film, indslaget handler endda om en mand der har myrdet en ung pige, et tilbagevendende Dumont-plot. Først står hun og kigger på et improviseret mindesmærke til den unge pige, mens nyheds-kameraet filmer hende. Det skal bruges i tv. Så kaster hun blikket ud over landskabet, det landskab som gav Dumonts film deres enorme kunstneriske kraft. Og så siger hun: ‘Er det ikke smukt?’
Og jo. Det er det. Og så smukke plejede Dumonts film at være. France er derimod grim og tom. At Dumont helt klart godt ved hvad det er filmen mangler, og lader til at arbejde hårdt for at fjerne det fra filmen, gør ikke oplevelsen bedre. Det er et mislykket eksperiment.
Men nu ser jeg det som del af Dumonts kunstneriske udvikling. Hans Jeanne fra 2019 begyndte den udvikling. Første del af denne anden film om Jeanne d’Arc begyndte også i klitterne i Nordfrankrig, men anden halvdel bevægede sig så ind i Amiens-katedralen. Første skridt ind i et filmsprog baseret på fransk ikonisk arkitektur og kunst. France svælger i det, så meget at filmen bliver helt steril. Og så meget, at jeg troede der ikke var mere at komme efter hos Dumont.
Men i The Empire fra i år fik han det så pludselig til at virke. The Empire er en bizar sci-fi film, der skildrer kampen mellem to grupper af rumvæsener på den nordfranske kyst. Alt imens detektiverne fra P’tit Quinquin og Coincoin et les Z’inhumains forsøger at finde ud af hvad der foregår. Og de gigantiske rumskibe ligner henholdsvis Versailles-slottet og en fransk Katedral. Det ligner med andre ord at kirke og kongemagt kæmper en art Highlander-krig i en lille fransk badeby. Det er vanvittig morsomt, selvom det også er grimt på den gode måde. Og på en eller anden måde også samfundsdebatterende. Langt mere succesfuldt samfundsdebatterende end France, uanset hvor meget satire og udtalt kritik af medierne der er i den film. For når ikke en film er succesfuld, så er det ret lige meget hvor politisk den forsøger at være, så formår den ikke rigtig at sige noget som helst.