Palmesøndag del 463
(Nouvelle Vague, Richard Linklater, USA/Frankrig
Cannes 2025)
Den amerikanske instruktør Richard Linklater har efterhånden instrueret over tyve film, så det er ret tydeligt at se, at han er vendt tilbage til en række idéer og tematikker igen og igen. Han har lavet de tre Before-film, hvor Ethan Hawke og Julie Delpy snakker og elsker, indtil et eller andet tidspunkt, han har lavet tre tegnefilm med stærkt varierende kvalitet af animationen, han har både lavet Dazed and Confused (1993) om en gruppe unge sidste dag af high school inden sommerferien, og Everybody Wants Some (2016) om en gruppe unge sidste dag af ferien før college starter.
Med hans to film fra 2025, Blue Moon om sangskriveren Lorenz Hart, der er kommet til leje på Blockbuster, og Den nye bølge om filmskaberen Jean-Luc Godard, der netop har haft biografpremiere, har et nyt tematisk felt vist sig: Sammen med Me & Orson Welles (2008) har han nu lavet tre film om kendte kunstnere. Og det er han god til. Linklaters kunstnerfilm er noget af det mest interessante, han længe har lavet.
De to film skildrer på sin vis et kunstnerliv fra start til slut. I Den nye bølge følger vi Jean-Luc Godard (Guillaume Marbeck) under skabelsen af hans legendariske debutfilm Åndeløs. Han får endelig pengene til at lave en billig film noir, han hyrer skuespillerne Jean-Paul Belmondo (Aubry Dullin) og Jean Seberg (Zoey Deutch), og allierer sig med den kreative fotograf Raoul Coutard (Matthieu Penchinat) og en række andre filmarbejdere, og så følger filmen ellers relativt metodisk de ca tyve dage, det tog det unge hold at lave filmhistorie.
I Blue Moon er stemningen anderledes nedtrykt. Lyrikeren Lorenz Hart (Ethan Hawke) dannede sammen med sangskriveren Richard Rodgers (Andrew Scott) en af samtidens mest populære sangskriver-duoer, men i 1943 ville Rodgers prøve noget andet, og lavede musicalen Oklahoma! sammen med Oscar Hammerstein (Simon Delaney). Filmen følger Hart den aften Oklahoma! havde premiere, fra han forlader teatret for at gå i forvejen til den bar, efterfesten skal holdes på, og resten af aftenen mens han diskuterer kunst og kærlighed med bartenderen og de andre gæster. Hart forsøger både at aftale nye projekter med hans gamle partner, samt skabe en art bånd til den unge collegestuderende Elizabeth Weiland (Margaret Qualley), men ingen af tingene går rigtig godt, og filmens prolog har afsløret, at Hart døde blot få måneder senere. Det er et portræt af en kunstner, hvis rolle i kunsthistorien efterhånden er udspillet.
Blue Moon har en smuk elegisk stemning. Ethan Hawke er som Hart gjort lavere, tykkere og med hentehår, og hans fabelagtigt skarpe tunge kan ikke skjule, at han er ved at gå til i alkoholisme, tydeligvis er enormt ensom, og ikke rigtig ved, hvordan han skal få sin karriere tilbage på sporet. Den nye bølge er derimod en forbløffende optimistisk og positiv film. Den minder mig lidt om Ocean’s Eleven (Soderbergh, 2001), i og med at vi følger Godard som en mand med en plan, der samler en gruppe charmerende og talentfulde mennesker omkring sig, og så udfører sin plan til perfektion, uden at vi egentlig er ret meget nervøse for, at det skal gå galt.
Også stilistisk er der ret stor forskel på de to film. På overfladen er Blue Moon den mere typiske Linklater-film, der som mange andre af hans film er meget afgrænset i tid og rum. Det meste af filmen foregår som nævnt blot en enkelt nat, og foregår kun på den ene bar. Det virker næsten som en filmatisering af et teaterstykke – hvilket Linklater tidligere har gjort med SubUrbia (1996) og Tape (2001), og omvendt er hans School of Rock (2003) blevet til en musical med musik af Andrew Lloyd Webber – hvilket naturligvis passer rigtig godt til fortællingen om en mand, der skrev tekster til nogle af tidens største Broadway-successer.
Den nye bølge har derimod en meget anden stil. Det er Linklaters første film i sort/hvid, hvilket vel skal mime de historiske nybølge-film fra den tid, ligesom der er en del legende filmiske greb, som f.eks at alle historiske karakterer – og dem er der mange af, fra nybølgens giganter til alle mulige perifere filmarbejdere eller mindre succesfulde instruktører – introduceres ved at de kigger på kameraet, mens deres navne står under dem. Jeg synes dog egentlig ikke, Den nye bølge ligner en Godard-film, dertil er den for konventionel. Den har et nærmest dokumentarisk look, lidt som rigtig mange andre af de billige debutfilm, der dukkede op i kølvandet på Ung flugt (Truffaut, 1959) og Åndeløs.
Men det gør egentlig heller ikke så meget. Den nye bølge er en virkelig simpel film, og så meget bedre af den grund. En anden nylig film om Jean-Luc Godard, Le Redoutable (2017) af Michel Hazanavicius, forsøgte at være lige så klog og subversiv som Godard selv, og kæntrede mest bare i sin egen prætentiøsitet, hvorimod Linklater mere bare gerne vil undersøge, hvordan Godard egentlig lykkedes med at skabe noget så originalt. Så vi følger bare en filmoptagelse, hvor der opstår virkelig mange originale indfald, hvilket er virkelig underholdende. Det kradser måske kun lidt i overfladen af, hvad der gjorde Godard til en århundredets største kunstnere, men det gør ikke det fjerneste.
I sidste ende er både Blue Moon og Den nye bølge virkelig gode Linklater film, fordi de dykker ned i det, som Linklater skildrer bedst: Tid! Blue Moon zoomer som så mange andre Linklater-film ind på ét enkelt lille tidsrum i en persons liv, og formår at skildre hans karakter via de møder og samtaler han har i løbet af en enkelt aften. Portrættet af Lorenz Hart bliver til en smuk film om en kunstners forfald.
Også Den nye bølge fokuserer meget på tid, som de tyve optagedage bliver talt op. Det bliver en film om, hvor meget godt der kan komme ud af, at samle de rigtige mennesker på det rette sted i en afgrænset periode. Den mindede mig om Everybody Wants Some, men om et filmhold i stedet for et college baseball hold, men stadigvæk en film om hvordan fremmede mennesker lærer hinanden at kende, og hvordan de skal arbejde sammen.
Det er hver især to gode film. Og til sammen en kraftfuld fortælling om kunst når den er henholdsvis mest vellykket eller mest tragisk.